Skrivekunst. Tomas Espedal er aktuel med fortællingen om et skramlet forfatterliv. Som ung, i 80'erne, boede og skrev forfatteren i København.
Foto: Jens Dresling

Skrivekunst. Tomas Espedal er aktuel med fortællingen om et skramlet forfatterliv. Som ung, i 80'erne, boede og skrev forfatteren i København.

Skønlitteratur

Snurrig vagabond tøjler rastløsheden

I ’Mod kunsten’ forsøger norske Tomas Espedal at få styr på et liv.

Skønlitteratur

Var der ikke engang, hvor nødtørftigt camouflerede selvbiografiske romaner især var typiske for debutanter?

Unge forfatterspirer, som antændte den spinkle hovedstol med sig selv som benzin og ofte aldrig siden blev hørt fra.

De senere år har nordisk litteratur været stærkt præget af bøger fra gråzonen mellem selvbiografi og roman. Diskussionen har til tider været både heftig og principiel. Kan man overhovedet skelne?

Kan man tillade sig alt, hvis man kalder det en roman? Og står modsat alt til troende i en selvbiografi?

Skønlitteratur hinsides prosaen Ikke mindst i Norge har tendensen været dominerende. Mange af disse års mest roste forfattere skriver om deres eget liv eller noget, der kan ligne til forveksling. Når bølgen er så stærk, skyldes det en interessant udvikling.

Det er ikke længere de unge hedsporer, der kun drømmer om at udtrykke sig selv med sig selv som bærende fortælling. Nej, det er modne forfattere med fuld kontrol over deres virkemidler og skarp stilistisk sans, som dropper den frit svævende fantasi til fordel for sig selv som stof.

Efter verdenssuccesen med afstikkeren ’Ud og stjæle heste’ vender Per Petterson i sin seneste roman ’Jeg forbander tidens flod’ endnu en gang tilbage til sit skønlitterære alter ego Arvid.

LÆS ANMELDELSE

I bind efter bind skriver Karl Ove Knausgård sig ind i norsk litteraturhistorie med ’Min kamp’, der vel er en selvbiografisk romanredegørelse skrevet i realtid. Og så er der Tomas Espedal.

Norsk litteraturs snurrige vagabond, der i sin foregående bog ’Gå’ kom langt i bestræbelserne på at skabe en virkelighedslitteratur hinsides skillelinjerne mellem roman, selvbiografi og essayistik.

På et tidspunkt i hans nye bog ’Mod kunsten’ med undertitlen ’Notesbøgerne’ muterer teksten sågar til et digt. Det sker helt naturligt. Og digtet er godt. Her er Espedal tæt på at gribe de forestillinger om en ny skønlitteratur hinsides prosaen, som den skotske digterprofessor Kenneth White i en årrække har slået til lyd for.

Destilleret dagbogslitteratur
Titlen ’Mod kunsten’ har to kanter. Den kan ses som en programerklæring, der erklærer krig mod det kunstfærdige i prosaen og satser på det autentiske. Men den kan også ses som en bevægelse i tid, hvor forfatteren ved at skrive sig igennem sit liv bevæger sig hen mod kunsten.

Sådan skriver han om sine formative år som forfatter:

»Dagbøgerne bar mere og mere præg af at være romaner; jeg fik greb om sproget, mit sprog fik form, og af denne form blev der, som når vi former i ler, eller af jord, skabt hænder og fødder, kroppe og ansigter, sætninger og ord, der virkede troværdige«.

De virker stadig troværdige, nu hvor cirklen så at sige sluttes, og Espedals bøger bliver en slags destilleret dagbogslitteratur.

Et skramlet forfatterliv
’Mod kunsten’ er af omfang en ret lille bog. Men den er mange ting på én gang. En fortælling om et skramlet forfatterliv med mange reflekser kastet tilbage fra læsning af verdenslitteraturen.

Det handler om at skrive og om at leve med at skrive. Et selvportræt af en mand, der famler rundt i tabets kølvand og med rørende krampagtighed griber fat i faderrollen ved at prøve at blive en mor.

Mange postgange for sent, men bedre sent end aldrig. I det hele taget er den døde mor og det kvindelige element i tilværelsen en størrelse, Espedal slås med halvvejs i blinde. Samtidig er ’Mod kunsten’ også en slags slægtskrønike.

Beretninger fra Espedalernes slingrevals igennem nyere norsk historie. En hverken synderlig glorværdig eller usædvanlig familie. Men netop ved at fokusere på dette helt almindelige rod og kaos lykkes det Espedal at fremhæve en kerne i vores alle sammens mærkværdige evne til at konstruere en nogenlunde sammenhængende selvforståelse trods alt.

Det er ingen ringe kunst, vi dér præsterer!

Hamrende godt skrevet
Krøniken er milevidt fra ’Buddenbrooks’ stoute epik og på trods af det nationale sammenfald mindst lige så langt fra Lars Saabye Christensens ’Halvbroderen’. Så er der i højere grad et slægtskab med Per Petterson.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Der er næppe en side uden en formulering, man må glædes over, eller et skarpt indblik, man kan føle jaget af.

Espedals familiesaga er snarere en fragmenteret krønike. Glimt af historier, som tilsammen bliver en slags fortælling uden at blive til romanfiktionens postulat om at være fortællingen. Det minder mere om det broderede familietæppe, som han kalder de historier, farmoderen fortæller og genfortæller og gradvis gør til mere myte end virkelighed.

Jo, grænsen er flydende, når livet bliver til fortælling.

»Den første sætning, som at presse en nål mod huden, lidt modstand, og nålen trænger igennem, den glider ind og rammer blodåren; det er nødvendigt at glemme«, skriver Espedal på første side. Skrivetrangen som en slags narkomani.

Det er ikke romantisering. Det er helt reelt. Det koster dyrt, men det betaler sig. For det første er ’Mod kunsten’ så pokkers hamrende godt skrevet. Uden at det sker på en demonstrativ måde, glitrer ordene næsten som dugdråber i tekstens spindelvæv.

Der er næppe en side uden en formulering, man må glædes over, eller et skarpt indblik, man kan føle jaget af.

Poetisk og prunkløs
Tiden står stille. Så pludselig går den hurtigt. Årstiderne kommer i spring og udfolder sig på få linjer. Familiemønstrene tegner sig på kryds og tværs. Mens Espedal sidder og skriver i sit faldefærdige hus, vokser hans mors arm ud i hans egen, når han skriver om slægten.

Stilen er poetisk, men prunkløs. Den særlige pertentlige poesi udvist af en dybest set rastløs sjæl, fornemmer man. Teksten finder sine egne små overraskende løb:

»Kan jeg sige at jeg mistede den, at jeg mistede dagen, hvor mange dage har jeg mistet på den måde; det var ikke min dag«. Der står jo næsten ingenting, men i sin egen spøjse lille rytmik alligevel meget om, hvordan man som menneske lever en stor del af sit liv. Det er den store kunst i Espedals prosa:

Der står sgu næsten ingen ting, og så står der alligevel det meste! Med en præcision, som er skabt med omhu, men aldrig er demonstrativ. Espedal ved, hvad et enkelt lille ord betyder.

Så farfaderen Alfred Johan Olsen var ikke arbejdsmand, nej, han var en arbejdsmand. En mand, der forsvandt i arbejdet og savnede arbejdet, når han havde fri fra det.

Kunsten er længere end livet

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

’Mod kunsten’ har intet af minimalprosaens lidt frysetørrede karakter. Det er nerver alt sammen. Nerveklogskab og poesi. Til sidst er det dog, som om Espedal gør sig lidt for store anstrengelser med at binde sløjfe på sin historie.

Optegnelserne om hans tid som ung digter i Danmark bliver både lidt afsnubbede og en anelse for meget. Eller også er det bare utilfredshed med, at det på det tidspunkt er ved at være slut på ’Mod kunsten’.

For det er en bog, man gerne ville have til at vare ved. Hvad mon der ville stå på næste side? For livet går jo videre, og kunsten er længere end livet. Notesbøgerne tyknes. Skrivekunsten pibler ad nye stier i det norske.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce