Hemmeligheder. Det er tydeligt, at Katrine Marie Guldager elsker at fortælle historier og være den, der ved alt. Om det så er, hvad legetøjet tænker.
Foto: PR-foto: Morten Holtum

Hemmeligheder. Det er tydeligt, at Katrine Marie Guldager elsker at fortælle historier og være den, der ved alt. Om det så er, hvad legetøjet tænker.

Skønlitteratur

En mester fortæller om det onde i Køge, i Kunsten og i dig og mig

Katrine Marie Guldagers roman 'Ulven' er så sjov og så sofistikeret.

Skønlitteratur

Ulven kommer på bryllupsnatten, som måske endda er den nat, da Leonora bliver undfanget. Hendes far ligger lykkelig i sin side af sengen og tænker: »Jeg har plukket min blomst«. Hendes mor ligger i den anden side af sengen og tænker: »Det var da ikke så slemt«.

Men da Leonoras mor vågner et par timer senere i det massive mørke, er der en stemme, der hvisker: »Hvem er du?«. Leonoras mor bliver nu i sit liv og sit ægteskab én, der samler »identitet, som andre under krigen samlede brænde i skoven«.

Hun har mødt angsten, og »Angsten spredte sig til hele kroppen, og til sidst manifesterede angsten sig som en stor, sulten ulv«.

Både Leonoras far, Leonoras mor og Leonoras ulv (de to sidste er måske den samme) indgår i det samlede portræt af den pige, om hvilken romanen meddeler i allerførste sætning og uden overdrivelse: »Leonora var ikke noget nemt barn«.

Løgn og litteratur Det er heller ikke nogen nem roman, for den insisterer på at være roman: Løgn og litteratur i en grad, så ikke en vorte kan sidde på en næse, uden at næsen i samme greb snydes og udpeges som litterær konvention.

Romanens fortæller elsker at være fortæller og være den, der ved alt i fortid, nutid og fremtid, kender alle hemmeligheder i lofter og kældre, ja hører, hvad legetøjet tænker.

Men fortælleren har virkelig også meget at have sin olympiske begejstring i, for det er en mesterfortæller, og et eller andet sted bagved må Katrine Marie Guldager jo gemme sig. Hun kan godt nok skrive.

Ulven er en roman om Leonora. Hun fødes under Anden Verdenskrig, hvor alt ondt rumsterer, men fortælleren fører os flere generationer tilbage for at forklare, hvad der rumsterer lige præcis i Leonora. Alt peger frem mod hende, alle de gamles liv og længsler bliver som en tåge, der kun langsomt letter og lader Leonora komme til syne.

Hvad er kunst?
Med en stensikker litterær retningssans fører den frække og frygtindgydende morsomme fortæller os rundt i Køge, hvor det hele foregår (»det eneste sted i landet, hvor kaffe er med én stavelse og te med to«), og rundt i alle de personer og historier, der samler sig til den lille Leonora – som en skønne dag mange år senere (i 1962, hører vi i et kort glimt), får sin debut som kunstner på Den Frie Udstilling.

For ’Ulven’ handler nemlig ikke mindst om, hvad Kunst er for noget og hvad dens menneskelige forudsætninger er. En af romanens mange bipersoner er en forfatter ved navn Hr. Fink, som efter en lang nat ved skrivebordet synker sammen og siger til sin husholderske: »Jeg kan ikke mere, frk. Mørke! Al den sandhed«.



Frk. Mørke selv er en afgørende biperson ligesom hendes søster, Frk. Lys, men frem for alt er det Leonoras storebror Henry, som strukturerer romanen. Satans til dreng: »Der var noget ved Henry, der ikke var helt, som det burde være. F.eks. var det jo ikke normalt, at han stadig ikke havde accepteret sin søster. Efter to år.

Det var også lidt for ofte, at de andre småbørnsforældre på Marievej kom slæbende med et grædende barn«. Præsten i Køge, den arme mand, er faktisk ikke i tvivl: Henry er et barn uden samvittighed. Og med præsten er vi ved noget bibelsk.

Kain og Abel
Henry og Leonora: De er Kain og Abel, hvis ikke de er Abel og Kain, i hvert fald er de alle tragediers og bibelhistoriers klassiske søskendepar, som Katrine Marie Guldager her lader leve og stræbe hinanden efter livet i Køge omkring Anden Verdenskrig.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men som gamle Hippolyte Taine ville sige, og som Katrine Marie Guldager demonstrerer: Dyd og last er produkter ligesom sukker og vitriol.

Hadet mellem søskende opstår måske som produkt af mønstre, der går generationer tilbage og lige netop nu ikke ligner noget som helst andet end kærlighed – selv om der måske liiige er lidt mere kærlighed til den ene end til den anden. Oppe på loftet lusker ulven rundt.

Ulven er med i romanen ganske og aldeles (sur)realistisk: »På loftet var det lykkedes ulven at mave sig ud mellem to tremmer i sit bur. Med snuden havde den skubbet loftslemmen til side (...)« og så videre.

Lige på dette sted i romanen har Leonoras mor nemlig kysset en galleriejer, og »Skæbnen ville, at Leonoras far, der i nogen tid havde søgt efter sin kone, åbnede døren i samme øjeblik«.

Sjov og sofistikeret

Skæbnen hedder Katrine Marie Guldager, og skæbnen vil også, at Leonoras mor lige i det øjeblik, hun står og kysser galleriejeren, kommer i tanker om et citat fra Rilkes Duino-elegier: »Thi det skønne er intet andet/ end det forfærdendes optakt«.

Og sådan er ’Ulven’ hele vejen igennem sjov og sofistikeret en roman på én gang.

Romanens forfatter-figur, den nævnte Hr. Fink, skriver i sin dagbog om Leonora, at det er katastrofalt, at hun »ikke begriber det ondes udspring. I sin egen søn«.

Hr. Fink er nemlig ikke for klog. Men det er til gengæld hans kollega, Fru Guldager.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce