Monoton. Anne Sofie Allarps politiske thriller 'Falske stemmer' drukner i alt for lange samtaler og ordinære omstændigheder.
Foto: Martin Lehmann

Monoton. Anne Sofie Allarps politiske thriller 'Falske stemmer' drukner i alt for lange samtaler og ordinære omstændigheder.

Skønlitteratur

Politisk insiderroman drukner i monotoni

Stil og sprog er i orden i 'Falske stemmer', der lider under et monstrøst plot.

Skønlitteratur

Formanden for Arbejderpartiet, Ulla Bjerg Petersen, står foran at vinde den forestående valgkamp. Hun er en moden og moderne brunette.

Sexet udseende, hurtigt i mælet, ferm til debat, omsorgsfuld mor og som den stædige kliche i denne del af underholdningsbranchen gift med en mand, der evindeligt brokker sig over at hente afkom i børnehaven.

Selvfølgelig har hun modstandere inden for partiet, blandt andet en anden kvinde, der er lidt mere gumptung og ordinær end hun selv.

Politisk (anti)heltinde Men så ankommer første forhindring for den store valgsejr i Anne Sofie Allarps politiske thriller ’Falske stemmer’. Vor (anti)heltinde kom gedulgt til posten ved decideret valgsvindel.

LÆS INTERVIEW

Hvem mon satte den i system, og hvem presser nu på med sandheden lige før skæbnevalget? Tilmed er den ellers så pæne Ulla set bolle ved siden af ude i byen med en cool partikammerat.

Og som sidste stød i denne hidsige omgang trebandekarambole af et monstrøst plot går en ledende socialdemokrat til thailudere i København!

Virkelighedens Helle Thorning
Hov, skrev jeg socialdemokrat og København? Taler vi da, som rygtet løber, om en nøgleroman med flere låse?

Er det mon virkelighedens Helle Thorning, som på fiktionens skøjter løber om hjørner med læseren?

Forfatteren bedyrer ellers, at »denne bog er det pure opspind«. Men det er altså, nøglen under måtten eller ej, alt for store ord. Selvfølgelig afspejles faktiske forhold her i fiktionens spejl, og uden denne refleksion er jeg slet ikke så sikker på, at romanen var kommet ud! Eller i hvert fald i en anden form.

Er det mon virkelighedens Helle Thorning, som på fiktionens skøjter løber om hjørner med læseren?

Allarp skriver effektivt i tidens journalistiske mainstreamrealisme, hvor en spade staves som en spade, syntaksen er snorlige som en motorvej.

Magtkampe er altid godt stof, hvis de skildres som et intelligent skakbræt med velturnerede brikker, der trækkes frem og tilbage i raffinerede rokader.

Det sker også nu og da her. Men generelt er romanens verbale sammenstød alt for lange, side op og side ned, uden de drab på darlings, som en vis devise krævede engang.

Snoede intriger
Positivt kan du sige, at du mærker, at forfatteren respekterer sine læseres begavelse med sine snoede intriger og mange aktører.

Sågar spidsere og snedigere lagt ud end i DR 1’s fastfood ’Borgen’, der ælter komplicerede rævekager til burgerbolle med hakket sex, ristede rænker og sød remoulade.

Men ligesom her er den episke horisont alt for klaustrofobisk og enstrenget, for nærsynet og enøjet.

Underholdende og uvedkommende

Politik rimer ikke uden grund på dialektik, på flerstrengede relationer mellem venner og realiteter.

Om romanens arbejderparti er dagens socialdemokrati er således i sidste ende lige meget.

I en sag, som nok er mildt underholdende et langt stykke ad vejen, men også ret så uvedkommende i det lange løb.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden