Uforudsigelig. Japanske Haruki Murakami brød igennem på verdensplan med 'Trækopfuglens krønike' fra 2002. I weekenden trak han fulde huse, da han gæstede litteraturfestival på Møn.
Foto: PER FOLKVER

Uforudsigelig. Japanske Haruki Murakami brød igennem på verdensplan med 'Trækopfuglens krønike' fra 2002. I weekenden trak han fulde huse, da han gæstede litteraturfestival på Møn.

Skønlitteratur

Murakami: Det uvirkelige bliver mere og mere virkeligt

Vi får alt for meget information, og det skaber kaos, siger den verdensberømte japanske forfatter under sit visit på Møn.

Skønlitteratur

Vi er cirka halvvejs i samtalen, da Haruki Murakami fortæller, at han engang har interviewet John Irving.

Den amerikanske romanforfatter, tilføjer han. I sin erindringsbog om at løbe og skrive har Murakami tidligere fortalt om interviewet, som foregik i 1984.

Haruki Murakami var dengang ved at oversætte Irvings ’Slip bjørnene fri’ til japansk, og mens han var i New York, bad han Irving om et interview.

Nej, det havde den populære amerikaner ikke tid til, men Irving fortalte, at han løb hver morgen i Central Park, og hvis Murakami mødte op, kunne de tale sammen under løbeturen.

I bogen ’Hvad jeg taler om, når jeg taler om at løbe’ fortæller Murakami imidlertid ikke noget om samtalens indhold, men det gør han storsmilende denne fredag på Møn, kort før han over to dage skal være årets scoop ved arrangementet ’Verdenslitteratur på Møn’.

LÆS ANMELDELSE »John Irving sagde, at når man skriver, er det som at give folk et skud heroin. Hvis du kan gøre dine læsere afhængig af dine bøger, vil de altid vente på din næste bog. Det bliver som narkotika«. Den japanske forfatter må have lyttet rigtig godt efter, for de seneste mange år har millioner af mennesker verden over vænnet organismen til, at den med jævne mellemrum skal have et skud af denne særegne blanding af japansk surrealisme og moderne amerikansk prosa. Lige netop der er der klare lighedstegn mellem Irving og Murakami, men der er også en meget afgørende forskel, som vi skal komme tilbage til. Irving og Murakami Da interviewet fandt sted i 1984, var der også en anden væsentlig forskel. Irving var stjernen, mens Murakami to år forinden havde fået udgivet sin første store roman, ’En vild fårejagt’. I bogen er fortælleren en ensom mand med et kedeligt arbejde. En dag opsøges han af en mand, ’Bossen’, hvis hjerne mange år tidligere blev overtaget af en slags klonet får. Og fåret er nu væk. Det skal findes. Liv og penge er på spil. Lyder det skørt? Hvad så med den digre roman fra 2005, ’Kafka på stranden’, hvor en af hovedpersonerne, gamle Nakata, kan tale med katte?

En evne, han fik i 1944, da en række skoleelever på skovudflugt pludselig mistede bevidstheden som på kommando.

Nakata var en af dem, der faldt om, mens nogle sølvblinkende, amerikanske B-29-bombemaskiner passerede luftrummet.

Alle kan være med
Ja, det lyder lidt mystisk, men læserne sluger Murakamis historier, hvor handlingen bare triller af sted, og sproget flyder ubesværet.

Alle kan være med. Hvis de lige køber mystikken. Og det gør de. Nu.

»For 11-12 år siden var der mange i Europa og USA, som mente, at min bøger var for mærkelige. At de var for surreelle. For urealistiske. Men lidt efter lidt har de accepteret mine bøger og ser dem som mere naturlige«, siger Haruki Murakami, og det er ikke, fordi hans stil har ændret sig.

Den har ligget fast siden ’En vild fårejagt’. Nej, alt andet har ændret sig.

For 11-12 år siden var der mange i Europa og USA, som mente, at min bøger var for mærkelige. At de var for surreelle. For urealistiske.



»Verden blevet mere kaotisk. Da Berlinmuren faldt, og den kolde krig stoppede, troede folk, at vi ville få en bedre verden, men nej, sådan gik det ikke. I stedet blev folk forvirrede. De ved ikke, hvad der kommer til at ske i fremtiden. Senere oplevede vi 11. september, hvad der også har gjort, at verden er blevet endnu mere uvirkelig end før«, siger Murakami som en kommentar til terrorangrebet, som sendte World Trade Center i grus.

»Det så næsten for perfekt ud, for uvirkeligt, og for mig var det meget mærkeligt, for fantastisk. Nogle har sagt, at det måske endda så for smukt ud. Jeg ville ikke selv sige det på den måde, men nogen har sagt det«, siger han forsigtigt.

Indhentet af virkeligheden
Det var vist den tyske komponist Karlheinz Stockhausen, som kom til at kalde det verdens største kunstværk og fik massiv kritik for det?

»Ja, selvfølgelig. For mig lignede det computergrafik. Det mindede ikke om noget fra virkeligheden, og det sære er altså med andre ord, at det uvirkelige bliver mere og mere virkeligt. Det er meget ironisk. Det er en af grundene til, at mine bøger er blevet accepteret over hele verden, tror jeg«.

Uanset hvilken af dine bøger jeg læser, så mærker jeg en stor ensomhed i teksten. Hvor bevidst arbejder du med det?

»Jeg er ret individualistisk, og det er en ensom affære i Japan. Det er en af årsagerne til, at bøgerne bliver sådan. En anden årsag er, at jeg selv har en naturlig dragning mod det ensomme. Jeg ved faktisk ikke hvorfor«, siger han.

Han smiler og trækker afvæbnende på skuldrene.

Da jeg besøgte Japan i slutningen af 1980’erne, var alt rettet mod gruppen, det kollektive. Det må have været anstrengende for dig at være individualistisk?

»Ja. Dengang var Japans økonomi stærk. De store firmaer klarede sig godt. I dag er det anderledes, boblen bristede i slut-80’erne, så vi har haft hårde tider«.

Trofaste læsere
Tidligere kunne man, siger han, læne sig op ad de faste samfundsstrukturer.

At man var i de store firmaer, og der var man nærmest på livstid. Men verden ser i dag anderledes ud.

Derfor blev folk nødt til at blive mere individualistiske, men mentalt var de ikke klar. Det var ikke en del af deres opdragelse, og de har stadig ikke vænnet sig helt til det, mener han.

»Men for mig var det godt«, siger Murakami.

Helt uopfordret siger han, at der stadig er lommer af det japanske samfund, som befinder sig i den gamle verden. Det litterære establishment eksempelvis.

Det uvirkelige bliver mere og mere virkeligt. Det er meget ironisk. Det er en af grundene til, at mine bøger er blevet accepteret over hele verden, tror jeg

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



»Den verden befinder jeg mig ikke godt i. De kritiserer mig stadig, selv om de ikke helt kan ignorere mig. En af årsagerne til, at de ikke kan lide mig, er, at jeg har mine egne meninger. Jeg kan lide dele af den japanske litteratur, mens jeg ikke bryder mig om andre dele af den (eksempelvis nationalikonet Mishima, red.), og det er jeg meget ærlig med«, siger Murakami.

En anden årsag til, at han ikke er inde i varmen, er, som han selv ser det, at hans læsere er så trofaste, at de køber hans bøger, uanset hvad de litterære ypperstepræster siger.

»Min seneste bog, ’1Q84’, er en roman i tre bind, og samtlige bind er solgt i over en million eksemplarer. Det er ufatteligt«, siger han og smiler for 40. gang på lige så mange minutter.

Bøgerne er ikke oversat endnu, men allerede nu bugner internettet med oplysninger om bogen, som foregår i løbet af nogle måneder i 1984.

1984 forfra og bagfra

»George Orwell skrev sin roman i 1949, det år, jeg blev født. Det var en roman om fremtiden. Nu er vi på den anden side af 2000, og nu skriver jeg så om 1984 fra den modsatte side. Min hensigt er at genskabe fortiden, som 1984 kunne have været. Jeg er aldrig interesseret i at skrive om den nære fremtid, for den er kedelig. Se på filmene ’Terminator’, eller hvad med ’Blade Runner’, hvor det bare regner hele tiden«, siger Murakami og slår en høj latter op. Han forsøger at forklare, hvordan han ved at genskabe 1984 vil forsøge at sige noget om Japan i dag, men de engelske ord vil ikke helt, som han vil. Han forsøger igen: »Den verden, vi kender i dag, er umulig at beskrive. Den er for kompliceret, men hvis man kan parafrasere den ene tids kaos ind i en anden tids kaos, bliver det hele måske lidt klarere for folk«. Den digitale verden Haruki Murakami forklarer, at det var specielt at skrive om 1984, for hvis hans personer skulle skaffe en oplysning, måtte de måske gå på biblioteket en hel dag, mens det i dag ville tage fem minutter på nettet.






Hverken mobiltelefoner eller mail eksisterede, og breve var flere dage undervejs.

»Man kan sige, at jeg sad i 2008 og 2009 og skrevet en digitalt bearbejdet version af en analog verden«. Er du interesseret i, hvad den digitale verden gør ved os?»Ja, vi får i dag alt for megen information, og det forårsager det kaos, vi står i. Det bliver vi nødt til at finde en løsning på, og jeg må interessere mig for det som forfatter. Vi må alle have en mening om det. Jeg har også ledt efter et svar, blandt andet ved at skrive ’1Q84’, men jeg vil blive ved med at lede efter svaret«. Du har fortalt, at du ikke på forhånd har en plan for, hvad der skal ske i dine bøger, før du begynder at skrive, men hvis det ikke er en plan, hvad sætter dem så i gang?»Jeg kan have et billede, et meget levende billede af den første scene i bogen. Det er det vigtigste for mig. Og har jeg det, kan jeg skrive resten. Hvis jeg havde en plan, ville det spolere eventyret for mig selv som forfatter, for det er jo et eventyr at skrive«, siger Haruki Murakami. Nyfødt forfatter Da han begyndte at skrive ’Kafka på stranden’, var udgangspunktet eksempelvis, at han ville skrive om en 15-årig dreng, som skulle forlade sit hjem og tage på en slags eventyr. En heltehistorie. »Jeg var midt i 50’erne, da jeg skrev den, og jeg er ikke interesseret i at skrive om nogen, som kunne være mig selv, en mand på dengang 54. Derfor valgte jeg først den unge mand, Kafka, men siden kom også den gamle mand, mr. Nakata, til i historien, så jeg både skrev om en ung mand og en gammel«, fortæller han. ’Kafka på stranden’ var en bog, som for den unge mand blev fortalt som en historie i førsteperson, som de fleste af forfatterens historier er blevet.














Den gamle mands historie blev fortalt i tredjeperson.

LÆS ANMELDELSE

Det var begyndelsen på det skifte, som Murakami de seneste år har været igennem. Hans nye bog, ’1Q84’, som foreløbig er en trilogi, er, siger han, udelukkende fortalt i tredjeperson.

»Det var meget svært for mig at vænne mig til, så det tog noget tid. Men i dag har det givet mig nye muligheder, og jeg føler mig nyfødt som forfatter. Det gode ved at være forfatter er, at man hele tiden kan udvikle sig. Når man som jeg er maratonløber, må man bare acceptere, at ens tid hele tiden bliver dårligere, men som forfatter kan man blive bedre, hvis man arbejder hårdt«.

Haruki Murakami mener, at han langtfra er færdig med at udvikle sig som forfatter, og derfor er han tydeligvis også lettere utilpas, da vi kommer ind på Nobelprisen i Litteratur.

Siden Murakami løb sin morgentur med John Irving i 1984, har han fået lige så trofaste læsere som sin amerikanske kollega, men i modsætning til Irving har Murakami også fået opmærksomhed fra den tungeste del af den litterære verden. Stadig oftere nævnes han som kandidat til nobelprisen.

På listesko mod Stockholm
»Ah, det er et farligt emne. Men jeg kan sige, at læserne er det allervigtigste for mig, mens priser og medaljer og den slags ikke er hovedsagen. Så længe jeg har trofaste læsere, er jeg tilfreds, og alt det andet prøver jeg på ikke at tænke for meget på«.

Doris Lessing fik f.eks. prisen i 2007 og sagde bagefter, at det havde været frygteligt, fordi hun ikke fik fred til at arbejde?

»Måske er det som at få en tatovering på armen, hvor der står Nobelpris, uden at man er i stand til at fjerne det«, siger han og ler.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Derefter starter han på et svar, som antyder, at han mener, at prisen er for the establishment – ikke for forfattere, som stadig er i udvikling, som han synes, han selv er. Men så stopper han alligevel op.

Måske er det som at få en tatovering på armen, hvor der står Nobelpris, uden at man er i stand til at fjerne det



»Jeg har stadig meget, jeg gerne vil skrive, og meget, jeg vil prøve af, så jeg fortjener den ikke. Jeg kan stadig blive bedre«.

Synes du, prisen skal gå til forfattere, hvis forfatterskab mere eller mindre er afsluttet?

»Jeg ved slet ikke noget om den«.

Og du er ligeglad?

»Nej, det sagde jeg ikke. Det er et meget følsomt emne, og det bliver taget meget alvorligt. Meget alvorligt «.

Det Svenske Akademi
Murakami er stille et øjeblik, inden han fortsætter.

»Faktisk var jeg i Stockholm for et par uger siden«, siger han og ler.

Så du Det Svenske Akademi?

»Ja«, siger han og holder igen en lille pause.

»Men jeg gik ikke derind«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce