ØKONOMISK. Gyrðir Elíasson formår at indkapsle katastrofen i novellens stramme format.
Foto: Kristján Kristjánsson

ØKONOMISK. Gyrðir Elíasson formår at indkapsle katastrofen i novellens stramme format.

Skønlitteratur

Islandsk Carver gør sig fortjent til Nordisk Råds Litteraturpris

Gyrðir Elíasson er en mester i den koncentrerede prosa. At give ham prisen ville ingen skam være.

Skønlitteratur

Fortælleren og hans bror er ude at køre bil i det øde islandske landskab.

Fjorden er dyb, fjeldene stejle og gårdene spredte. Broderen taler i mobil. Meget. Han vil ryge en cigaret. Fortælleren bliver mere og mere irriteret på ham.

Ser egenskaber hos ham, som ligner deres far.

De er ved at løbe tør for benzin og kører ind på en tankstation i sidste øjeblik. Broderen har forstået en hentydning og har ladet cigaretten ligge.

Nu går han så ud af bilen for at ryge. En lastbil ankommer. Tankpasseren signalerer til broderen, at rygning er forbudt, men broderen ser det ikke.

Han er opslugt af at tale i mobil og ser heller ikke, at lastbilen bakker ind i ham.

»Endnu i dag kan jeg høre skriget«, skriver fortælleren. »Jeg har ingen bil og besøger ikke tankstationer. Jeg undgår så vidt muligt at rejse«.

Der er en fin økonomi i Gyrðir Elíassons stramme novelle. Katastrofen er indkapslet.

Vi hører skriget, men må gætte os til resten.

Antydningens kunst ’Lang dags rejse mod nat’, som novellen om de to brødre hedder, er et mønster på, hvad man kan opnå ved at overlade forklaringer og mellemregninger til læseren. ’Morgenvandring’ er en anden novelle af samme kaliber og type.

Den viser en fortæller, der er ude at gå og nyde naturen. Alt ånder fred og skønhed. Et skilt kundgør, at ’Al motortrafik er forbudt’.

Det her er på højde med Raymond Carver. Ikke mindst tilføjelsen: »Lyset blinkede i det sorte handskeskind«. Sådan camouflerer man den maksimale følelse bag den minimale sansning.

Og fandengaleham om der ikke kommer en mand i en buldrende firehjulstrækker og standser foran leddet.

Helt på højde med Carver

Vor fortæller er ved at boble over af selvretfærdighed: »»Du kan vel læse?« sagde jeg. »Ja, jeg kan læse«. Jeg tilkastede ham et blik, som om det, jeg ville, var at få ham til at starte sit køretøj og køre tilbage samme vej, som han formodentlig var kommet, ad den lange ridesti, der fortsatte helt ind i nabokommunen på den anden side af bjerget. »Der er bare en ting«, sagde han genert, mens jeg fingererede ved leddet. »Ja, så«, sagde jeg ret barsk og så på ham. Var der da ingen grænse for den firehjulstosses halsstarrighed. »Jeg er lam herop til«, sagde han og holdt sin behandskede hånd ud for brystet«. Det her er på højde med Raymond Carver. Ikke mindst tilføjelsen: »Lyset blinkede i det sorte handskeskind«. Sådan camouflerer man den maksimale følelse bag den minimale sansning. Gyrðir Elíasson er en mester i den koncentrerede prosa.





Der er andre stillag i hans korte tekster end det, jeg her har præsenteret. Et besøg i Ikea er en ægte farce, som ender med, at han møder Strindberg i cafeteriaet.

Også nutiden har sine infernoer.

Der er hele 47 noveller, eller hvad vi nu skal kalde dem, på bogens små sider. Ingen vil have skam af at give den mand prisen for dem.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce