Skulptør. Anne Marie Ejrnæs er en forfatter, der »arbejder efter levende model«, som hun selv har formuleret det.
Foto: DALSGAARD MIRIAM

Skulptør. Anne Marie Ejrnæs er en forfatter, der »arbejder efter levende model«, som hun selv har formuleret det.

Skønlitteratur

Kvindeskæbneroman er rig, men indforstået

Anne Marie Ejrnæs roman handler om at finde sine længslers mål i det fremmede.

Skønlitteratur

Hvordan kom kvinder før i tiden ud i verden, og hvad drev dem?

Missionæren Mariane har et kald. Husbestyrerinden Erna har eventyrlyst og åndelige længsler. Hun er teosof. Disse to kvinder er hovedpersonerne i Anne Marie Ejrnæs’ roman ’Bhakti’.

Mariane (modelleret over missionæren Anne Marie Petersen, 1878-1951) opretter en pigeskole i Indien med forbillede i Gandhis skoletanker. Ham lærer hun efterhånden at kende, korresponderer med ham og besøger ham.

Erna Ørnsholt ender som Nehrus husbestyrerinde og engageret teosof, der bl.a. får den danske Martinus på foredragsturné i Indien.
Impressionistisk flimrende

Anne Marie Ejrnæs er en forfatter, der »arbejder efter levende model«, som hun selv har formuleret det.

Men selv om bogen kaldes en dobbeltbiografisk roman, er det ikke det overbliksagtige livsforløb, vi præsenteres for.

Hun foretager en række nedslag i enkelte situationer – det er den sceniske fremstilling af øjeblikket, personens tanker, psykiske og fysiske reaktioner, der driver hendes værk.

Det gør det rigt, men også for impressionistisk flimrende. For denne læser faldt brikkerne først ordentligt på plads efter en tur på nettet og i opslagsværker, der kunne fortælle mig dels om, hvad teosofi går ud på, dels hvilke problemer de danske missionærer i Indien kæmpede med.

Samvittighedens videnskab
Mariane, der bliver assistent for missionæren Løventhal, erfarer efterhånden, hvorfor han ikke går op i at døbe inderne.

Er de døbt, bliver de afskåret fra deres indiske familie og hele samfundsmæssige placering. Så menneskefisker vil hun ikke være, og hun ender med at gå ind for at kristne hinduismen og hinduisere kristendommen.

Hun går i sari, og hendes grundtvigianske kristendom er særdeles rummelig. Religion er for hende »samvittighedens videnskab«.

Den skole, hun endelig får gang i, og som hun på rejser til Danmark søger støtte til i de missionske kredse, er inspireret af Gandhis ideer om en kombination af åndens og håndens arbejde.

Det er Gandhi, der i bogstaveligste forstand lægger grundstenen til hendes skole. Det er de ikke vilde med i Det Danske Missionsselskab – og ikke mindst under Anden Verdenskrig har hun store problemer med at få økonomien til at hænge sammen.

Erotisk betagelse
Begrundelsen for at bringe de to historiske kvinder sammen i én bog er, at de på sin vis begge kæmper for at integrere religionerne.

De mødes en enkelt gang i romanens forløb, men er i øvrigt meget forskellige. Erna er oprindelig tjenestepige, men arbejder sig op til guvernante, bl.a. for Sylvia Pios søn.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Sylvia Pio, opvokset i USA som datter af den danske socialistleder Louis Pio, blev adeligt gift, men brød ud af ægteskabet på grund af sin mands forkærlighed for mindreårige piger.

Herefter blev Sylvia gift med skuespilleren Johannes Poulsen. Erna følger med, indtil hun endelig tager skridtet til Indien. Da er hun 43 år. Det antydes, at det er en erotisk farvet betagelse af den frodige, farverige Sylvia, der i øvrigt er vældig godt skildret, som har fået hende til at vente så længe med at finde en ny vej for sit virke.

En ordentlig livsrejse
Bhakti betyder hengivelse på dansk, men denne oversættelse er ikke tilstrækkelig, anfører Ejrnæs i en note. Det danske oversættelse indeholder ikke oplevelsen af aktiv deltagelse i gudsforholdet, heller ikke den intense følelse, vi forbinder med ordet kærlighed.

Begge dele er styrende for de to kvinder i form af en sublimeret erotik, der omsættes i en længsel efter at tilhøre et fællesskab. De er begge meget langt fra et traditionelt kvindeliv, som det formede sig for de fleste i første halvdel af 1900-tallet.

Deres længsel førte dem til Indien, og landet gik dem i blodet. Og gav dem nye muligheder for at bruge sig selv og skabe et fællesskab.

Det er en ordentlig livsrejse, romanen fører os rundt i, lige fra den mindste kropslige sansning hos de to kvinder, som Ejrnæs altid dokumenterer til mindste sveddråbe, til problemerne med at komme i mål med deres bestræbelser og justere dem undervejs under indtryk af det store møde med det fremmede.

FACEBOOK

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden