AUTENTISK. Tidskoloritten virker gennemgående meget troværdig i Morten Kirkskovs roman ’Kapgang’.  Foto: Isak Hoffmeyer

AUTENTISK. Tidskoloritten virker gennemgående meget troværdig i Morten Kirkskovs roman ’Kapgang’. Foto: Isak Hoffmeyer

Skønlitteratur

Lovende romandebut tager Sdr. Omme på sengekanten

Morten Kirkskovs debut ’Kapgang’ skildrer drengesorg og ditto glæder i 70’erne.

Skønlitteratur

Martin i den jyske lilleby Sønder Omme mister pludselig sin mor, mindre end to uger før han skal konfirmeres.

Han, storebroderen Jens og ikke mindst faderen Anders er i chok og sorg på hver sin måde, Jens begynder at drikke øl, faderen drikker endnu flere end han, den i øvrigt skikkelige elinstallatør, gjorde i forvejen, og Martin mobiliserer sin betragtelige snusfornuft, der er stedvis tragikomisk, men ikke knugende.

Der er mange ekkoer af Jepsen i Morten Kirkskovs vellykkede debut ’Kapgang’ – uden at jeg på nogen måde vil beskylde ham for plagiat.

Her er Martins første møde med kammeraterne, efter at hele byen ved besked om moderens død.

»Det lykkes i ét hop at få det ene knæ op på gyngen og så i lige linje at sætte af igen og komme ned at sidde.

’Vupti’, siger jeg.

Det er ellers ikke noget, jeg siger«.

I dette ’Vupti’ ligger en verden af forlegen, tilpasningsvillig rådvildhed.

Kys mit Gefühl
Vi er i jysk drengeland i 1970’erne, hvor kvinderne gik i korte, blomstrede frottékjoler (hvor jeg husker dem!), sauna var sagen, og de unge lyttede til Bay City Rollers eller Nazareth. Deres ’Love Hurts’ spiller en vis rolle for Martin.

For samtidig med at hans kærlighed til den afdøde, af alle afholdte mor giver sig smertelige udtryk, er der også andre slags kærlighed på spil. Det med at træde ind i de voksnes rækker er noget, Martin tager alvorligt, især den seksuelle side af det.

LÆS ARTIKEL

Hans officielle og ikke uvillige kæreste in spe er lærerdatteren Kristine, og når de er konfirmeret, skal de ’gøre det’ rigtigt – men det er Kim, han øver sig med. Deres er en pragmatisk-uskyldig drengeforelskelse, som Martin ikke har andre problemer med, end hvor han skal gøre af de plettede underbukser.

Med Kristine er hans overvejelser mere af teknisk art: Hvordan gør man det rigtigt med en pige. Der er han godt hjulpet af den intellektuelt fremmelige Kristine, der tålmodigt belærer ham om, at han skal kysse ordentligt, »mit Gefühl«. Og Martin er lærenem.

Kapgangens højborg Morten Kirkskov, der indtil nu har været mest kendt som skuespiller og fra 1. juli er teaterchef på Aalborg Teater, debuterer med ’Kapgang’, som jeg har mistænkt for at have en del selvbiografiske træk. Han er i hvert fald fra Sønder Omme som næstennavnebroderen Martin. Og højden har de vist også tilfælles. ’Kapgang’ har sin titel fra byens dominerende sportsgren. Læs blot denne typiske passage: »Ligbilen holder ude ved byskiltet mod Grindsted. Ved siden af står et af de der skilte med ’Sønder Omme – en by med gang i’. Fordi Gerda oppe fra Oceka-købmanden blev verdensmester i kapgang for to år siden. Og nu træner Kim og hans søstre og Palle og alle dem, for at nå ligeså langt. Træner og træner«. ’Kapgang’ tyder på både en misundelsesværdig hukommelse og et fabelagtigt øre for nuancerne i det talte sprog, især børns. Samt et lyst sind. (Det er måske den største trussel mod et forfatterskab).

Åbent sexliv
Der er mest på spil i form af mørke, uvisse undertoner i bogens første del, hvor vi ikke ved så meget om familien, fortiden og dødsårsagen, men det må vige; venlighed, sammenhold og rimelighed får let overtaget trods både hustruvold, hor og druk.

Læseren er flue på væggen hos en god kernefamilie med håndterlige konflikter – i hvert fald indtil mor dør ... Stedvis truer folkekomedien, for eksempel i byens fordrukne præst, der i øvrigt er agtet og fuldt teologisk funktionsdygtig. Han deltager dog tilsyneladende ikke i Sønder Ommes åbne sexliv, der ville være en sengekantsfilm værdig.

Det udfoldes især af Martins kærlige støtte, den bramfri og renhjertede, men alt kneppende Lizzi. Men også den sørgende far og damefrisøren Mona går forsøgsvis til den, og så har vi, ikke at forglemme, en stakkels og ulækker eneboer, der nærmest bruges som prostitueret af den obligatoriske klamme teenager.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Lige den del får snerpen og især vantroen frem i mig; men vi er jo i 70’erne. Og i resten af bogen virker tidskoloritten meget autentisk.

Lovende begyndelse

Martins omsorg for den omkuldslåede far er rørende og påskønnes af omgivelserne. Mor var klog og dygtig (og blev merkonom med topkarakter et par dage før sin død); far Anders er noget af en vatnisse. Måske en af tidens bløde mænd i modsætning til Lizzis voldelige af slagsen, som hun dog styrer suverænt, trods de bank hun får.

Martins sorg og længsel efter moderen kapsles ind og overskygges af den forestående konfirmation og hans erotiske eskapader, og vi tror på, at han kommer videre. Det bliver spændende at se, om Morten Kirkskovs forfatterskab gør det samme. Begyndelsen er i hvert fald lovende.

Fortsættelsen fortjener betydelig bedre korrekturlæsning.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden