Debutant. Den seksuelle poesi, der flyder fra Bjørn Rasmussen rummer mange udsagn, der burde kunne optages direkte i Christian Graugaards erotiske ordbog.

Debutant. Den seksuelle poesi, der flyder fra Bjørn Rasmussen rummer mange udsagn, der burde kunne optages direkte i Christian Graugaards erotiske ordbog.

Skønlitteratur

Erotisk debutroman er både skræmmende og skøn

Bjørn Rasmussens debut er dybt imponerende med sin sproglige og erotiske energi.

Skønlitteratur

Hvordan lyder kærlighedens forrykte tale, når den strømmer fra en 15-årig dreng på landet, der knap nok har passeret den seksuelle lavalder, før han indleder et sadomasochistisk forhold til sin ridelærer, som er en mand midt i trediverne?

Det er formentlig et spørgsmål, som de færreste har stillet sig, men alle kan nu finde svar på det i den unge dramatiker Bjørn Rasmussens modige og også ganske medrivende debutroman ’Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet’.

Romanen er en slags destruktiv og distanceret intimjournal, ført af den endnu unge Bjørn, som hovedpersonen hedder, ligesom forfatteren.

Kærlighedsforhold til ridelæreren Der er indlagt fotodokumentation undervejs, som frister til biografisk læsning, men man vil helst være fri.

For det er et dystert liv, Bjørn ser tilbage på, og et mildest talt mærkeligt kærlighedsforhold til ridelæreren – gengivet i springende sekvenser, der er holdt i nutid, altså som oplevelser, der ikke har fæstnet sig.

Omkring ham flagrer en depressiv mor og et par brødre, som vi hører lidt om, men mest af alt drejer optegnelserne sig om en dreng, der er udsat og har det psykisk dårligt. Det vidner hans talrige selvskamferinger om.

Den tilstand gør ikke hans seksuelle forhold til den ældre ridelærer, som lige akkurat ikke er pædofil, til en mindre anstødelig affære.

Men når man ikke bliver forarget, skyldes det ikke så meget, at der åbenlyst er tale om ’informeret samtykke’, som det så smukt hedder, men mere, at ridelæreren er en pornografisk kliché snarere end en realistisk figur, samt – mest af alt – at den skrivende befinder sig langt over en 15-årigs sprog- og bevidsthedsniveau.

Og den seksuelle poesi, der flyder fra Bjørn – med mange udsagn, der burde kunne optages direkte i Christian Graugaards erotiske ordbog – rummer en vildskab og en skønhed, der både står i kontrast til usselheden omkring ham og samtidig henter metaforisk muskelkraft og stærke sanseindtryk fra husdyrholdet: »det er sproget, der giver mig de største orgasmer«, lyder en tilbagevendende udmelding.

Erotisk energi

Drift og bedrift glider sammen, mens grænserne mellem menneske og dyr og mellem kønnene flyder ud i Rasmussens prosa. Igen og igen taler Bjørn om medister, som spiller sammen med romanens titel og gennemgående kropsfilosofi. Det er Marguerite Duras’ ’Elskeren’ genopført i det nordlige Vestjylland – på kanter, som Hans Otto Jørgensen har skildret fra andre skæve vinkler i sit forfatterskab.

Lemvig bliver taget på ordet og ’queeret’ godt og grundigt i Rasmussens debutroman, som er overskridende og skræmmende, men også dybt imponerende med sin sproglige og erotiske energi. FACEBOOK

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce