Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Humphrey Bogart i rollen som privatdetektiven Sam Spade i filmkrimien 'Malteserfalken' fra 1941.
Foto: AP/AP

Humphrey Bogart i rollen som privatdetektiven Sam Spade i filmkrimien 'Malteserfalken' fra 1941.

Skønlitteratur

GUIDE: Strandtasken skal fyldes med kanonkrimier

Sæsonens bedste krimier, anmeldt af fem af vores fremmeste krimieksperter.

Skønlitteratur

Nogle elsker at hade den, rigtig mange elsker at elske den.

Krimien forstås, som i dag er den sidste stærke genre, i hvert fald når du ser på udbredelse, bestsellerlister og debatsider.

Vandene skiller, men lige meget hvilken bølge du surfer på, så er krimien kommet for at blive i almindelighed, den skandinaviske afart i særdeleshed.

STEM PÅ

Særdeleshed på det sæt, at er der noget, den nordiske krimilitteratur gør, uanset sproglig kvalitet og stilistisk elan, så er det at leve op til gamle Georg Brandes’ devise og credo om, at litteraturen skal sætte samfundet til debat.

Krimikrudt eller -ukrudt
Her oppe nord for Hamburg har der nærmest været en rigid regel om politisk engagement, lige siden svenskerne Maj Sjöwall & Per Wahlöö med romanen ’Roseanna’ i 1965 indledte deres 10-binds-serie om små og store forbrydelser i et socialdemokratisk Sverige, som det meget venstreorienterede ægtepar mente i sig selv var en stor socialhistorisk forbrydelse.

Siden har krimien her i Norden bredt sig som mælkebøtter i skønlitteraturens store have. Som spiselig salat eller stædigt ukrudt, alt efter den enkelte læser og litterats smag og behag.

I dag er der næsten ikke den svenske by, som ikke har en krimiforfatter.

Den journalistiske realisme
Fra Åsa Larssons Kiruna over Stieg Larssons Stockholm til Henning Mankells Ystad, som for sommerens turister har arrangeret rundtur i Kurt Wallanders smukke skånske stad.

Og er du i Bergen, kan du melde dig under krimiguidens sorte fane og opleve Gunnar Staalesen og hans detektiv Varg Veums gamle norske Hansestad.

SKRIV

Det er alt sammen fremragende.

Om ikke altid fremragende litteratur, ofte skrevet i samme journalistiske realisme, hvor en spade er en spade.

Seje skandinaviske sild
Verden har via krimien i hvert fald fundet ud af, at nordiske kvinder som Larssons Lisbeth Salander og ’Forbrydelsen’s Sarah Lund – den ene med piercing og tatovering, den anden i hestehale og færøsk sweater – er seje skandinaviske sild med sort bælte i overlevelse.

LÆS MERE

Til gengæld frustrerede feminister i en kærlighedsløs mandeverden domineret af mænds liderlige magtbegær og infame overgreb, som heldigvis bliver fældet enten med svensk selvtægt eller af danske pistolskud.

Interessant nok har begge krimihistorier et opgør med den skandinaviske model om lov og ret, at nordiske demokratier aldrig går ind for dødsstraf eller et øje for øje-opgør.

Patetiske følelser og brutal fornuft
Denne nymodens flamboyante voldsomhed er blevet sammenlignet med fascismens hang til sentimentalitet og brutalitet.

Fair nok. Men dette statement kører lidt i samme spor som at hævde, at brødrene Grimms eventyr er et varsel om nazismens hæsligheder og antihumanisme.

BO TAO MICHAËLIS

Dertil er at sige, at genrens mest fanatiske tilhængere af dødsstraf a la Det Gamle Testamente, var de pæne damer Agatha Christie og Dorothy Sayers. Begge sømmeligt konservative og britisk borgerlige.

Men selvfølgelig er der noget om snakken. At tidens krimier handler om patetiske følelser og brutal fornuft i skyggen af irrationel død og vold, en art græsk tragedie, hvor du både ser blodet i plottet og får en samfundsbevarende happy end som punktum.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Gaden er blind, asfalten blodig«
Samtidig er der dog mange moderne krimiforfattere, som artikulerer for meget social livsstil, politisk korrekthed og aktuel debat i et fersk sprog og en løsagtig struktur.

KRIMIMESSEN I HORSENS

I stedet for at accentuere genrens manifeste force, dens makabre dans med fortidens gotik og romantik, ja at være modernitetens eventyr, hvor de forne sorte skove er blevet omkalfatret til storbyens noir med mænd og kvinder som feer og trolde, fatale prinsesser og dæmoniske dværge.

Tilsat just den fascinerende længsel, den senromantiske britiske poet Robert Browning en gang i et digt har udtrykt som »at bevæge sig i romanen ud på virkelighedens farlige afgrund, hvor du møder den ærlige tyv, den følsomme morder og den overtroiske ateist. Hvor alt er anderledes og alternativt, dragende og dødbringende, gaden er blind, asfalten blodig og døden nu din nabo«.

SKRIV

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce