Døden. Philip Tafdrup har fotograferet kirkegården Waverley i Australien. Udsnit af bogomslag, designet af Michael Kemp

Døden. Philip Tafdrup har fotograferet kirkegården Waverley i Australien. Udsnit af bogomslag, designet af Michael Kemp

Skønlitteratur

Tafdrup Jr. debuterer i god stil

Philip Tafdrup har skrevet og fotograferet et godt og modigt digtværk.

Skønlitteratur

Poesien gør som bedst det umulige. Her det naturstridige ikke blot at tale til de døde, men tillige med de døde. ’Her’ er Philip Tafdrups debut som digter – ’Cat loves Sean’, en ualmindeligt smuk fotobog og digtbog foldet ind over hinanden.

De 63 digte og 27 fotografier alternerer således; prosadigtene er urimede, og falder i ét langt forløb, kun afbrudt af to miniserier, ’Endelig/uendelig – del I og II’, samt ’Forsøg på forlig med døden I, II og III’.

Døden betyder intet
Afsættet er en konkret naboerfaring: Tafdrups eget ophold i Australien, tæt ved kirkegården Waverley. Til den konkrete erfaring føjer sig en umulig og dog insisterende næsten-erfaring, nemlig erfaringen af døden.

LÆS ANMELDELSE

Vi kan kun møde døden indirekte – gennem de andres død, og gennem de mindesmærker, der opstilles på f.eks. en kirkegård. Men jeg læser Tafdrups digte som ét langt dementi af det berømte Epikur-citat, han indleder med, bl.a.: »Døden betyder overhovedet intet for os. For når vi er, er døden ikke, og når døden er, er vi ikke«.

Det er sandt, men også forkert – for døden ’er’ jo for os, i form af vores egen aldring, og i form af de andre døde, der kan optræde i vores liv, familiemedlemmer og venner.

Erindringsdigte
Unge Tafdrup (f. 1979) har forhåbentlig en del leveår tilbage, men samlingen former sig ikke desto mindre som en forhandling af den svære erfaring at være forgængelig. Forhandlingen viser sig som Tafdrups læsning af gravstenenes mindeord, altså de såkaldte ’epitafier’.

Og som synsmennesket Tafdrups fotografering af samme mindesmærker og ord. Titlen kommer dog af de simple ord indridset i cement uden for kirkegården, ’Cat loves Sean’ – et sindbillede på den naive og rørende protest mod døden: ja, vi skal dø, men lige nu elsker Catherine sin Sean.

Tafdrups digte er ikke mindst erindringsdigte, dvs. digte, der genskaber erindringen om de afdøde; enten ved at citere deres epitaf, eller ved i fantasien at genskabe brudstykker af deres liv, f.eks. sådan her: »Dagene regnede væk/ på Fort Denison/ dråberne/ klare insektæg/ i hængekøjens net,/ Daniel Gee (d.11. sept. 1893)/»For many years a prominent rifleman/ in this colony««.

Den potentielle fare for klæg patos ryddes overalt effektivt væk af Tafdrup, f.eks. som »men man har ikke krav på noget/ ikke krav på en skid«.

Med kirkegården som ydre ramme svæver Tafdrup nu mellem det kosmiske perspektiv (vi er blot månestøv i cirkulation, der en kort stund fortættes som menneskekrop), og det nært hverdagslige perspektiv.

Og det er i pendulfart mellem disse to positioner, hvor døden henholdsvis intet og alt betyder, at Tafdrup iværksætter sin samtale til og med de døde.

Modigt digtværk
Til slut fletter han passende sin egen person ind (»jeg reserverer min plads/ med udsigt over Stillehavet, Philip Tafdrup (*1979 - )«), og overlader det sågar til læseren at udfylde gravstenens skema: »men har stadig tid/ foran dig, kære læser (*? - )/ du bladrer stadig i disse sider«; så må man selv udfylde den tomme plads, som venter på fødselsåret – og dødsåret.

Det slående sammenfald med Edgar Lee Masters ’Spoon River Anthology’ er efter sigende en ren tilfældighed, eftersom digteren ikke kendte den, da han skrev sine digte.

Youngs ’Night-Thoughts’ kendte han måske heller ikke – men han har skrevet og fotograferet et godt digtværk, der føjer sig endog meget hæderligt ind i traditionen. Modigt også, med tanke på debutantens mødrene ophav.

Redaktionen anbefaler:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce