Norsk forfatter maler en stille desperation frem mellem linjerne

Heidi Lindes roman er en varm og detaljemættet skildring af mennesker i en søvnig norsk provinsby.

Skønlitteratur

Titlen er pågående: ’Nu, for helvede’.

Hvad er det, der skal være lige nu? En forandring, måske.

Det er den slags, man kan drømme om, når man går rundt i dagligdagens monotoni i en søvnig provinsby. Forandring er et plusord. Obama brugte det i sin takketale, da han fik Nobels fredspris, og i sin berømte berlinertale sagde han: »This is our time. This is our moment«.

Det sidste står som motto i Heidi Lindes roman om livet, som det former sig for fire mennesker i Kongsvinger en tilfældig varm efterårsdag. Vi følger deres gøren og laden, og ikke mindst deres erindring og deres drømme.

Det er svært for samtlige fire at føle, at tiden og øjeblikket er deres, når det mest af alt fyldes af en retningsløs utilfredshed.

En stille desperation
Det er det for Terese, der er højgravid med det tredje barn. Hun har fridag, men bliver hele tiden forstyrret. Af naboer, af sin bristefærdige krop, der værker af plukveer, og af minderne, der gør lige så ondt, for på loftet står kassen med de gamle studiebøger, Sennet og Habermas.

I stedet for medieforsker blev hun lærer – det mente hendes lægemand var mere fornuftigt.

Hvad det vil sige at være spærret inde i en gravid krop, har jeg ikke set bedre fremstillet før

Linde evner med sin konkrete registrering af dagligdagens gøremål at få en stille desperation frem mellem linjerne. Og hvad det vil sige at være spærret inde i en gravid krop, har jeg ikke set bedre fremstillet før.

Skoleveninden Jessica er lige kommet tilbage til hjembyen for at holde en lidt forsinket bryllupsreception. Hun kom væk fra Kongsvinger, nu skal hun vise, at hun er kommet videre og fremad, i sin 5.000 kroner dyre kjole.

Hendes mor Lydia ønsker ingen forandring. Hun har allerede skabt den i sit hoved med fantasiveninden dronning Sonja. Skildringen af hende er måske for lang, men rørende i sin udstilling af bundløs ensomhed og fantasien som tilflugtssted.

Sluttelig er der Jessicas ungdomskæreste Kevin, der var en fabelagtig fodboldspiller med udsigt til store udenbys kontrakter. Nu står han som 36-årig på en tank, og det er han godt tilfreds med. Han ønskede nemlig slet ikke nogen forandring, var rent ud bange for den.

Det må ikke gøre ondt
At blive eller komme væk – fra et sted eller sig selv – det er den fine romans tema, som Heidi Linde gennemspiller med stor varme og sans for mennesker, der sidder fast i livet og i dagligdagens og provinsbyens trummerum.

Hendes realisme rummer et stort nærvær, lige fra den mindste kropssansning hos den gravide Terese til den nervøse Kevin, der bliver tromlet over af macho-kollegaen fra tanken, der praler med sit tag på damerne. I den henseende har Kevin aldrig troet på sig selv.

»Jeg tror ikke på forandring«, siger Terese opgivende. Kevin er bange for den. Han trøster sig med alle de popsange, der taler om smerte og savn og kærlighed, og bruger tiden til at holde tankkiosken pletfri.

Om det er sociologibøgerne eller popsangene, der bærer den uforløste drøm, så er det dog udtryk for det samme: Der skal ske noget, helst ikke for meget, helst ikke for lidt, og det må ikke gøre ondt ...

Heidi Linde tegner disse skæbner så let og upåtrængende, og Camilla Christensens oversættelse rammer plet.

Det er fin portrætkunst og fuldt af den slags humor, vi kender fra eksempelvis en Saabye Christensen eller en Roy Jacobsen. Eller for den sags skyld Levi Henriksen, der kommer fra samme sted som Heidi Linde – fra Kongsvinger.

Den by er sandelig sat på det litterære norgeskort!

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce