Skønlitteratur

Naja Marie Aidt møder det livsfarlige

I sit tredje bind noveller foretager forfatteren nærstudier af hverdagens kæntring til katastrofe.

Skønlitteratur

Livsfaren lurer under overfladen i Naja Marie Aidts verden.

Ligesom i din og min, selvfølgelig, men hun får det frem, synliggjort!

Var der et system i de skjulte trusler, ville de være gotiske eller dæmoniserede, men sådan er det ikke:

Pludselig kan hverdagen bare kæntre, fra sollys skovtur til familiesammenbrud, fra hverdagssjusk med liv & krop til totalinfektionens svæven mellem liv og død.

Brobygger
Sådan går det i henholdsvis den første og den sidste af de femten nye noveller, der har fået titel efter farve og form på hovedpersonens røv i sidstnævnte fortælling, der egentlig bare begynder med et 'Myggestik' og mentale tømmermænd efter et engangsknald - men gennemførte de det overhovedet?

Næppe, for her er det ikke begæret i sig selv, der er livsfarligt - det er ligegyldigheden med sig selv.

Begæret hænger ganske vist sammen med både aggression og angst og styrer mange af novellerne mod deres vendepunkt. Men ikke nødvendigvis mod bunden, begæret kan også finde sammen med sødme og sansefylde til lykkelige højdepunkter.

Det kan være brobygger mellem fortabte eksistenser i 'Store træers grønne mørke' eller rumme den uforstyrrede fortrolighed, der ruster et forældrepar til at overleve kravene fra massivt selvoptagne unger på 'Tur i bil'.

Ingen symbolsk metaforik
Miljøerne kan være let eksotiske - et brovtende matriarkat på en græsk bjergside, et anonymt tyrkisk turisthotel - men mest pæredanske, en togperron, en kassekø i sommerhusområdets supermarked, et krat i nærheden af Bulbjerg. Fortællingen kan dele synsvinkel med et treårs barn (»Hun græder ikke«), men mest med voksne; med ham eller hende - ét sted med ham, der er en hende.

Fælles for alle situationerne er det sproglige nærstudium af fortrængningsknuder og bevidsthedsstrømme under bestandigt skiftende påvirkninger, den enkeltes forsøg på at finde en livskurs og en selvforståelse midt i et mørke af uvished om omgivelsernes krav og egentlige væsen.

En famlen efter holdepunkt, der godt kan ligne modernismens grundiagttagelse af fremmedhed, som hos Peter Seeberg f.eks., men her uden enhver symbolsk metaforik (måske bortset fra netop dét 'Myggestik').

Med livet i hænderne
Den 43-årige Naja Marie Aidts univers er umiskendeligt, uanset om hun skriver dramatik, lyrik - otte samlinger siden debuten i 1991 - eller noveller, hvoraf denne samling er den tredje:

I et nøgternt sprog, bundet til empirisk iagttagelse om det så er af febersynerne, genskaber hun hverdagenes krisesituationer af stor ømhed og kantethed på én gang. Aldrig udelt smukt eller udelt hæsligt.

Altid med livet i hænderne.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden