MEDICINMÆND. Det vrimler med læger i Kerstin Ekmans metaroman, der er skrevet 'oven på' Hjalmar Söderbergs 'Doktor Glas'. Arkivfoto: Holger Damgaard

MEDICINMÆND. Det vrimler med læger i Kerstin Ekmans metaroman, der er skrevet 'oven på' Hjalmar Söderbergs 'Doktor Glas'. Arkivfoto: Holger Damgaard

Skønlitteratur

Tætvævet mesterroman fra Kerstin Ekman

'Mordets praksis' spejler hundredårig svensk idéroman på fremragende vis.

Skønlitteratur

Enkelte værker – lige fra ’Medea’ til ’Raskolnikov’ – bliver stående som altid aktuelle menneskelige udfordringer tværs igennem generationer og århundreder.

Sådan et værk er ’Doktor Glas’, Hjalmar Söderbergs ’skandaleroman’ fra 1905.

Titlens læge, Tyko Gabriel Glas, udrydder en præst, der underkuer sin kone erotisk med pligten over for Guds skaberværk som det sjofle påskud.

Men lægens sympati for kvinden er ikke udelukkende næstekærlighed, og drab falder ham allerede ind ved synet af præstens grimme udseende.

Desuden vil han gerne tro om sig selv, at han kan handle, gribe aktivt ind i livet og ikke kun iagttage det, som var han sin egen skygge.

Utroværdig, men blid Romanens dagbogsform gør Glas til et af litteraturens mest interessante eksempler på den ’upålidelige jegfortæller’, ligesom vores egen landsbydegn hos Blicher eller ’Løgneren’ hos Martin A. Hansen:

Langsomt, men sikkert bliver medicinmandens selvbedrag gennemsigtigt som hans navn og stiller alt det foregående i nyt, afslørende lys.

Men samtidig er romanen »en forunderlig blid bog«, som Tom Kristensen skrev: »som et vindue, man en formiddag har åbnet ud imod Stockholm, og den kølige blæst tager i de hvide gardiner, og gardinerne vifter alle morderiske, uansvarlige tanker bort«.

Tankebog, følelsesbog
En »tankebog«, kaldte Söderberg selv sin idéroman, uundgåeligt et indlæg i tidens sædelighedsdebat og en principdiskussion af et menneskes ret og måske ligefrem moralske pligt til at tage en andens underlødige liv, debatteret i samtidens ekkorum af Nietzsches tanker om mennesket som sin egen eneste moralske dommer efter Guds død.

Men det er »også en følelsesbog«, mente Kerstin Ekman i forbindelse med 100-års dagen for bogens udgivelse.

Man afskyr ikke den morderiske læge, men »trækkes ind i hans ensomhed, hans vemodige længsel efter at den skal blive brudt, og i hans afmægtighed – han forstår jo, at han aldrig kommer ud af den«.

Hendes overvejelser er efterord til denne 3. udgave af Söderbergs roman, som første gang kom på dansk i 1909 og er blevet filmatiseret mange gange.

Doktor Glas under glas
Nu har Kerstin Ekman så taget konsekvensen af sin inddragelse og lagt doktor Glas »under glas«, som der står – altså mikroskopets afslørende glas.

Men måske på skrømt, for det er igen en dagbogsfortæller, der skriver sådan om sig selv: en ung læge, der engang flygtigt har mødt Söderberg og bilder sig ind at have leveret idé til både titelfigurens profession og præstemordets praktiske udførelse: cyankalium i pilleform med virkningen tidsforskudt nok til at kunne forveksles med et hjerteanfald.

At teori skal omsættes i praksis af ham selv, ved den fattige medicinske kandidat Pontus Revinge dog ikke ved mødet med forfatteren. For at betale af på forældrenes gæld pukler han dobbelt, ved Garnisonshospitalets klinik for hud & hor samt med sundhedstilsyn på et bordel.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Lolita med anstand
Han afskyr begge dele, ja, især alle menneskelige lugte, og slår til, da den ældre læge Johannes Skade gør ham til assistent i sin praksis og logerende i familiens bolig. Men ikke alene frekventerer gamle Skade bordellet, han kaster også slimede blikke på sin mindreårige steddatter Frida.

»Skadedyret« udryddes, og unge Revinge overtager enken og afdødes praksis i en »forretningsaftale«, som han selv foreslår med en kynisme, der ikke lader enkens nedladende trivialiteter noget efter. Fuld af foragt afviser han fruens natlige behov.

Menagen er som i ’Lolita’, men lægen ser sig som den nykonfirmerede Fridas beskytter og tilstår først sent sin forelskelse i hende, og da kun over for de hemmelige dagbogsblade, der strækker sig fra 1906 til 1919. Modsat Nabokovs mindreårige kyniker holder Frida i øvrigt afstand og anstand.

Hovmod spejler hovmod
Nøglerne til Kerstin Ekmans lille, tætvævede mesterroman i tidssvarende patineret, men »glasklar prosa« (som anmelderne roste Söderberg for) er mange, referencerne til anden litteratur ligeså og ikke altid så udtrykkelige som den livsforskrækkede læges citater af den roman, som han frakender virkelighedsgyldighed – og derpå gentager med sit eget liv.

Hovmod står nemlig for fald: Manden, der modvilligt behandlede kønssygdomme, har aldrig selv været sammen med en kvinde og spejler efterhånden alt, hvad han foragter:

Nu kaster han selv klistrede blikke på sin steddatter; med proformaægteskabet prostituerer han sig, svarende til hans mors modydelser for en grosserers finansiering af drengens uddannelse; ja, han kommer sågar »på sanatorium« (i Skodsborg), ligesom det hed om hans far, der dog reelt var i fængsel for underslæb.

Kerstin kan

’Mordets praksis’ er både en følelses- og en tankebog. Fortsat en idéroman: Kan man tage en andens liv?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og i forlængelse af kvindebevægelsen dengang er den jo også en roman om køn, kvindens ret til livet, (medicin)mandens frygt og foragt for det: Kan man(d) ustraffet tage en kvindes (under)liv?

Men også en roman om et skyggeliv, ligesom Söderbergs læge selv henviste til Andersens ’Skyggen’, der dæmonisk (over)tog sin ophavsmands liv. Plus selvfølgelig en metaroman, der i spejlet betragter og reflekterer over fortællingens love versus det levede livs: Kan man tage en anden (romanforfatters) liv og figurer og bruge dem til eget formål? Kerstin Ekman kan.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce