Jubel. »Hammann skriver modbydeligt godt, ikke blæret virtuost, men sådan lige på kornet med dialog og indre monolog«, skriver Zangenberg.
Foto: Mathias Christensen

Jubel. »Hammann skriver modbydeligt godt, ikke blæret virtuost, men sådan lige på kornet med dialog og indre monolog«, skriver Zangenberg.

Skønlitteratur

Dansk forfatter gør Hemingway kunsten efter

Kirsten Hammann har skrevet en mesterlig roman om kærlighed, køn og kunst.

Skønlitteratur

Jeg vil lægge ud med en alvorlig advarsel: Pas meget på med at begynde at læse denne roman, hvis De har travlt og absolut ikke har tid til at få beslaglagt Deres tid og opmærksomhed.

Det her er farlige sager; jeg svigtede selv adskillige akutte opgaver, og min forlovede, der stjal romanen fra mig undervejs, svigtede mindst lige så mange.

Kirsten Hammanns sjette roman, ’Se på mig’, er 460 sider kort, for man læser den ud i ét svimlende og spændt åndedrag. Hvad har hun dog nu bedrevet, Hammann?


Det handler grundlæggende om kærlighed. Banalt og flintrende svært.

Selve skelettet er enkelt og traditionelt: en alvidende fortæller benytter fri, indirekte tale og en lineært fremadskridende kronologi for at berette historien om de stereotype arketyper, 35-årige Julie fra Sun Travel og Sune, fra hhv. Kbh. K og Østerbro, og det drejer sig om parforhold og karriere.

Gab-gab, kunne det næsten være mere konformt og kedeligt?

Men goddamn, Hammann gør det søreme! Durk igennem det kunstneriske brød, hun slår op midt i den banale middelklassehverdag, åbner der sig en fane af uendeligt store og uendeligt små dramaer.

Hvor det hele er intet værd
Både Julie og Sune står på Dantes kritiske punkt, midtvejs på deres bane gennem livet – Julie ønsker sig desperat et barn, og Sune ønsker sig fortvivlet et gennembrud som succesforfatter.

Begge står på bunden af mineskakten; Julies feje forlovede Casper har abrupt forladt hende og deres fælles lejelejlighed til 15.000 om måneden, uden et ord til forklaring, og Sune er sunket så dybt, at han af bar smålig misundelse og ressentiment næsten ikke kan se sin gamle ven Lars, der rent faktisk har fået indiske oceaner af succes som forfatter – selv om Sune skriver meget bedre end ham.

Sune får en gemen idé; han kan jo lege detektiv og aflytte og filme lidt af det, der foregår inde hos Julie



Begge er de plaget af selvhad, selvbedrag og et kæntret selvværd. Julie er intet uden et barn, og helst en mand, og Sune – der ingen uddannelse fik, og til daglig arbejder på en tankstation – er intet uden en succesrig kunstnerkarriere.

De har med andre ord anbragt sig selv på et meget skrøbeligt punkt, hvor det hele intet er værd, hvis ikke den darwinistiske forløsning indtræffer, barnet og succesen.

Dramaet begynder
Trådene spindes sammen – for at beholde lejligheden må Julie leje nogle værelser ud; Sune har solgt sin andelslejlighed for at sætte alt på et prosabræt; efter en samtale med kritikeren Søren Hylberg står det klart for ham, at det er nu eller aldrig.

Sune flytter ind hos Julie – og begynder dramaet. For Sune har en middelsvær skrivekrise.

Værelset er stort, tomt og dejligt, jobbet er sagt op, andelen solgt, papiret hvidt, alt er parat ... men intet kommer til ham. Han mangler stof, stof ude fra virkeligheden, sådan som Hemingway anbefaler i ’Kunsten at skrive’.

LÆS OGSÅ Men så er det, Julie snubler og ødelægger sit knæ, derfor skal hun være hjemme i seks uger; samtidig er hun ulykkelig over at være forladt og hulker inde på sit eget værelse.

Sune får en gemen idé; han kan jo lege detektiv og aflytte og filme lidt af det, der foregår inde hos Julie (via bamsen Bimse med indbygget kameralinse!), herregud, her får han direkte dialog og drama foræret, og når han har skrevet sin doku-roman, skal han nok slette alle optagelser og anonymisere værket.

Sagerne er mere spegede end som så
En klassisk kunstnertematik med andre ord, om forholdet mellem liv og fiktion, mellem liv og kunst, hvor kunstneren kan forekomme at være en vampyr, en kannibal, der nådesløst suger stof ud af sine sagesløse omgivelser.

Retfærdiggørelsen skal være, at kunsten kan opbygge og nære menneskeheden bagefter, men hvad med de individer, der fik et bid i struben?

Nu viser det sig imidlertid, at sagerne er betydeligt mere spegede end som så.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Julie er nemlig langtfra alene offer; også hun gør sig skyld i selvbedrag og hykleri og snyd, blot på nogle lidt andre scener, hos hende i forholdet til kæresterne, som hun ønsker at tappe for sæd, med eller mod deres vilje; Sune vil have stof og kunst, Julie vil have sæd og liv!

Og de er begge skruppelløse hyklere, når det gælder at nå målet.

De små skred i moralen
Hammann beskriver mesterligt og forunderligt nok meget loyalt de bittesmå, gradvise skred i moralen, hvor hvert enkelt skridt forekommer harmløst, og ingen er sociopat, men pludselig er den helt gal.

Hvor den jødiske filosof Hannah Arendt beskrev ondskabens banalitet (i tilfældet Eichmann), er det på en måde Hammanns fortjeneste her at kortlægge godhedens banalitet.

Eller rettere, den måde, hvorpå godheden så bedragerisk let svæver over i en art ondskab, når den gør sine gerninger.

Storslået
Og hvad MED os selv? Er vi ikke meget værre end Sune, når vi grådigt læser hvert et ord om Julie og Sune, møver os ind i deres mest intime liv udelukkende for vores egen fornøjelses skyld?

Måske bilder vi os tilmed ind, at vi er kulturelle, vi læser Hammann.

Og Hammann selv, der helt uhyggeligt præcist krænger Julies og Sunes og alle de fantastisk tegnede bipersoners liv ud på vrangen, til offentlig beskuelse?

Hvor trivielt: Endnu en anmelder, der begejstres over Kirsten Hammanns bøger. Jeg er komplet ligeglad.

Jamen, de er jo ikke virkelige. Jo, for de er arketyper, vi har iblandt os, og man kan endog mistænke de fleste af os for at gå rundt med dele af Julie og Sune indeni. Kunsten er overvågning, og vi er voyeurer.

Hvor trivielt: Endnu en anmelder, der begejstres over Kirsten Hammanns bøger. Jeg er komplet ligeglad. ’Se på mig’ er storslået, og det er det.

Hemingway ville have været tilfreds

Så er der nemlig også Hammanns vendinger og drejninger. Jeg må intet røbe, men jeg fór som en gal hen mod slutningen, som måske er åben, måske meget lukket?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Tager romanen mod os, med Julies åbne, bløde, spredte ben; eller farer vi knibsk vild et sted uden for sengen?

Apropos, Hammann mestrer her også kunsten at skrive om sex, uden at det bliver hverken komisk eller kedeligt, en stor og svær evne. Og så ikke alene jeg, nej, jeg skal røbe, at Hammann skriver modbydeligt godt, ikke blæret virtuost, men sådan lige på kornet med dialog og indre monolog.

Det virker let, det er afsindig svært. Hemingway ville have været tilfreds – og bedstsælgeren skulle være i hus, jeg under både Sune, Julie og Hammann al den succes, der kan ligge på dem.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden