Wannabe-morsom roman er en pinagtig oplevelse

Alexandra Salmelas '27 eller døden skaber kunstneren' mangler ikke gimmicks. Til gengæld mangler den humor.

Skønlitteratur

»I Finland skriver de unge kvinder for tiden som gamle mænd«, fortalte en finsk litteraturkritikerkollega mig. Det glædede jeg mig så til at opleve, da jeg sad med en finsk roman af en ung kvinde.

Men Alexandra Salmela, som ganske vist oprindeligt kommer fra Slovakiet, skriver ikke som en gammel mand, hun skriver som en meget ung kvinde. Hendes hovedperson er 27, men stilen er nok ca. 10 år yngre.

Det skal forestille at være morsomt, men det er det ikke.

Desperat efter at dø
Det er ikke, fordi der mangler sjove ideer og gimmicks. Perspektivet bæres for eksempel skiftevis af en evigglad tøjgris, en misantropisk kat og en Opel Astra, når det ikke lige er hovedpersonen ’Angie’, der fortæller.

Hun er opkaldt efter Stones’ klassiske hit af samme navn, formentlig i den også udmærkede og tendentielt feministiske hensigt at give den besungne kvinde en stemme.

Romanen er opdelt i tekststykker på mellem en halv og fem sider med skiftende fortæller, som markeres i overskriften: ’Angie’:, ’Astra’, ’Hr. Øffesen’: (tøjgrisen), ’Kassandra’: (katten).

Gennem dette kalejdoskop af fortællestemmer pendler vi så mellem Angie, der læser finsk i Prag, og en finsk børnefamilie, der er flyttet ud til de store skove for at leve lykkeligt og bæredygtigt. Angie og familien bringes sammen, da hun for en periode drager i skriverefugium i deres saunahus.

LÆS OGSÅ Angie får vi portrætteret gennem hendes egen jegstemme; hun er en 27-årig useriøs studerende, men seriøst desperat efter at blive en berømt forfatter og dø inden for det næste år ligesom de store rockstjerner (Hendrix, Joplin, Morrison), der er døde netop som 27-årige.

Den finske økofamilie får vi portrætteret af Hr. Øffesen, katten Kassandra og familiebilen. Hr. Øffesen er yngste datters tøjgris og står for det idylliserende blik:

»Lille Papsus mor er meget smuk. Hun har klare blå øjne og langt, lyst hår, som hun aldrig farver«. Fra Kassandra-kattens misse-misantropiske perspektiv tager samme dame sig således ud: »Hun tror at hun er meget lykkelig […] her i det hippieagtige mikrokosmos, som hun har skabt, og det falder hende ikke ind, at hun har lært det hele fra reklamer og lifestylemagasiner på glittet papir«.

Pinagtig

I de afsnit, hvor bilen fortæller, får vi nøgtern afrapportering af kørselsmanøvrer og familieskænderier. Det hele garneres med Angies skriveforsøg og dertilhørende kommentarer/afvisninger i mail fra venner og tidsskrifter samt en udpræget brug af ombenævnende personbetegnelser, så som »denne Lady Fuldkommen«, »den forhenværende penneenusiast«, »avantgardekunstneren«, »vores lokale Thelma og Louise«, »flæskeprinsen« og »den overbegejstrede blomsterhattelandmandstante«. Altså: en wannabe-morsom roman om en wannabe-forfatter og en wannabe-lykkelig økofamilie på landet. Sådan en, der kan få mig til at wannabe noget andet end litteraturanmelder.



LÆS OGSÅ Det er altid en pinagtig oplevelse at læse umorsom komik. Muligvis er bogen sjovere på originalsproget; det kan være svært at oversætte humor, selv om der er lagt anstrengelser i at variere Hr. Øffesens joviale anråb til læseren (hyggelighejsa, halløj tjulahøj, hallehøj, halli halløj, ohøj).

En irriterende og genkommende oversættelsesfejl er, at der står »figur« i stedet for ’person’ eller ’karakter’.

Når man nu endelig får oversat noget finsk litteratur til dansk, kan jeg ikke forstå, at man ikke i stedet satser på de unge kvinder, der skriver som gamle mænd.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce