parentes. Den firedobbelte Man Booker Prize-modtager Philip Roths nye roman mangler format og nødvendighed.
Foto: RICHARD DREW (arkiv) /AP

parentes. Den firedobbelte Man Booker Prize-modtager Philip Roths nye roman mangler format og nødvendighed.

Skønlitteratur

Philip Roths nye bog er en besk parentes i forfatterskabet

Philip Roth har skrevet endnu en bog om en mands livtag med alderen og seksualiteten.

Skønlitteratur

Det er en imponerende 3. halvleg, Philip Roth har gang i. Den 79-årige amerikanske forfatter kommer så godt som hvert år med en ny roman.

Nogle er korte. Nogle er lange. Nogle kaster skarpe blikke i bakspejlet. Andre undersøger uden at ryste på hånden den maskuline identitet udsat for alderens voksende tryk.

’Ydmygelsen’ fra 2009 hører til de sidstnævnte, og som de andre nykomlinge ’Indignation’ og polio-romanen ’Nemesis’, som udkommer på dansk til næste år, hører den til de kortfattede romaner.

LÆS OGSÅ

'Ydmygelsen' er typisk for Roth stram, præcis og genkendelig i sin maskuline optik.

Men hvor Roth med fornemt udbytte i 'Indignation' og 'Nemesis' trak på sin evne til at trylle sin fortids Amerika frem fra glemslen, er 'Ydmygelsen' en kontemporær fortælling, hvor den lidt for velprøvede tematiske trekant alder-mand-sex skal holde for igen.

Gensidig 'Pygmalion'-opdragelse
Det er historien om den feterede skuespiller Simon Axler, der på et kritisk tidspunkt i karrieren, da han er midt i 60'erne, mister sit talent.

Simon bliver betragtet som den sidste af de store klassiske, amerikanske teaterskuespillere, men pludselig runger hans præstationer hult. Både i egne og andres ører. »Han havde mistet magien«, som romanens første sætning lyder.

Som skuespiller kan Simon ikke længere få den op at stå. Tre gange i træk falder han igennem. Herefter isolerer den fraskilte Simon sig i sit hus på landet. Han kredser om tanken om selvmord.

LÆS OGSÅ

Det udvikler sig til et psykisk sammenbrud og en indlæggelse. Nogenlunde lappet sammen i sjælen vender han tilbage til sit liv og møder til sin forbløffelse en uventet kærlighed.

Den 40-årige Pegeen er datter af Simons ungdomsvenner, skuespillerægteparret Stapleford. Pegeen er 25 år yngre end Simon og har for kort tid siden forladt et langvarigt lesbisk forhold.

Det udvikler sig til et stærkt erotisk forhold med et element af gensidig 'Pygmalion'-opdragelse mellem den ældre herre og den ikke helt unge kvinde.

Som dog er ung nok til at hendes forældre vælger at give deres misbilligelse til kende.

Hybris og nemesis
'Ydmygelsen' er en roman om, hvor meget af den maskuline identitet der er bundet op på præstationen.

En fortælling om en ældre mand, der falder for fristelsen til at tro på, at fremtiden findes. Han nyder at købe nyt tøj til hende. Hun lærer ham om fornøjelsen ved sexlegetøj. Det hele er næsten for godt til at være sandt.

Og hvis det er for godt til at være sandt, så lever man måske højt på en illusion i stedet for i overensstemmelse med sandheden.

LÆS OGSÅ

Simon falder for fristelsen til at tro på illusionen. Så snart det sker, kan han ikke nøjes med at nyde nuet, men skal tænke fremtiden med. Den fremtid, han ikke har nær så meget af som Pegeen.

Dermed er de klassiske tragedieelementer som hybris og nemesis endnu en gang sat i spil af Philip Roth. Men denne gang kun i en lille roman, som ikke rigtig har formatet eller den påtrængende nødvendighed til at aftvinge stoffet nye og overraskende indsigter.

'Ydmygelsen' er besk og selvfølgelig også elegant skrevet, men udgør kun en lille parentes i forfatterskabet.

FACEBOOK

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce