Knausgårds sidste bind sætter ny standard for, hvad litteratur kan

Karl Ove Knausgård, norsk litteraturs grænsesprænger, nåede sit mål. Han har skabt et litterært bjergmassiv fuldt af glitrende tinder og dybe afgrunde.

Han ville skrive om sin alkoholiserede far, men det blev til et mesterværk om – det hele. Et modigt eksperiment i ultrarealisme, som insisterer på at gengive virkeligheden, som den fremstår, når man skræller alt det, vi normalt sparer hinanden for, væk.

LÆS OGSÅ

Mest ramt er jeg af Knausgårds rystende ærlige skildring af et drenge- og mandeliv. Så hudløst har jeg aldrig før set det beskrevet. Jeg har følt mig løftet, beriget, tryllebundet. Knausgård har igen og igen ramt mig lige i hjertekulen. Jeg har grint og grædt.

»Vi har en forhøjet bevidsthed om alt«
Det afsluttende bind 6 - 1.295 sider - rummer enestående passager, som dem, hvor Knausgård, den tanketunge far, skifter ble og bader sine børn om morgenen og kæmper med at få dem til at sove om aftenen. Med Knausgårds værk har en ny tids omsorgsfulde fader endelig fundet sin plads i litteraturen.

Men ’Min kamp’ er så vældig meget mere end det. »Vi har en forhøjet bevidsthed om alt«, skriver Knausgård, og det er ved at give stemme til dette refleksive menneske, som er ved at segne under byrden af sin egen selvudforskning, at han rammer sin tid renest.

LÆS OGSÅ

Knausgårds værk virker så stærkt, fordi han har ladet det syvende slør falde. Fordi han forbryder sig mod de mest fundamentale spilleregler for fortrolighed.

Det forunderlige er, at han kommer om på den anden side af normbruddet og ender med at vise, at alt det, der er åh så pinligt, prekært og smerteligt i hans eget liv, er det samme, som vi andre slås med.

Knausgård lyver Knausgård pegede ikke på kejseren og råbte: »Han har jo ikke noget på!«. Han smed sit eget. Og sin kones. Og sin mors og fars og brors og onkels og viste, at nøgne mennesker er ens. Det private viste sig at være alment. Netop onkel Gunnar, den afdøde faders bror, spiller en nøglerolle i bind 6, som beretter om hans raseri, da det går op for ham, at hans familieliv pludselig er med i en roman. LÆS OGSÅ

Onkel Gunnar truer med retssag, han fodrer Bergens Tidende med insideinformation, han påviser, at Knausgård lyver og fordrejer, og man forstår hans vrede, formet som han er af en anden tids privatisme, men man forstår også, hvorfor den formastelige forfatter, der faktisk har betragtet onkel Gunnar som en slags far i sin opvækst, må fortsætte sit projekt i stedet for at tækkes den rasende mand.

Og faktisk synes det etiske regnskab at gå op, fordi onklens kritik ender med at blive en integreret del af værket.

Underkaster sig mainstreamkulturen
Bind 6 afslører, hvor kalkuleret projektet, som fra starten er tænkt som det mest omfangsrige i norsk litteratur, også er. Man tvivler ikke på forfatterens oprigtighed, men den særlige norske vilje til stordåd er tydelig.

’Min kamp’ er også en sportspræstation. Jeg kan skrive ærligst, længst, hurtigst! Jeg er forfatteren, der søger dybest og højest!

LÆS OGSÅ

Som Ammundsen, der erobrede Sydpolen, eller Nansen, der gik over indlandsisen på ski, vil Knausgård være sin tids store skrivende opdagelsesrejsende, litteraturens ironman.

Paradoksalt nok træder langdistanceskribenten, som når så langt i sin opdagerfærd, ikke ud over sin egen tid. Hans romanværk underkaster sig den mainstreamkultur, hvor realityserier baseret på optagelser fra de medvirkendes mest private gemakker for længst er hverdagskost.

Monstrøs essayistisk kollage
Hans ambition indfrier tidens krav om at få alt at se. Knausgård har gjort sig til Det Gennemlyste Individ. Over mange tusinde sider råber han: Jeg er den ærligste mand i verden! Miraklet er, at man tror ham.

Knausgård har sat mange på prøve, også mig. Jeg har haft lyst til at kyle bind 6 ad helvede til flere gange, fordi det er for overlæsset, for prætentiøst, for dårligt skrevet. I tidligere bind har han på fremragende vis vekslet mellem det fortællende og det reflekterende.

LÆS OGSÅ

I bind 6 har han sammenflikket en monstrøs essayistisk kollage på mange hundrede sider, som skal tjene som hans værks intellektuelle overbygning. Det klinger fælt, flere hundrede sider burde være redigeret væk, men så ville han jo ikke have skrevet den tykkeste norske roman!

Men overbygningen rummer også purt guld, som når Knausgård forsøger at forstå sit liv gennem de forfattere, han selv er blevet formet af: Joyce, Proust, Kafka, Broch, Celan – og mester Shakespeare. Knausgårds formidable læsninger viser, hvor afgørende vigtig litteraturen er i den løbende erkendelse af, hvad vi mennesker er for nogle størrelser.

Forsvar mod ideologierne
Knausgårds værk har sin titel fra Hitlers famøse bog, og han ser flere psykologiske lighedspunkter mellem sig selv og Det Tredje Riges leder: »Hans desperate ønske om at blive til noget stort, for at hæve sig op til sig selv, hans kærlighed til moren, hans had til faren, hans brug af kunsten som et jeg-udslettelsens og de store følelsers sted.

Hans problemer med at slutte sig til andre mennesker, hans kvindeophøjelse og kvindeangst, hans kyskhed, hans renhedslængsel«. Knausgård er optaget af, hvor forskellige steder en sådan jegopfattelse kan føre hen og ender (ikke overraskende) med at konkludere, at det er et menneskes faktiske handlinger, som tæller.

LÆS OGSÅ

Det er en bærende idé hos Knausgård, at man kun kan forsvare sig imod ideologierne ved at insistere på sin egen oplevelse af virkeligheden. Selv synes han både døv og blind, da hans hustru, Linda, er på vej ind i en depression, som ender med at blive meget dyb og måske skyldes, at hun er blevet en del af sin mands affortryllende projekt.

Faktisk har hun i flere år villet have, at de to skulle gå i parterapi, men det vil jernmanden ikke: »Hun vidste, at jeg hellere ville dø end at gå i parterapi. Hvis valget stod mellem parterapi og døden, ville jeg uden tvivl have valgt døden«.

Lige netop det udsagn klinger vældig hult, men det øger troværdigheden, at Knausgård toner rent Neanderthal-flag efter al den empati og forståelse, som er flydt fra siderne.

Sætter nye standarder

Hans egen forløsning viser sig ikke i en fortsat opbygning af jeget, men i en styrkelse af vi’et. Efter at de har været så grueligt meget igennem, sidder han en aften på altanen og ryger smøger med sin elskling og indser, at han ikke behøver forstå ret meget mere om sig selv, end den kærlighed, han føler til hende og børnene. Det var dér, jeg græd. »Det har været et eksperiment, og det har været mislykket, for jeg har aldrig været så meget som i nærheden af at sige det, jeg egentlig mener, og beskrive det, jeg har set«, konkluderer forfatteren om sit forehavende. LÆS OGSÅ Det er forkert. Karl Ove Knausgårds 'autofiktion’ har sat helt nye standarder for, hvad litteratur formår. Den flittige nordmands bedrift er, at han ved at skrive på en følelse af at stå »uden for noget radikalt meningsfuldt« har skabt et romanværk, som tilbyder sin læser en sjælden eksistentiel meningsfylde. Fordi han kæmpede, er vi andre faktisk blevet lidt friere. Hvis vi vel at mærke læser, hvad det dog er den ærligste forfatter i verden har tilladt sig at skrive.