Karl Ove Knausgård, norsk litteraturs grænsesprænger, nåede sit mål. Han har skabt et litterært bjergmassiv fuldt af glitrende tinder og dybe afgrunde.
Han ville skrive om sin alkoholiserede far, men det blev til et mesterværk om – det hele. Et modigt eksperiment i ultrarealisme, som insisterer på at gengive virkeligheden, som den fremstår, når man skræller alt det, vi normalt sparer hinanden for, væk.
LÆS OGSÅ
Mest ramt er jeg af Knausgårds rystende ærlige skildring af et drenge- og mandeliv. Så hudløst har jeg aldrig før set det beskrevet. Jeg har følt mig løftet, beriget, tryllebundet. Knausgård har igen og igen ramt mig lige i hjertekulen. Jeg har grint og grædt.
»Vi har en forhøjet bevidsthed om alt«
Det afsluttende bind 6 - 1.295 sider - rummer enestående passager, som dem, hvor Knausgård, den tanketunge far, skifter ble og bader sine børn om morgenen og kæmper med at få dem til at sove om aftenen. Med Knausgårds værk har en ny tids omsorgsfulde fader endelig fundet sin plads i litteraturen.
Men ’Min kamp’ er så vældig meget mere end det. »Vi har en forhøjet bevidsthed om alt«, skriver Knausgård, og det er ved at give stemme til dette refleksive menneske, som er ved at segne under byrden af sin egen selvudforskning, at han rammer sin tid renest.
LÆS OGSÅ
Knausgårds værk virker så stærkt, fordi han har ladet det syvende slør falde. Fordi han forbryder sig mod de mest fundamentale spilleregler for fortrolighed.
Det forunderlige er, at han kommer om på den anden side af normbruddet og ender med at vise, at alt det, der er åh så pinligt, prekært og smerteligt i hans eget liv, er det samme, som vi andre slås med.
Knausgård lyver Knausgård pegede ikke på kejseren og råbte: »Han har jo ikke noget på!«. Han smed sit eget. Og sin kones. Og sin mors og fars og brors og onkels og viste, at nøgne mennesker er ens. Det private viste sig at være alment. Netop onkel Gunnar, den afdøde faders bror, spiller en nøglerolle i bind 6, som beretter om hans raseri, da det går op for ham, at hans familieliv pludselig er med i en roman. LÆS OGSÅ
Onkel Gunnar truer med retssag, han fodrer Bergens Tidende med insideinformation, han påviser, at Knausgård lyver og fordrejer, og man forstår hans vrede, formet som han er af en anden tids privatisme, men man forstår også, hvorfor den formastelige forfatter, der faktisk har betragtet onkel Gunnar som en slags far i sin opvækst, må fortsætte sit projekt i stedet for at tækkes den rasende mand.
Og faktisk synes det etiske regnskab at gå op, fordi onklens kritik ender med at blive en integreret del af værket.
Underkaster sig mainstreamkulturen
Bind 6 afslører, hvor kalkuleret projektet, som fra starten er tænkt som det mest omfangsrige i norsk litteratur, også er. Man tvivler ikke på forfatterens oprigtighed, men den særlige norske vilje til stordåd er tydelig.
’Min kamp’ er også en sportspræstation. Jeg kan skrive ærligst, længst, hurtigst! Jeg er forfatteren, der søger dybest og højest!
LÆS OGSÅ
Som Ammundsen, der erobrede Sydpolen, eller Nansen, der gik over indlandsisen på ski, vil Knausgård være sin tids store skrivende opdagelsesrejsende, litteraturens ironman.
Paradoksalt nok træder langdistanceskribenten, som når så langt i sin opdagerfærd, ikke ud over sin egen tid. Hans romanværk underkaster sig den mainstreamkultur, hvor realityserier baseret på optagelser fra de medvirkendes mest private gemakker for længst er hverdagskost.
Monstrøs essayistisk kollage
Hans ambition indfrier tidens krav om at få alt at se. Knausgård har gjort sig til Det Gennemlyste Individ. Over mange tusinde sider råber han: Jeg er den ærligste mand i verden! Miraklet er, at man tror ham.
Knausgård har sat mange på prøve, også mig. Jeg har haft lyst til at kyle bind 6 ad helvede til flere gange, fordi det er for overlæsset, for prætentiøst, for dårligt skrevet. I tidligere bind har han på fremragende vis vekslet mellem det fortællende og det reflekterende.
LÆS OGSÅ