Velsmurt. Jussi Adler-Olsens nye krimi er herligt spektakulær og social i sin realisme.
Foto: Peter Hove Olesen (arkiv)

Velsmurt. Jussi Adler-Olsens nye krimi er herligt spektakulær og social i sin realisme.

Skønlitteratur

Jussi Adler-Olsen leverer varen i ny Afdeling Q-krimi

'Marco Effekten' overhaler ikke så få andre nordiske krimiforfattere i en blanding af Olsen-banden og 'Rejseholdet'.

Skønlitteratur

Marco er en 15-årig knægt af anden etnisk herkomst end den dannebrogsfarvede danske.

Han lever dog her til lands af at stjæle fra andre.

Sammen med andre stakkels drenge og piger er han optrænet i denne kunst med den oplærte form for tiggeri og lommetyveri, de fleste kender fra Charles Dickens’ berømte klassiker om den gang i 1800-tallets London med Oliver Twist og hans fæle læremester og plageånd Fagin.

Danmark for lidt siden
Også hos Marco er der en skurkagtig anfører for svineriet og tyranniet, nemlig onklen Zulu, som kører sin spraglede klan af gadekriminelle med hård hånd og uden nåde fra det nordsjællandske Kregme.

Det må Marco sande, da han stikker af og dermed snubler over et rødhåret og forrådnet lig. Undslipper og fortsætter ud i verden over stok og sten og på vild flugt. Men liget er af en mand, vi just har hørt om, før selve hovedhistorien i ’Marco Effekten’ går i gang.

Det er et ordentligt brød af en krimithriller



Vi taler om en dansk embedsmand, som er kommet på tværs af nogle intrigante og entreprenante spekulanter og bankfolk. Noget med svindel og pludselig død omkring ulandsbistand nede i Afrika, noget med at malke landet for kontanter og samtidig redde en bank fra at krakke. Lyder det sidste bekendt?

Jamen, krimien er både herligt spektakulær og social i sin realisme, mimer danske forhold nu og for lidt siden. Således hedder en godsejer og storkapitalist såmænd Teis Snap med samme fonetiske navnerytme som virkelighedens Fritz Schur.

LÆS ANMELDELSE

Men nede i Politigårdens kælder sidder Afdeling Q for uopklarede sager og spiser frikadeller i dette femte bind om seriens opklarende og opfarende strømere, den traumatiske hidsigprop Carl Mørck, irakeren Assad med de mange vandede vittigheder om kameler og den sexede punkerpanser Rose med det rummelige sexliv.

Det er et ordentligt brød af en krimithriller, Jussi denne gang har haft i ovnen oppe i Allerød.

Gotisk uhygge parret med biedermeier
I stedet for genrens hårdkogte minimalisme taler vi her om maksimalisme sat op med relevant research og knowhow.

Rigtig mange sider for pengene med smæk for skillingen, især i de mange gode passager, som handler om Marcos fænomenale flugt, forfulgt af bøse mennesker, jævnaldrende tyveknægte, østeuropæiske gangstere og en håndfuld afrikanske børnesoldater forklædt som voksne og ufølsomme.

Få kan som Adler-Olsen gestalte den groteske og gotiske uhygge, som uforudsigeligt og intenst får plottet til at glide glat, grundigt velsmurt i blod og brutalitet. Når vi til gengæld er sammen med Carl og hans venner, taler vi om burlesk gemytlighed og gedigen biedermeier.

En slags folkekomedie med Ballings Olsen-banden overført til DR’s ’Rejseholdet’. Helt okay.

Krimiforfatter i overhalingsbanen

Men mon ikke just denne stemning med brede smil, tørre tæsk og nogle tårer har gjort Jussi til en bestseller i Tyskland?

At hans strømere i modsætning til mange af de skandinaviske kolleger leverer farceagtig humor og rustik sex?

LÆS OGSÅ Samt noget til den sentimentale tand, når den multilammede Hardy kan bevæge en finger, og Carl lidende af kærestesorg dog får sig et trøsteknald? Her og der er der lidt mudder i sproget i en historie, hvor der både er højt til loftet og mange billeder på væggene. Men når det er sagt, skal det også siges, at Jussi Adler-Olsen på sine bedste sider er intenst inciterende, vildt underholdende og totalt uforudsigelig. Klart i overhalingsbanen i forhold til ikke så få andre nordiske krimichauffører.



Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce