Skønlitteratur

Om at forbande eller gribe

Klaus Rifbjerg har nyoversat J.D. Salingers verdensberømte roman 'Catcher in the Rye'. Og det har han gjort godt. I Rifbjergs version er romanen blevet en endnu mere aktuel, endnu mere vedkommende fortælling om at gribe dagen, livet - og bolden.

Skønlitteratur

I mean if they're running and they don't look where they are going I have to come out from somewhere and catch them. That's all I do all day. I'll just be the catcher in the rye and all«. Citat: J.D. Salinger: 'Catcher in the Rye'.

» ... de løber jo sådan rundt uden at se sig for - men jeg står der hele tiden og kommer frem og griber dem så de ikke falder ned. Jeg bestiller ikke andet hele dagen. Jeg står bare dér i rugmarken og passer på«. Citat: Vibeke Cerris oversættelse i 'Forbandede ungdom'.

» ... jeg mener, dem der fiser rundt og ikke ser sig for, og så skal jeg komme frem og gribe dem. Det er det eneste jeg skal lave hele dagen. Jeg vil være griberen i rugen«. Citat: Klaus Rifbjergs oversættelse i 'Griberen i rugen'.

Vi er nær slutningen i den verdensberømte roman, som i USA i 1951 kom ud under titlen 'Catcher in the Rye' og allerede to år efter blev oversat til dansk som 'Forbandede ungdom'. Ikke nogen helt dårlig titel og på sin tids præmisser slet ikke nogen dårlig oversættelse.

Men som ovenstående citater antyder, så er der signifikante forskelle på den gamle og den helt nye, Klaus Rifbjergs, som just udkommer i dag som 'Griberen i rugen'.

Håbefuld slutning
Det kan synes at være en noget pedantisk og 'udansk' oversættelse af originaltitlen, og forlaget beholder da også klogt den gamle som undertitel, den bogen faktisk af flere årsager også på dansk er blevet til en klassiker som. Men Rifbjergs kloge valg af titel kommer jeg til om lidt.

Lad os lige repetere, hvad Salingers på alle måder enestående roman handler om.

Teenagerdrengen Holden Caulfield bliver smidt ud af sin dyre kostskole i Pennsylvania, og i cirka tre dage omkring juletid strejfer han selvmorderisk og småfilosoferende rundt på Manhattan og gennemgår sit hidtidige liv i mødet med forskellige personer i New York.

Romanen er fortalt i jeg-form over for en anden person og skildret retrospektivt og sådan set med en håbefuld åben slutning, som signalerer, at det at fortælle sin historie giver et savn, man kan leve og muligvis skrive på.

Syndefaldsmyten
Holden blev i sin tid i begyndelsen af 1950'erne tolket som sindbillede på den moderne og nymodens teenager:

Rodløs og uden mål og mening med livet i efterkrigstiden, såret i sjælen af en eksistentialistisk vemod over at forlade barndommen og via en forbandet ungdom ankomme til det latterlige og kolde stadie i livet, man kalder for voksen.

Historien handler om tab af uskyld og længsel efter samme, råbte alle dansk- og engelsklærere ned igennem klasselokalet fra 1950'erne og sikkert her og der frem til i dag. Og det kan ikke nægtes, at det handler romanen (også) om.

Baseball-allegori
Thi det er ganske vist, at en af romanens beundrere, Klaus Rifbjerg, siden skrev sin klassiker, 'Den kroniske uskyld'. Hvor legenden fortæller, at Salinger i denne og i Leif Panduros 'Rend mig i traditionerne' helt klart satte sin tematiske og stilistiske syntaks.

Uskyldstemaet kommer frem i ovenstående citater. Her er Holden sammen med sin gammelkloge lillesøster Phoebe, sådan en slags Lisa Simpson for sin tid og ligesom alle Salingers samspilsramte personer født medlem i Mensa-klubben. Han fortæller hende om sin smukke drøm om at redde børn fra at falde ud over en afgrund, at stå som griberen i rugmarken. Men Rifbjerg har med sin oversættelse og sin titel tolket et vigtigt og altså oprindeligt - og sportsligt - lag frem i teksten. Vi kunne kalde det for en slags Abel og Kain-tema.

Holden har en storebror, Allie, der døde af leukæmi, og fra ham har Holden arvet en venstrehåndet baseballhandske, sådan en stor en, man griber en hård bold med ude i marken. På handsken står hans digte med grønt blæk, Holden skriver dem af, og sådan set er det sorgarbejdet og den dårlige samvittighed over for broderens handske og død, der er den røde tråd igennem hele romanens vandring.

Baseball, dette ærkeamerikanske boldspil, vi europæere aldrig helt forstår, bliver til fortællingens latente allegori. Spillet med begrebet home run, hvor man ikke kun kommer i mål, men altså også løber hjem! I amerikansk litteratur, fra før og med Hemingway over Salinger til Paul Auster og Easton Ellis, er baseball altid barndommens leg, en slags ritual sammen med far og familie i en usplittet og ukompliceret verden. Desværre alt for hurtigt af i går, og snart er sæsonen en anden.

Kanonisk
Klaus Rifbjergs visionære og elegante version har langt mere originalsprogets naive, flerstemmige og infantile mundtlighed med.

Holden taler ikke længere til et De, men her til det mere intime du. Hvilket herligt frigør romanen fra det kliniske skær af, at hovedpersonen ligger på sofaen hos en psykolog og holder terapeutisk enetale!

Nej, snarere er det et ungt menneske, som taler til et andet ungt menneske om den fælles skæbne at være i vadestedet mellem det sikre kendte og så det usikre ukendte, at skulle videre i den moderne, materialistiske og meget amerikanske virkelighed, som endnu var eksotisk i 1953, men i dag også ligger i Danmark.

Rifbjergs oversættelse har gjort Salingers eneste roman - kort tid efter forsvandt forfatteren og sådan set ikke blevet set siden - mere aktuel, vedkommende, ja til endnu en kanonisk skyldig læsning om uskyld, kronisk, såvel som akut. Og om det at gribe dagen og bolden og komme videre med livet.

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce