TRO. Gaute  Heivoll smyger  sig uden om det  sentimentale i  sin litterære  ’sygejournal’,  der er tro mod  tiden og typerne.
Foto: Paal Audestad

TRO. Gaute Heivoll smyger sig uden om det sentimentale i sin litterære ’sygejournal’, der er tro mod tiden og typerne.

Skønlitteratur

Stærk prosa fremkalder 1700-tallets syge virkelighed

Gaute Heivolls historiske roman skildrer den grusomme og mystiske 'rade-syge'.

Skønlitteratur

Hvis man er et af de mange ofre for denne vinters benhårde influenzaepidemi, vil man have en frisk fornemmelse af den febrile tilstand, som skrives frem i romanen ’Kongens hjerte’ af den norske forfatter Gaute Heivoll.

Heivoll, der fik sit store gennembrud med romanen ’Før jeg brænder ned’ fra 2011, har begået en historisk roman med et dokumentarisk udgangspunkt, nemlig den grusomme og mystiske ’rade-syge’ - en sygdom, der mindede om spedalskhed, og som fik mennesker til at ligne levende lig.

Epidemien hærgede Vestnorge i 1700-tallet og gav anledning til oprettelsen af de første hospitaler i disse egne af det, der dengang var ’tvillingeriget’.

Kammerspil på skib
Det er dog slet ikke disse historiske og institutionelle sammenhænge, som Heivolls roman interesserer sig for. Den stiller ikke de store historiske kulisser op – sådan som for eksempel Kim Leines ’Profeterne i Evighedsfjorden’, der også graver i de uhumske sider af 1700-tallet, gør.

Snarere er det en blanding af kammerspil og lyrisk sygdomsrealistisk prosa, som ’Kongens hjerte’ folder ud over fem intense kapitler.

Romanen følger et skib på vej over Skagerrak i 1775 med 12 sygdomsramte personer. De har kurs mod København og lægevidenskaben på Kong Frederiks Hospital, der måske – eller måske ikke – kan hjælpe.

Om bord på skibet er lægen Hendrich Deegen, som er en historisk virkelig person. Han ledsager de 12 patienter, hvoraf romanen koncentrerer sig om 2: en far og hans syge datter, med sår over hele kroppen og en stærkt forståelig frygt, som faderen forsøger at dulme.

Spændt ud mellem almagt og afmagt Med stor effekt beskriver romanen de afskyelige sår, som er sygdommens mest iøjnefaldende symptom. Om en af de andre passagerer, en gammel mand, får vi at vide, at ned »over armene og benene hang sorte sårkager, der på afstand lignede stivnet mudder eller honning, der var frosset til is.

Rester af tøjlaser var groet fast i selve såret, og gammel halm stak ud og strittede i alle retninger«. Man ser det for sig.

Hverken faderen eller datteren eller de andre passagerer nævnes ved navn – som de jævne, men i øvrigt ikke udpræget religiøse sognefolk, de er. Heller ikke på ord er de rige – og slet ikke i de indesluttede samtaler, som far og datter fører.

De handler ikke, de tænker knap, men de sanser. Mange af romanens sekvenser er oplevet fra faderens orienteringssvage perspektiv, hvor himmel og hav, lys og mørke, drøm og virkelighed flyder sammen i sansninger, der er lige så lyrisk rammende, som de er menneskeligt skræmmende.

Spændt ud mellem naturens almagt og sin egen afmagt forsvinder faderen ned i tomheden og bliver til intet undervejs. Det er ikke mindst i beskrivelserne af hans stille desperation og resignation, Heivoll demonstrerer sit store talent.
’Kongens København’

Det syge eller ligefrem døende barn er et typisk romantisk motiv, men Heivoll er beundringsværdigt tro mod tiden og typerne i sin undgåelse af det sentimentale. Som også titlen antyder, inviterer romanen på en Joseph Conradsk rejse ind i ’Mørkets hjerte’ – hvilket også synes at have koloni-medbetydninger, når det kommer til forholdet mellem Norge og Danmark.

Herligheden i den faste vending ’Kongens København’, der optræder hyppigt i romanen, har i hvert fald ikke pant i den virkelighed, som de dødssyge norske undersåtter oplever. Det er dette perspektiv, som ’Kongens hjerte’ kalder flot frem, uden alt for meget historisk udstyr, der blot ville være postyr i forhold til den syge virkelighed, som er deres. Og som romanen lader læseren træde ind i på tværs af århundrederne.



Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce