Satirisk. Ligesom i Kristian Bang Foss' gennembrudsroman 'Stormen i 99' fra 2008 er det både forbandet trøstesløst og forbandet morsomt.
Foto: Finn Frandsen(Arkiv)

Satirisk. Ligesom i Kristian Bang Foss' gennembrudsroman 'Stormen i 99' fra 2008 er det både forbandet trøstesløst og forbandet morsomt.

Skønlitteratur

Satirisk roman rammer plet med cool comedy

'Døden kører Audi' pendler mellem sort satire og lyriske helvedesvisioner.

Skønlitteratur

»Høje puder til sideliggere«. Sådan citeres Ikea for at reklamere i Kristian Bang Foss' nye roman, 'Døden kører Audi'. Den reklame bliver en stående replik mellem romanens to hovedpersoner, Asger og Waldemar.

Asger er jegfortæller, falleret og alkoholiseret reklamemand, der på en vens råd forsøger at trække sig op af sumpen ved at tage et job som handikaphjælper. Waldemar er den, som Asger skal hjælpe.

LÆS OGSÅ

Mellem de to udvikler sig et venskab, der ikke mindst finder udtryk i den måde, de kan dele den absurde komik i offentlige udsagn på. Såsom BT-overskriften 'Muselort i romkugler fra Drømmeguf', som udnævnes til at være »dumial«: »noget så dumt, at det svinger over og bliver stort«.

Eller Ikea's stolte kundgørelse af, at de har »høje puder til sideliggere«, som cirkulerer mellem de to i veltimede variationer og replikskifter, indtil komikken kulminerer i en ansøgning til kommunen om en høj pude til Waldemar med den begrundelse, at han er sideligger, og en tur til Ikea, hvor de to venner (og læseren) får tårer i øjnene af tilbageholdt latter, mens Waldemar præsenterer sig som sideligger og udbeder sig en tårnhøj pude hos en tjenstvillig ekspedient …

Dumialt
Det er faktisk hysterisk morsomt, fordi Bang Foss har lige nøjagtig den musikalske sans for aflytning, præcis formulering og ikke mindst timing, som komikken kræver. Og fordi det er den slags komik, der kan brede sig som nådens sidste slør på randen til Helvede.

At pendle mellem komik og helvedesvision var også, hvad Bang Foss gjorde i sin fremragende gennembrudsroman, 'Stormen i 99', hvor København på én gang fremstod som Dantes inferno og som kulisse for slapstickagtig situationskomedie.

I 'Døden kører Audi' er Helvede rykket til Stentoftes betonblokke (»Hvis Hieronymus Bosch eller Brueghel havde levet i 2008, […] havde de malet Stentoftes beton«), hvor Waldemar bor.

Slapstickkomedien foregår eksempelvis over Aldis kølediske med frosne tilbudskyllinger (»Prisen er pip!«) som rekvisitter. Og det er lige så forbandet trøstesløst og lige så forbandet morsomt, som det var i 'Stormen'. Dog med en tendens til, at de satiriske passager indimellem kommer lidt for tæt på klicheen, navnlig i bogens sidste halvdel.

Hysterisk morsomt, fordi Bang Foss har lige nøjagtig den musikalske sans for aflytning, præcis formulering og ikke mindst timing, som komikken kræver



Bang Foss pendler ikke bare mellem det komiske og det infernalske, men også mellem cool comedy-sprog og lyrisk beskrivelse.

Vi får et poetisk maleri af Stentoftes gader - med angst, foragt, brand og ødelæggelse, men også med pludseligt spædt forårslys eller nattemørkets befriende himmelåbning. De lyriske beskrivelser er ikke mindst optaget af lys og mørke, der synes at have et nærmest teologisk spil med hinanden.

Glimmer og glitter
Romanens sidste halvdel, hvor Asger og Waldemar er på bilfærd ned gennem Europa for at opsøge en healer i Marokko, intensiverer lysspillet i sydlandske varianter, fra appelsintræers sorte kartonskygger til Monte Carlos glimmer og glitter, indtil vi når til ørkenens »kæmpe solbassin, en kæmpe legeplads for lyset og den dræbende varme«, og lysets potentielle velsignelse utvetydigt bliver til en dødbringende forbandelse.

LÆS OGSÅ

Det er Djævelen, der har skabt verden hos Kristian Bang Foss, både naturen og kulturen, både ørkenen og kommunen. Det kommer der djævelsk humor og infernalsk poesi ud af. Det er fortvivlende smerteligt, og det er forbandet morsomt.

Bang Foss har en særlig absurd-humoristisk sans for den idiotiske måde, reklamens eller kommunens stemme tiltaler os på (som borgere eller sideliggere).

Men han har også sans for al den smerte, der kan være i et menneskeliv. Og for lysets skiften, som han maler lyrisk og suggestivt med sine originale og patosbefriede metaforer.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce