kæden mangler. Jóanes Nielsen har en ambition om at være rigskronikør. Som roman lykkes 'Brahmadellerne' dog ikke.
Foto: LARS JUST (arkiv)

kæden mangler. Jóanes Nielsen har en ambition om at være rigskronikør. Som roman lykkes 'Brahmadellerne' dog ikke.

Skønlitteratur

Antinationalistisk færøsk forfatter lader sit vand på nationens gravstene

Færingen Jóanes Nielsens storslåede bud på postkolonial prosa falder fra hinanden.

Skønlitteratur

Det begynder med, at der kommer mæslinger til Færøerne. Sådan en epidemi bevæger sig jo omkring uden persons anseelse. Det samme gør Jóanes Nielsens fortæller.

Det vælter frem med personer i hans krønike, der pendler frit frem og tilbage gennem et par århundrede. Også med genrer er han generøs.

LÆS OGSÅ

Der er situationer og replikker som i enhver anden roman. Men de afbrydes af leksikonartikler, for eksempel en detaljeret beskrivelse af, hvad den florissante periode i danmarkshistorien er for en fætter.

Når teksten kommer ind på forfatterens eget fag, bliver den nærmest til en akademisk artikel.

Intet er 'originalt' færøsk
Vi får citater og synspunkter på færøsk sprog og litteratur, fra Hammershaimb og Chr. Matras til Ole Jacobsen og Kim Simonsen, ledsaget af Nielsens kritiske kommentarer til dem. Eller hvad med denne her: »Ingen digter har haft større betydning for den færøske folkesjæl end netop Kingo«.

Det er selvfølgelig ikke, fordi Nielsen ikke ved, hvad han gør. Det er, fordi han befinder sig i postkolonialismens og postmodernismens verden, dér, hvor bøger som ’Midnatsbørn’ og ’De sataniske vers’ er pejlemærker.

LÆS OGSÅ

Bogen er et miskmask af stilarter, for det er dens Færøer nemlig også. På religionens område er der lidt norsk pietisme, lidt dansk statslutherdom, lidt islam, lidt soldyrkelse og forskellig anden hedenskab.

Sådan er det på alle områder. Der er ikke noget, der er ’originalt’ færøsk. Alt er resultat af påvirkninger fra øst og vest og syd og nord. Færøerne er ikke en by i Rusland – de er en by i Rushdieland.
Modsætninger mellem alt og alle

Den mystiske titel, ’Brahmadellerne’, signalerer blandingsrecepten. Kerneordet ’brahma’ er indisk for den højeste guddom.

Endelsen ’della’ er italiensk for ’fra’ og burde egentlig stå foran, men den danske præst, som i 1700-tallet har fundet på det pompøse navn for en af de færøske slægter, var ikke bare lærd, men også forfalden »til den svaghed, som i den tid var almindelig blandt de gejstlige i Norge og Danmark«, han er kort sagt fordrukken.

Og så kan der jo nemt blive byttet rundt på tingene. Men bogen er ikke en krønike om en guddommelig slægts kontrovers med en anden slægt, selv om bagsideteksten påstår det.

LÆS OGSÅ

Nok er der modsætninger i fortællingen, men ikke specielt mellem to parter – arbejdere og arbejdsgivere, færinger og danskere, mænd og kvinder, upstairs og downstairs.

Der er modsætninger mellem alt og alle. Enhver er sig selv nærmest, og det varigste er ekstrem vrede og ekstrem vold. En skubber sin far ud over fjeldkanten, en anden får 16 år i Vridsløse for at rive testiklerne af sin fjende.

Som en perlekæde uden kæde
Man skal, som det hedder, ikke »bygge en ideologi op over matrikelnummeret Færøerne«. 'Brahmadellerne' er en antinationalistisk fædrelandskrønike. På nudansk har vi ordet kulturkristen, som betegner en person, der ikke er troende, men ved, hvornår man skal rejse sig op i kirken.

Jóanes Nielsen er en kulturfæring, der ikke tror på nationens særlige mission, men kender den godt nok til at sætte sig ned, når de andre rejser sig, og vide, hvilke gravstene man skal lade sit vand på for at få de andres pis i kog.

Alt sammen stort og prisværdigt, udført af en forfatter med et stort og dokumenteret talent – der denne gang har forløftet sig.

LÆS OGSÅ

Henrik Pontoppidan så sin samtid som de dødes rige. Jóanes Nielsen, hvis ambition om at være rigskronikør ikke er mindre, ser sit land som de vredes rige og har ikke meget andet end sarkasme tilovers for det. Også det er fint.

Desværre er han så god til at dele sin tekst op i fragmenter, at de falder fra hinanden som en perlekæde uden kæde. Man kan samle den ene og den anden perle op og, vende den i lyset. Men kæden mangler. I fortællingen optræder en forfatter, hvis tekster mangle empati.

»Hans personer gik i stykker af indvendig kulde«. Han kunne have skrevet 'Brahmadellerne'.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce