Poeten. Daniel Dalgaard dimitterede fra forfatterskolen 2011.
Foto: Per Morten Abrahamsen

Poeten. Daniel Dalgaard dimitterede fra forfatterskolen 2011.

Skønlitteratur

Debutant leverer skarpe digte om den detroniserede mand

'Vi er ikke konger' er en interessante digtsamling om stærke, men forvildede mænd og mennesker.

Skønlitteratur

Det kunne næsten være den kastrationstruede mands hjertesuk på www.manfo.dk:

Ak, vi er ikke konger længere, vi mænd, vi er blevet sat af tronen. Kvinderne har overtaget butikken, og som blege versioner af prins Henrik er vi nødsaget til at lunte rundt efter kvinderne, der skrider frem i første række.

Så patetisk og klynkende er Daniel Dalgaard (f. 1987) dog på ingen måde, tværtimod, her i sin debut ’Vi er ikke konger’.

LÆS OGSÅ

Og dette »vi« er ikke uden videre mandekønnet, det er ikke noget snævert kønsligt perspektiv, der er anlagt i digtene. Ligesom det republikanske snit heller ingen ligefrem rolle spiller.

Men hvad er det da, vi har at gøre med? ’Vi er ikke konger længere’ falder i syv betitlede dele og indledes med et citat af svenske Gunnar Björling: »Varför jag vill dikta? för jag inte är kung/i Kongo; för att ej konunger hör mig/och mänskorna lyder mig inte«.

Taler frit
Det retoriske spørgsmål besvares ikke; digteren er ikke konge, kongerne lytter ikke til ham og menneskene adlyder ham ikke. Digteren er uden magt. Men hvorfor så digte?

Måske fordi digteren frit kan tale ud i det åbne tomrum, det giver ikke at være konge, eller at være én, som kongerne lytter til og menneskene adlyder.

I dette åbne rum kan der etableres en henvendelse og en meddelelse, der er uden magt, men ikke nødvendigvis af den grund afmægtig.

Generelt tales der fra et jeg til et du, men afsættet er det modsatte af sprogskepsis, for: »det er sansningen der er mangelfuld og sproget/der er totalt«. Inden for dette totale sprogs tryllekreds veksles der mellem et politisk, et poetisk og et privat-intimt register, f.eks. sådan her: »men kære uvenner/kan I ikke komme længere ind/på livet/af mig jeg er/belagt med bomber«.

Intet romantisk jeg og du
Det tvetydige billede af bombemanden suppleres af sært civilisationskritiske passager som denne:

»nu lader jeg mig gerne kastrere/af den ene efter den anden hvis det kan hjælpe på fødevaremanglen« – ingen kastrationsangst her! Og et snit, der taler om menneskehedens overlevelse belagt med paradokser som:

»Vi kan sammen sprede usundheden som den eneste løsning«; lægevidenskaben som ødelægger af menneskeheden og dårlig hygiejne som frelser?



Digtningens rolle er i hvert fald ikke at trøste og vederkvæge menneskene, og slet ikke de søvnløst bekymrede:

»IT’S USELESS TO PLAY LULLABIES FOR THOSE WHO CANNOT SLEEP«. Og jeget er selvfølgelig en anden:

»vi findes kun som udgaver af andre«, og »du ligner et supermarked«.

Intet romantisk jeg og du her. Men Dalgaard gør det alligevel ret traditionelt i vidunderligt underlige billeder som dette: »jeg friserer din pels med fingre af delfiner«, og »de hæsblæste svaner driver som isbjerge«.

Det detroniserede menneske

Men ultraprovokerende er en stemme, som siger: »Jøderne blev forædlet gennem Holocaust så de nu er mere mennesker end alle andre«! Dette sat op imod linjer som: »indtil da er mit vigtigste mål/ikke at glemme/hvor forfærdeligt et menneske er«. Altså ingen rar og polisk antropologi her hos Dalgaard, hvor mennesket ikke just er konge. ’Vi er ikke konger’ er en på skift foruroligende og pirrende debut om det detroniserede menneske.



Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce