Dramatisk. Sofi Oksanens  roman emmer af  indre og ydre  kulde. Pressefoto: Toni Härkönen

Dramatisk. Sofi Oksanens roman emmer af indre og ydre kulde. Pressefoto: Toni Härkönen

Skønlitteratur

Trafficking-roman er uhyggeligt god

Søstersolidariteten sættes på prøve i Sofi Oksanens overrumplende drama.

Skønlitteratur

Har man læst Herbjørg Wassmos roman fra 2006, ’Et glas mælk, tak’, har man egentlig læst, hvad man behøver om trafficking.

Krimilitteraturen har i de seneste år ganske vist forsøgt at overskride kvalmegrænsen ved at gøre kvindehandel til et af genrens ’aktuelle’ temaer, men trods argumentet om samfundsengagement og relevans kan jeg ikke gøre mig fri af den tanke, at der er noget spekulativt over al den research i sexhandel:

Landsbyens unge kvinde, der narres lige lukt i helvede af mellemhandlere et sted i Østeuropa og med vold og magt fratages først sin mødom, siden sin sjæl. Vedkommende spændingslitteratur? Ja, men også kalkuleret.

Den finske forfatter Sofi Oksanen har heldigvis en større idé med sin ellers tragisk-banale trafficking-historie, der rækker tilbage i tiden og længere ind i det menneskelige sjælemørke end som så.

Fordærvende fluer Den unge russiske kvinde Zara er på mirakuløs vis sluppet fri af sexslaveriet og havner under sin flugt på gårdspladsen hos en gammel estisk bondekone. Tilfældigt ser det ud, men er det langtfra.

Og hvis læseren tror, at resten af romanen ’Renselse’ (2008) handler om søstersolidaritet på tværs af generationer, tager hun fejl – rare gamle koner er ikke altid rare!

På bagsiden af bogens omslag kravler en flue. I bondekonen Aliides propre køkken, hvor sylteglassene nok så hyggeligt er gjort klar, svirrer også en klam krabat, og i de hemmelige dokumenter, fra dengang Estland var under sovjetisk suverænitet, og som afsløres i romanens slutning, optræder en agent ved navn ’Fluen’.

Mere om de faktiske sammenhænge skal ikke afsløres her, de symbolske er tydelige nok: Ubehaget svirrer i luften, selv en uskyldig kødklump kan rumme fordærvende spy.

Fortielser og løgne
For ’Renselse’ er ét stort spind af fortielser og løgne, som den slags nu engang opstår og formerer sig, når et sind eller et samfund inficeres af dårligdom: Mens Aliide som ung i hemmelighed begærede sin søsters mand, forstillede Estland sig i samme periode i en tilsyneladende accept af kommunismen.

Køligt registrerende pendler Oksanen mellem det ædende onde i Aliides bryst og den lige så tærende angst i det estiske bondesamfund omkring hende, hvor frihedstænkende mænd forsvandt, mens deres koner og børn blev aftvunget forklaringer med vold.

Således reagerer den gamle Aliide nu med instinktiv agtpågivenhed, da hun ser den unge Zaras mishandlede krop: »Blå mærker er noget man skjuler, og så holder man mund. Det har man altid gjort«.

Uhyggelig læsning

I dette tilgroede landskab af indre og ydre kulde former Oksanen med stor indlevelse en sjældent usympatisk – og sjældent interessant – ’heltinde’, hvis hårdhed og selviskhed netop ikke forklares i noget entydigt greb, men udfoldes hen over tid og tragedier.

For voldsomt dramatisk er romanen også, med skjulte mænd på høloftet, forfalskede breve og så denne vidunderligt glødende jalousi:

»Mens Hans og Ingel kælede, måtte hun passe Linda, og hun gjorde det, men kneb barnet i smug, stak det med en nål, og barnets vræl gav hende en skjult følelse af velbehag«. Hold da op! Hvor tit får en sådan nedrighed lov til at bundfælde sig i andet end karikerede bifigurer?

Det store spørgsmål i Sofi Oksanens moralsk anfægtende roman bliver, om et sådant menneske overhovedet formår at agere anstændigt, når det virkelig gælder; om det er muligt at finde menneskeligheden efter årtiers såvel privat som kollektiv fortrængning.

Svaret er hverken banalt eller indlysende. Men de 360 siders uhyggelig læsning er det værd.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce