nomineret. Svenske Johannes Anyuru er født i 1979, og debuterede i 2003 med digtsamlingen 'Det är bara gudarna som är nya'. Nu er han indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris for 'En storm kom från paradiset'.
Foto: Saga Berlin

nomineret. Svenske Johannes Anyuru er født i 1979, og debuterede i 2003 med digtsamlingen 'Det är bara gudarna som är nya'. Nu er han indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris for 'En storm kom från paradiset'.

Skønlitteratur

Roman om flugten fra Afrika fortjener litteraturpris

Der er rigelig substans i Johannes Anyurus nye roman til en litteraturpris fra Nordisk Råd.

Skønlitteratur

At flyve og at flygte, eller at flyga og fly, som de siger på svensk.

To ord, der ikke bare klinger familiært, men som begge i sig rummer drømmen om frihed – friheden ved at lette fra jordens overflade, friheden ved at undslippe fjenden. Nogle gange forudsætter det sidste endda det første.

Derfor er symbolikken også næsten for oplagt, når hovedpersonen i en spændingsroman, der så massivt handler om at flygte, er uddannet flyver – »Han kände sig som en gud. En fågelgud«.

LÆS OGSÅ Forklaringen er bare den, at den svenske forfatter Johannes Anyuru med romanen ’En storm kom från paradiset’ fortæller sin egen fars historie.

Historien om piloten P, der klynger sig til drengedrømmen om et liv i frihed, selv om den voldelige ufrihed synes at være hans trofaste følgesvend fra barndommen i Uganda og til hans endestation i det svenske folkhemmet.

Tilbage til torturcellen
Johannes Anyuru har skrevet tre roste digtsamlinger og en roman foruden denne, som altså er indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris i år. Og det er let at se hvorfor.

For det første er romanen umanerlig spændende på den gammeldags facon:

Vi følger, hvordan en mand ved hjælp af disciplineret løbetræning i upraktiske sommersandaler samt en håndfuld italienske silkeskjorter, der kan omsættes til penge og togbilletter, planlægger og gennemfører det, der ligner en umulig flugt fra det ene afrikanske kaos til det andet.

Ikke én detalje om P’s fysiske og mentale træning er for meget, snarere ’længes’ man efter at komme tilbage til torturcellen, til fangelejren eller junglen, når forfatteren lader handlingen springe i tid, for atter at kunne rejse sig i mørket og følge trit: Videre, videre, flyv!

For det andet tager romanen afsæt i et bizart hjørne af verdenshistorien:

Afrikanske stammestridigheder og nedgroede kolonistrukturer kombineret med kommunismens oversøiske vinde giver i 1970’erne et verdensbillede med aparte alliancer og politisk mudder, som det selv for en velbegavet ung afrikaner med europæisk uddannelse er svært at navigere i.

Engleperspektiv
Idi Amin har kronede dage, mens andre læser Maos lille røde, og helt oppe fra Nord kommer en kvinde med klaprende træsko og tidens socialistiske strømninger i rygsækken blot for at falde pladask for P og hele hans kontinent.

Min mor »har bett mig att inte skrive för mycket om henne«, indskyder fortælleren som en forklaring på, hvorfor den del af faderens flugthistorie er fragmenteret og tyst.

Her ligger ellers en fuldfed svensk ægteskabsroman, jeg godt gad læse!

De politiske kastevinde, som forældrene fanges i og af, fælder fortælleren ingen entydig dom over.

I stedet tager han fugleperspektivet, eller med titlens reference til den tyske filosof Walter Benjamin, snarere engleperspektivet, hvorfra han ser på historien – ikke som en kausal række af begivenheder, men som en ruinbunke af elendighed, der tårner sig op.

Og hvor englen – stadig ifølge Benjamin – selv om den gerne vil hele og sone fortiden, modvilligt drives af en storm fra Paradis ind i fremtiden. På samme måde tumler fortælleren med både sin og sin fars ’ruinbunke’ af historik.

Den afrikanske, men så sandelig også den svenske op igennem 1980’erne, hvor skinheads råber ’tag hjem’ til alle farvede, og hvor aids-epidemien er brudt ud og afrikanere udpeges som smittebærere ...

Mangler ikke noget

Hvis ikke historiens engel tvinger os til at slippe taget i fortidens ruiner, så gør dødens det vel til sidst?

I hvert fald er det den smukke beskrivelse af en søns afsked med sin døende far, der må være den tredje afgørende grund til at indstille Anyurus roman til prisen. Som i et usynligt favntag, der langsomt strammes, omslutter fortælleren sin far og hans historie, så afskeden snarere bliver et møde på tværs af tid og sted, hvor det afrikanske morgenlys og den sneklædte svenske aften dels materialiserer sig som pilotens trøstende, meteorologiske beviser på eksistens, dels danner et særlig-kærligt mytisk himmelrum over historien.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvis ikke historiens engel tvinger os til at slippe taget i møgbunken, så gør dødens det vel til sidst?



LÆS OGSÅ Johannes Anyuru er nok mand for at skabe cliffhangere og dramatik til sidste udånding, men hans fortid som lyriker kommer sandelig også romanen her til gode.

Man mangler ikke noget i selskab med Johannes Anyuru. Men man savner alt og alle, når man forlader ham.

’En storm kom från paradiset’ er indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce