FADERFIGUR. Herman Melvilles (1819-91) metode delte og deler  vandene. At han har inspireret  postmodernistiske forfattere som  Thomas Pynchon, hersker der dog ingen tvivl om. Illustration: Radering efter portræt af Joseph O. Eaton/ Library of Congress

FADERFIGUR. Herman Melvilles (1819-91) metode delte og deler vandene. At han har inspireret postmodernistiske forfattere som Thomas Pynchon, hersker der dog ingen tvivl om. Illustration: Radering efter portræt af Joseph O. Eaton/ Library of Congress

Skønlitteratur

Melvilles lille mesterværk er en sjælerystende læseoplevelse

'Billy Budd' udkommer i ny dansk oversættelse sammen med novellesamlingen 'Veranda-fortællinger'.

Skønlitteratur

Der er p.t. meget snak om den beslægtede detaljerigdom hos Proust og Knausgård, men hvis man skal pege på en forfatter fra 1800-tallet, som har ageret ’profet’ for det 21. århundredes litteratur, synes jeg, det er svært at komme uden om Herman Melville.

Hvis franske Proust foregreb modernismen, foregreb amerikanske Melville både postmodernismens ’encyklopædisme’ og disse års mange kreative sammensmeltninger af fakta og fiktion.

Det bliver man mindet om, når man læser det seneste bind i rækken af Flemming Chr. Nielsens Melville-oversættelser, som foruden den posthumt udgivne kortroman ’Billy Budd’ indeholder den blandede landhandel ’Veranda-fortællinger’ fra 1855. Melvilles eneste novellesamling og næstsidste prosaværk.

Selvlært læsehest og sømand
Herman Melville er for længst knæsat som en faderskikkelse for ikke mindst de tidlige amerikanske postmodernister. Thomas Pynchons monumentale debutroman, ’V’, blev i 1963 prompte sammenlignet med ’Moby Dick', og det var hverken tilfældigt eller upassende.

Det encyklopædiske spor havde det i sidste halvdel af det 20. århundrede med enten at pege i retning af Borges og verden som bibliotek eller mod Melville og de journalistiske konspirationsteorier.

Allerede i Melvilles egen levetid vakte hans metode og research voldsom debat (det var, inden han sank ned i den litterære glemsel og hutlede sig igennem som toldembedsmand).

Den overvejende selvlærte læsehest og sømand Melville trak ikke kun i ’Moby Dick’ på sine egne oplevelser om bord på det amerikanske hvalfangerskib ’Acushnet’ og det australske ’Lucy Ann'.

Gav fanden i videnskab for en god historie Han var imidlertid heller ikke bleg for lade sig inspirere af avisartikler. En af hans ’Veranda-fortællinger’ er den ildevarslende kortroman ’Benito Cereno’. En roman om de mystiske begivenheder om bord på et spansk skib med en ladning sorte slaver om bord.

Dén historie var inspireret af en virkelig historie, og det faldt flere anmeldere for brystet, at Melville rask væk kun havde udspændt lettere camouflage over det efterfølgende retsopgør.

Som faktisk virker overflødigt, når man læser historien nu. For den virkelige suspense i fortællingen er placeret i hovedet på den lige så gæve som moralsk naive amerikanske kaptajn Delano i mødet med et menneskeligt mysterium i skikkelse af den latinske kaptajn Benito Cereno.

Det er et særtræk ved Melville, at han så gerne ville være journalistisk og videnskabelig og så alligevel gav fanden i det, så snart kravet fra den gode historie eller duften af kraftig dramasnus førte i en anden retning.

'Forheksede' oaser
Den vældig ophobning af temmelig flyvsk naturvidenskab i ’Moby Dick’ er typisk, hvad der skiller vandene blandt læserne. Enten synes man, det er skønt at læse Melvilles vidtløftige videnskabeligheder om Leviatan og al hans væsen, eller også går man helt i stå mellem tønderne med spermacetolie. Personligt synes jeg, det er skønt.

Noget lignende gør sig gældende for de ti små historier i ’Encantadas eller De forheksede Øer’, som udgør en selvstændig samling fortællinger i ’Veranda-fortællinger’. Her har Melville samlet naturhistorie og røverhistorier om de sagnomspundne Galapagosøer langt ude i Stillehavet.

Galapagosøerne er jo de ensomt beliggende, barske øer midt langt ude på Stillehavets ækvatorlinje, hvor Melvilles samtidige, Charles Darwin, fandt de afgørende nøgler til sin evolutionsteori i øernes fauna. Melville var 40 år, da Darwin omsider mandede sig op til at udgive ’Arternes oprindelse’, og reelt en færdig mand som romanforfatter.

Melvilles Galapagosøer er ikke naturvidenskabelige oaser, men ’forheksede’. I disse mikrofortællinger om øerne som et tilflugtssted for pirater, mytterister og andre outsidere fokuserer han på øglernes grimhed, fregatfuglenes ensomme skrigeri og skildpaddernes rolle som proviant.

På sine egne rejser og havstrømmenes vandrehistorier. Melville tog gerne videnskabskasketten på, men optikken tilhørte nok så meget sømandens sans for skrøner og forsøget på at uddrage erfaringer af menneskets møde med havets gyngende grund.

Beslægtet med Poe
'Veranda-fortællinger' rummer foruden ’Benito Cereno' og 'Encantadas' de to små moralske fortællinger ’Verandaen’ (nej, græsset er ikke grønnere på den anden side af dalen) og ’Manden med lynaflederen’ (tag dig i agt for dem, der lever af at sælge frygt i samfundet), den pudsigt proto-Blixenske ’Klokketårnet’ om kunstnerisk hybris henlagt til Italiens renæssance og den brillante 'Bartleby'.

En fortælling om en pligtopfyldende, ansigtsløs kontorist, som en dag nægter at adlyde ordrer og nægter at lade sig afskedige og efterhånden får smadret sin langmodige chefs sjælero godt og grundigt.

’Bartleby’ er ikke gotisk, men er ikke desto mindre i påfaldende grad beslægtet med landsmanden Poes fortællinger.

Samlingens hjørnesten er det kun af omfang lille mesterværk ’Billy Budd’. Også her vil jeg hive Poe om bord.

Thorkild Bjørnvig skrev i 1960 et uhyre interessant essay med titlen ’Den æstetiske idiosynkrasi’.

Det handlede om vold og drab udløst af irrationel væmmelse over et andet menneskes grimhed eller fattigdom. Et af hans eksempler var Poes 'Hjertet der sladrede' om en mand, der ender med at kvæle en gammel mand, fordi han ikke kan udholde synet af dennes 'døde' øje.

I brechen for amerikanske ideer
’Billy Budd’ er på en måde en spejlvending af den æstetiske idiosynkrasi. Den handler om den provokation, synet af det rene og det gode og det velskabte kan udgøre for det ondsindede menneske.

Dostojevskij var på forskellig måde optaget af de samme problematikker i ’Idioten’ og ’Raskolnikov, men ’Billy Budd’ er en mere isnende variant, og den er stadig en sjælerystende læseoplevelse.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



En vigtig fællesnævner i Melvilles fortællinger er hans optagethed af mørket i det spaltede menneske.

Melville gik i brechen for de amerikanske ideer om frihed og demokrati i modsætning til de møre gamle kongedømmer England og Spanien og kristne missionærers forsøg på at omvende indfødte befolkninger, men han gjorde sig ingen illusioner om menneskets grundvilkår.

Det atavistiske, som hos Conrad fik navnet ’Mørkets hjerte’, var fælles for ’vilde’ og civiliserede.

Homoerotiske undertoner
Billy Budd er en ung engelsk sømænd, som bliver tvangsudskrevet til tjeneste om bord på et af kongens krigsskibe. En tung og farlig skæbne, han påtager sig med godt humør.

Billy er ung, livsglad, stærk, gudesmuk og et på alle måder smittende positivt og rent ungt menneske, som ganske vist stammer, når han bliver udsat for noget forvirrende eller fordægtigt.

Den unge fortopsgast virker som en rød klud på sin umiddelbare overordnede, banjermesteren John Claggart. Claggart ser sig ond på Billy – andet udtryk er ikke dækkende – og går målrettet efter at udvirke hans undergang.

Er der et element af forvredet begær? Jo, det er der nok. De homoerotiske undertoner er fast inventar hos Melville. Men det er ikke forklaringen.

Forklaringen fortaber sig i en zone, hvor analysen ikke strækker til. »Da misundelsen bor i hjertet og ikke i hjernen, er intellektet ikke en sikkerhed imod den«, noterer Melville.

Affejet som underlig
Herman Melville led den ikke usædvanlige kranke skæbne i litteraturens verden, at hans mest kulørte fortællinger også blev hans mest populære. Melville brød igennem ved at skrive om livet på de eksotiske sydhavsøer.

Det havde han så bare at blive ved med. Melville blev regelmæssigt affejet som underlig, kedelig og ukurant, når han var mest ambitiøs og skrev, hvad eftertiden senere skulle vurdere som et særdeles væsentligt kapitel i litteraturhistorien.

En af hans sene romaner fik en amerikansk anmelder til at skrive, at når nu Melville velsagtens snart blev indlagt på galeanstalt, var forhåbentlig det første, man gjorde, at fratage ham adgang til pen og papir!

Trist skæbne

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Da Melville døde i 1891, var han nærmest totalt glemt. Den sidste digtsamling fra en af verdenslitteraturens giganter udkom i 25 eksemplarer. 'Billy Budd' undgik denne skæbne, idet Melville stadig var i gang med fortællingen, da han døde.

De sidste fem år af sit liv havde han skrevet den om og om igen. ’Billy Budd’ udkom første gang i 1924 i en udgave, som hans enke havde friseret og redigeret ganske voldsomt.

Først i 1960 udkom den version, der ligger til grund for Flemming Chr. Nielsens spændstige og omhyggelige oversættelse med det brugbare noteapparat. Sådan skal det være, når man udgiver en gammel forfatter, der kun synes at blive mindre støvet og mere relevant, som årene går.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce