Hundelugtende roman er en moderne udagve af Junglebogen - i Moskva

Knurren og hårdhændede kærtegn åbenbarer sig i Eva Hornungs bizart intime storbyeventyr om en dreng, der bliver til en hund.

Skønlitteratur

Ikke siden Patrick Süskinds roman ’Parfumen’ har en bog lugtet så ramt.

Den australske forfatter Eva Hornung vandt i 2010 Prime Minister’s Literary Award for det, man lidt plat kunne kalde en stinker af en bestseller, nemlig Mowgli-variationen ’Dog Boy’, på dansk ’Hundedreng’.


Den evigt fascinerende fortælling om et menneskebarn, der omsorgssvigtes af sine egne, men i stedet adopteres – ikke af ulve, men her af vilde hunde – er flyttet fra den indiske jungle til et udskidt hjørne af det moderne Moskva.

Her, i storbyjunglen, hvor gadebørn og bumser lever på kanten af det menneskeligt mulige, vokser drengen Romochka sig til gengæld sund og stærk i hulen hos en kærlig tæve:

Han »begravede sin kolde næse i hundemorens hår og ildelugtende hud, og så var den varme mælk hans. Den gled fed og lækker ned i hans hals og ned i hans smertende mave«.

Det nytter ikke at rynke på næsen ad drengens første tår modermælkserstatning, for lugten og smagen bliver værre, efterhånden som hans hår og negle vokser ud, skidtet danner sit beskyttende lag og han socialiserer sig med hele koblet af brødre og søstre.

Moderen slikker dem alle i hoved og i hale, drengen lærer at pisse territorier af, snuse sig frem i verden og gå på jagt med rovdyrets instinkt og glubende appetit:

»Han gnavede sig igennem den slimede brystkasse ind til det bløde center, med sin hånd knyttet omkring rottens hoved, så han ikke risikerede, at Sorte søster pludselig kvaste det og åd hans skat«.

Modig grænseleg

Vi er langt fra disneyficeringen i Eva Hornungs sanselige beskrivelse af bevægelsen fra menneske- til dyreverden og tilbage igen.

Det er romanens absolutte kvalitet, at hun kravler helt ind under hundepelsen og skildrer deres kønsliv, magtkampe og trivielle hverdag med en blanding af nærmest barnlig loyalitet og uromantisk præcision.

Samtidig med at Romochkas udvikling går både fremad og tilbage – alt efter om det nu er børne- eller dyrlægen, hvis kurver og tabeller han skal måles efter.

Men ligesom der er noget trættende ved hundeejere, der giver deres kæledyr tøj på og omtaler dem som ’han’ eller ’hun’, er der noget udmattende og mistænkeligt ved den ildhu, hvormed Hornung fører os ind i hundelivet på – er hun selv en af særlingene, der foretrækker et meget intimt liv med de firbenede, tænker man ængsteligt.

Igen: Det er netop grænselegen, der er modig.

For at forstærke romanens grundspørgsmål om, hvorvidt et menneskebarn kan »krydse en grænse, der normalt ikke kan krydses«, altså vitterlig gennemgå den gysende forvandling fra menneske til dyr, sender forfatteren en psykolog og en læge på banen, et kærestepar, der forsker i omsorgssvigtede børn.

Så kan Romochkas forsigtige genforhandling med menneskeverdenen da heller ikke blive mere ... ’interessant’ på den konstruerede måde.

Hvordan det spænder af, skal være en overraskelse for den læser, der for en stund tør kravle ned på alle fire og følge med flokken.

Husk, til beroligelse – vi bider ikke vores egne.

Redaktionen anbefaler:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce