VINTERENS STEMME. Vand og is er noget, alle må forholde sig til i Ulla-Lena Lundbergs prosa, hvor naturen spiller  sin egen storslåede rolle.
Foto: Cata Portin (PR)

VINTERENS STEMME. Vand og is er noget, alle må forholde sig til i Ulla-Lena Lundbergs prosa, hvor naturen spiller sin egen storslåede rolle.

Skønlitteratur

Raffineret ægteskabsfortælling tager os med til en verden af i går

Med etnologens blik for detaljen skildrer Ulla-Lena Lundberg et lille øsamfund.

Skønlitteratur

Ulla-Lena Lundberg har før sat Åland på det litterære landkort. Nu gør hun det igen med sin fremragende skildring af et lille øsamfund i den yderste skærgård.

Kökar er nogle småøer i skærgården mellem Finland og Åland. Her er den finlandssvenske forfatter født, og det er dette sted, hun vender tilbage til i romanen ’Is’.

Her kalder hun dem Örarna, og det er for så vidt det lille afsides øsamfund, der er hovedpersonen, selv om det er det nyankomne præstepar, vi følger tæt gennem tre år. For præsten er en offentlig person, og i det lille samfund lever alle med i hinandens liv.

Præsteparret er unge og glade, har et lille barn, snart et til, og er lykkelige for at få deres eget hjem efter Anden Verdenskrigs trængsler. De modtages godt, og de sangglade beboere værdsætter præstens gode sangstemme og hans store interesse i dem.

Præstekonen mener nok, at han kunne være mere hjemme hos hende, men selv har hun fuldt op at gøre med både sine køer, får, høns, eng og køkkenhave for at holde sig selvforsynende. Vi er i en verden af i går, selv om den ikke ligger voldsomt langt tilbage i tid.

Sans for livets betingelser
Ulla-Lena Lundberg er etnolog af uddannelse, og det mærker man overalt i hendes forfatterskab som et skarpt blik for, hvordan mennesker håndterer livsbetingelserne, helt ned til mindste detalje.

I Danmark kender vi hende for romanerne ’Leo’ og ’Den store verden’ om Ålandsøernes bondesejlads fra 1800-tallet og frem. Bønderne besejlede verdenshavene, de blev skippere.

Man kan tænke på Carsten Jensens Ærø-skildring i ’Vi de druknede’, hvis man skal finde noget lignende på dansk. Desværre kom den tredje del af hendes Ålands-trilogi aldrig på dansk, men vi har dog heldigvis hendes personlige essayistiske bog ’Sibirien – et selvportræt med vinger’, der fortæller om en ornitologisk rejse i Sibirien.

Andre af hendes bøger foregår i Afrika, hvor hun har opholdt sig i perioder – i sine unge år bl.a. for at studere bavianer!

Førkristen overtro
Med ’Is’ er hun tilbage ved sit udgangspunkt, det lille samfund af småøer midt i havet, hvor man transporterer sig rundt mellem landsbyerne i både. Om vinteren skyder man genvej over isen.

Vand og is er det element, alle må forholde sig til. Ikke mindst postbuddet, der bærer fortællerstemmen i en række storslåede afsnit. Han ved om nogen, hvad is er, og hvordan man færdes på den.

Han udviser også en førkristen overtro, som præsten må ryste på hovedet ad, men gerne lægger øre til. Men den letsindige præst har ikke postbuddets respekt for naturen, og isen brister under ham en vinteraften.

Romanen sidste tredjedel skildrer drukningen og præstefruens forstenede sorg. Det er en uhyre interessant ægteskabsskildring, Ulla-Lena Lundberg skriver frem med sine psykologiske portrætter af to dybt forskellige mennesker.

Jordbunden kvinde og flyvsk mand

De er modsætninger, der mødes – han er den flydende, letbevægelige og lidt naive sjæl, der lever i øjeblikket. Hun er den hårdtarbejdende og langtidsplanlæggende, der farer rundt med alle sine gøremål i hus, mark og stald, herser med de to små børn og sin mand, men også får det bedste frem i ham.

Jordbunden kvinde og flyvsk mand, skrappe mor og søde far – den rollefordeling kender vi godt, men faktisk er det en stor ægteskabelig lykke, Lundberg skriver frem. Det tror man ikke, men det kommer man til at tro på.

Lundberg har en eminent skikkelsesdannende evne, det gælder også bipersonerne. Man skal ikke forveksle romanen med en traditionel folkelivsskildring, selv om hele det etnologiske aspekt er gennemført på plads.

Den er også en raffineret ægteskabsskildring, akkompagneret af store naturfænomener i form af havets bølger, den bidende blæst over de karrige klipper og nordlysets storladne sus over himlen. Isen er både bærende og bristefærdig realitet og romanens symbol på tilværelsens skrøbelighed.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden