Ægte. 'Fvonk' kan læses som en litterær terapeutisk øvelse efter Breiviks terror i sommeren 2011. Men den er også endnu en sjov Erlend Loe-roman.
Foto: Fredrik Arff (PR-foto)

Ægte. 'Fvonk' kan læses som en litterær terapeutisk øvelse efter Breiviks terror i sommeren 2011. Men den er også endnu en sjov Erlend Loe-roman.

Skønlitteratur

Erlend Loe yder Norge kriseterapi efter Utøya

Norsk forfatter digter frit om depressionsramt Jens Stoltenberg, der trænger til at være sig selv.

Skønlitteratur

Få mennesker er formentlig så ufrie som folkevalgte politikere.

Snævre er rammerne for den rolle, de skal spille dag ud og dag ind og døgnet rundt, og udfald kan være ødelæggende eller ligefrem politisk fatale.

Helle Thorning-Schmidts autograf-jagt på Sarah Jessica Parker hører helt sikkert til i den harmløse ende sammenlignet for eksempel med Gordon Brown, der tabte premierministerposten i 2010, efter at han kom til at kalde en kvindelig vælger for »snæversynet« for åben mikrofon.

LÆS DEBAT

Ikke i ét sekund, hvor der er optageapparater i nærheden, må selvkontrollen svigte. Altid er politikerne på scenen, også når de skal forestille at være bag den.

Den slags rollespil er der selvfølgelig litterære muligheder i, som naturligt trækker i retning af det farceagtige. Som for eksempel i Klaus Rifbjergs nøgleroman ’Marts 1970’, hvor Olof Palme, som dengang var svensk statsminister, og Margrethe, der dengang var dansk kronprinsesse, forelsker sig og stikker af sammen.

Eller, som nu, i Erlend Loes nye roman, ’Fvonk’, hvor det er den norske statsminister, Jens Stoltenberg, der har brug for et frirum og en orlov fra sin rolle i offentligheden.

Pinlig affære
Erlend Loe har gjort humoristiske skildringer af mænd i krise til sin specialitet, med et foreløbigt højdepunkt i romanen ’Doppler’ fra 2004.

I den nye roman er der dobbelt op, med hele to af slagsen – den depressionsramte Stoltenberg og så en forlist lektor ved navn Fvonk, som statsministeren lejer et værelse hos.

LÆS ANMELDELSE

Sidstnævnte går og ruger over en skandale, han engang har været indblandet i.

Det var noget med noget fifleri med medlemstallene i Vandre- og Motionsforbundet, men affæren er så pinlig for Fvonk, at han ikke rigtig kan melde rent ud om det. Ikke desto mindre er det blevet hans livsmål at undgå »snavs«, som han kalder det, samtidig med at han selv føler sig uren og forfulgt af alle, han møder – gravide især – der synes at kunne gennemskue, at han har været ude i noget »snavs«.

Genetablering af drengefællesskabet
Jens Stoltenberg, på den anden side, føler sig »udslidt«, som der står i den danske oversættelse, med en helt fin norvagisme.

Han forstår ikke folket mere, han er fortvivlet over magtspillet og alle sikkerhedsforanstaltningerne – og ikke mindst træt af den evigt optimistiske facade, som han skal holde. Han trænger til at være sig selv.

Derfor afspadserer han og gemmer sig hos eneboeren Fvonk, som vi læsere forbliver på efternavn med, mens man i løbet af romanen kommer på fornavn med ’Jens’.

Indlogeringen fører til samtaler om aftenen over te og rødvin og videre til udveksling af yndlingspalindromer og betroelser og uartige bandeord. Jens og Fvonk bygger kæmpe konstruktioner af Kapla byggestave og blander blod med hinanden. Ligesom to drenge.

Og det er netop den terapi på mandekriserne, som Loes romaner som regel beskriver og muligvis også foreskriver: genetablering af drengeverdenen og drengefællesskabet.

Ironiens triumf

Det spidsfindige ved Loes nye roman er imidlertid den historiske baggrund for den absurde fortælling – det skel, der blev sat i norsk historie, med Anders Behring Breiviks uforståeligt grusomme massakre i 2011: »verden før sommeren 2011 (...) var på en måde uskyldens tid, det er nærmest til at le ad«, konstaterer Jens Stoltenberg på et tidspunkt i romanen. Den virkelige Jens Stoltenberg viste jo netop i de dage, at det kan lade sig gøre at være ansvarlig politiker og et følelsesudtrykkende menneske på samme tid.

LÆS OGSÅ

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er på en måde det menneske, der viste sig at være bag facaden, som Loe digter frit videre på i romanen.

Breiviks terror er traumet, som romanen kredser omkring, og som skaber medbetydninger i forhold til mange af dens temaer: Fvonks paranoide besættelse af »snavs« og af renhed samt den udsatte, skrøbelige mandeidentitet for eksempel.



’Fvonk’ lader sig læse som en ironiens triumf over Breiviks groteske patos og patologier.

Men den lader sig også læse som endnu en sjov Loe-roman om vores rollespil i hverdagen og om det behov for at være sig selv, der trods alt følger med – også, forhåbentlig, for magtmenneskers vedkommende.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce