På den tavse bænk nyder en mor og hendes søn det sidste måltid. August spiser »filuren hare«.  Illustration: Dorte Karrebæk

På den tavse bænk nyder en mor og hendes søn det sidste måltid. August spiser »filuren hare«. Illustration: Dorte Karrebæk

Skønlitteratur

Forfatteren Oscar K. har et særligt talent

Billedbogen 'Idiot!' er ikke for små børn og sarte sjæle, men den er på forrygende vis både vanvittig og meningsfuld.

Skønlitteratur

I Bent Hallers berømte novelle ’Lidt har også ret’ koger moderen suppe på sig selv, indtil der ikke er mere tilbage af hende.

Bagefter dør børnene formentlig af sult.

I Oscar K.s billedbog ’Idiot!’ er det en udslidt mor, som sætter sig på bænken til slut og giver englepillen til sin åndssvage dreng August.

Nu er de begge to igennem den gule tunnel, som Dorte Karrebæk tegner så smukt, og oppe hos Gud og spise suppe.
Uhyret er i snor

Historien er én lang bevægelse ved juletid fra lejligheden gennem byen og frem til bænken. August har sit pruttepudelignende flyvende lille Uhyre med i en snor.

Undervejs besøger de bedstefar på kirkegården. De bliver udsat for både drilleri og regnvejr. På cafeen dukker englehunden Henning op med sin lange tunge. Hvorfor køber de ind på markedet?

Til allersidst kan August på sin bænk alle ordene i den rigtige rækkefølge til 3. vers af ’Solen er så rød, mor’. Mens hunden Henning tuder til.

Leger med lyde
Ordene kommer hulter til bulter. Vekslende imellem referat og ustoppelige tankespring. August kender tydeligvis alle detaljerne, men han kan ikke sætte dem sammen på den rigtige måde.

August leger med lyde, og han kender til den danske sangskat. Gæt selv forlægget til hans udbrud på kirkegården: ’Farfar Lakridsmand’! Og fordi det er jul, bliver sangen til ’Han sikrer sig et gavekort’.

God er også ’Frygt og grønt’ og et postbud, der bliver til et »påskud«.

Hér er Oscar K. alias Ole Dalgaard i sit es, når han smider ordene op i luften og lukker luften ud af meningen. Det er et forsøg på at krybe ind i en dreng, der blot diagnosticeres som værende »åndssvag«.

Sproget er tungt af associationer, som skaber billeder og skæve smil. Alt sammen anbragt inde i August, selv om han kun er en dreng.

Et fortællende tapet
Billedsiden er af Dorte Karrebæk. Dér plejer hun også at være. Hendes tegninger løber som et fortællende tapet neden under ordene.

De er holdt i et meget afdæmpet og minimalistisk tonefald, farverne er for det meste triste.

Engle og drillepinde er udflydende fremtoninger. Mor og søn er frysende alene. Den sidste nadver på bænken sammen med en gråspurv er uforglemmelig.

Det er ikke en bog for små børn og svage sjæle.

’Idiot!’ favner om for mange ting, men den rammer også en stemning af vanvid tilsat et (stort) strejf af guddommelig fornuft. Så der kommer mening. Oscar K. har gjort det igen!

Er han den forundrede fortæller, eller er han temmelig bevidst, når han trykker på tabutasterne? Er det egentlig ikke lige meget?

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce