Debutroman skræver over mere, end godt er

Roman handler om både overtro, mystisk forskning og er en realistisk ægteskabsskildring.

Skønlitteratur

Joakim ankommer til Kastrup Lufthavn i sindsforvirret tilstand efter tre år i Puerto Rico.

Han indlægges på psykiatrisk afdeling, hvor psykiateren Ursula fatter mere end professionel interesse for ham. Hun optræder efterhånden mere som ven end som venlig behandler og forsøger at fastholde ham på afdelingen, selv om overlægen vil have ham ud.

Hvorfor psykiateren er tiltrukket af patienten Joakim, forstår man egentlig ikke ud fra Lasse Bo Jensens roman ’Forbandelse’, der er hans debut som voksenforfatter. Men det er nu den præmis, romanen er skrevet på, for at spændingsplottet kan gennemføres.

Ursula læser alt det, Joakim skriver på sin computer, og hun rejser endda til Puerto Rico for at finde ud af, hvad der er op og ned på hans historie.
Vrangforestillinger

Lider han af vrangforestillinger, eller er der en kerne af sandhed i hans egen forestilling om, at der hviler en forbandelse over ham?

Hans liv ved vi alt om fra hans skriverier og de breve, han stiler til sin afdøde datter som en form for selvtrøst.

Datteren døde som syvårig af kræft, ægteskabet kunne ikke holde til det, så Joakim løser sorgens problem ved at rejse ud til en stilling som elektroingeniør, ansat af SETI-instituttet (Search for Extra Terrestrial Intelligence), der har lejet sig ind på et observatorium i Puerto Rico for at bruge deres teleskop til at modtage meddelelser fra rummet.

Der foregår flere mystiske ting her, der indbefatter et par dødsfald, og Joakim bliver også syg.

Hans rengøringskone tilbyder ham en slags behandling, eller hvad man nu skal kalde det, og hun er i øvrigt i stand til at kommunikere med ånderne – de afdøde. Og måske er hun interesseret i at få sin underskønne slægtning afsat til Joakim. Han indleder i hvert fald et forhold til den unge kvinde, der får tankerne væk fra hans havarerede liv.
Vildere og vildere

Alt dette udvikler sig vildere og vildere.

Rationalisten Joakim bliver viklet ind i et hav af intriger, som han ikke kan gennemskue, og hans psykiater er påfaldende interesseret i, hvad den forbandelse, han mener at have fået, handler om, ned til mindste konkrete detalje. Romanens titel henviser ikke kun til romanens hovedperson, men også til psykiateren.

Spørgsmålet er, hvor meget af dette her man er villig til at tro på som læser.

Lasse Bo Jensen, der både er journalist og cand.mag. i historie og filosofi, kan godt tilrettelægge en fortælling med spændingsskabende spring, men det er, som om han har forsøgt at pakke flere romaner sammen i én:

Mand i krise. Den intrikate relation mellem psykiater og patient. Mystisk forskning, der kan give anledning til mange tanker om menneskets placering i verden og rummet. Nyt liv som fremmed i udlandet på et sted, hvor magi og hokuspokus er en del af hverdagen.

Det sidste tilfører romanen eksotisme, men man orker næsten ikke at interessere sig for det.

Forhistorien om, hvordan et dødssygt barn påvirker den ægteskabelige rollefordeling og dynamik er faktisk den mest overbevisende del af den overfyldte roman.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce