Dreven. John Ajvide Lindqvist leger så fermt med gysergenren, at læseren holdes i ånde over knap 500 sider.
Foto: PR-foto / Mia Ajvide

Dreven. John Ajvide Lindqvist leger så fermt med gysergenren, at læseren holdes i ånde over knap 500 sider.

Skønlitteratur

Dagliglivets vold udvikler sig til gyser med X-faktor

John Ajvide Lindqvist har skrevet en original bog om et drabeligt pigefællesskab.

Skønlitteratur

John Ajvide Lindqvist har fået mange roser siden sin debutroman 'Lad den rette komme ind', der blander gyserromanen med social realisme.

Det er også det, han gør i sin nye roman 'Lille stjerne', hvis søde titel dækker over et særdeles grumt indhold.
Barnet har 'X-factor'

Vi begynder med et ægtepar, to afdankede svenskstopsangere, der lever i en nederdrægtig ægteskabelig dynamik, i sig selv en gyser.

Deres utilpassede voksne søn har taget hævn over sin fortid som mobbeoffer gennem en småkriminel løbebane, og han kommer kun hjem for at slå forældrene for penge - og se den lillesøster, han pludselig har fået. Hende har faderen fundet, halvt nedgravet i skoven.

LÆS OGSÅ

Ud af dette spædbarns mund kom der straks en helt ren tone, så den fallerede sanger tog det med hjem i stedet for at gå til myndighederne. Barnet, som de kalder Theres, kommer til at vokse op i parrets kælder, fuldstændig i skjul.

Der har været noget mærkværdigt ved hende lige fra første færd, og hun udvikler sig til en slags autist og har ingen følelser. Men synge som en engel, det kan hun.
I stand til at dræbe

Hvordan det går med relationen til forældrene, er endnu en gyser, som jeg ikke skal afsløre. Jeg kan sige så meget, at pigens liv tager en drejning, da storebroderen får hende sendt til en audition til et tv-program i stil med 'X Factor'.

Pigen synger, så alle holder vejret, og på nettet kommer hun i forbindelse med andre piger. Hendes næsten navnesøster Teresa er en af dem. Hun skriver tekster, som Theres synger - hun er den smukke, mærkelige stjerne, mens Teresa er den mobbede, tykke uheldige, der nu har fået ensomheden brudt.

Hvordan de to piger får samlet en hel gruppe utilpassede piger omkring sig, er romanens kernepunkt. De er som et kobbel ulve med Theres som den beundrede førerulv. Hun kan ikke mærke noget, ikke føle noget, og hun kan dræbe. Det kan de alle, viser det sig.

LÆS OGSÅ

Forfatteren tror ikke meget på empati, i hvert fald er alle hans personer i stand til at tilsidesætte, hvad de måtte have i den henseende.

Det er drevent gjort, at vi kan holdes i ånde med det her gennem næsten 500 sider, men det lykkes faktisk. Til sidst synes jeg nok, at romanen går amok, men man skal ikke forvente regelret realisme af en roman, der leger med gysergenren.

Til gengæld kan Lindqvist skrive, så man ser alt for sig ned til mindste makabre detalje.
Genkendelige dynamikker

Det er fristende at sammenligne med Goldings klassiker 'Fluernes herre', for også hos Lindqvist er det gruppeprocesser, der sætter al indlært civilisation ud af kraft. Eller man kan sammenligne med Marianne Wiggins' uhyggelige robinsonade 'John Dollar', hvor en pigegruppe ender som kannibaler.

I 'Lille stjerne' er det ikke en øde ø, der danner rammen om, hvad mennesker er i stand til, men snarere livet i et overfyldt samfund, hvor den enkelte er ensom og udgør sin egen øde ø. Chat-roomet bliver det sted, hvor ensomheden og taberfølelsen kan overskrides og udvikle sig på den hårrejsende måde, som Lindqvist udfolder med en imponerende og rystende fantasi.

LÆS OGSÅ

Hvor han egentlig vil hen med alt det, er ikke helt tydeligt, selv om han skriver lige så klokkerent, som hans lille stjerne synger.

Det er måske meget godt, at vi ikke får stavet alt for meget ud om menneskets iboende ondskab eller lignende i skildringen af dette pige-ulvekobbel, der ender med at dræbe for at føle sig levende.

Det, der står tilbage, er den originale skildring af gruppeprocesser, sat helt på spidsen, men desværre ikke uigenkendelige i deres grundsubstans.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce