Vinklet. Den dobbeltsørgelige historie om at miste fortælles på godt og ondt fra mandens synsvinkel af Morten Brask
Foto: MIE BRINKMANN

Vinklet. Den dobbeltsørgelige historie om at miste fortælles på godt og ondt fra mandens synsvinkel af Morten Brask

Skønlitteratur

Roman om det værst tænkelige er en sjælden bedrift

De døde og de halvdøde er de mest levende i Morten Brasks tredje roman.

Skønlitteratur

Der kan ligge en pointe i, at kvinden Maya i Morten Brasks kærlighedsroman er smuk som en drøm og fjern som en fantasi.

LÆS OGSÅ

For det er ikke historien om hende, der er central: Hun dukker op og forsvinder, som var der tale om et optisk bedrag, et fatamorgana med slørede kanter og specialdesignet Hermèstaske i modsætning til fortælleren, der sidder tilbage som en klump menneske, der lader tragedien trænge ind, mens kondolenceblomsterne visner og skægget gror.

'En pige og en dreng' henviser til de bittesmå tvillingebørn, fortællingens kærestepar mister, og hentyder samtidig til det pige- og drengestadie, man uigenkaldeligt forlader, når livet kræver, at man med ét bliver voksen.

Ærlighed og provokation
I forhold til Maya-portrættet ligger der nu også en bevidst eller ubevidst provokation i at fremtrylle en så lugt- og lydefri kvindeskikkelse, som Brask gør.

En kvinde, hvis neglelak, frisure og righoldige udvalg af bikinier optager den tilbageskuende fortæller så meget, at man lige nøjagtig kommer i tvivl om, hvorvidt vi er ude i fascination eller foragt:

»Hun stod med sit vinglas som man gør til cocktailselskaber på ambassader, hendes tøj var ekstravagant, så forskelligt fra de andres. Selv om hun var til stede i rummet og blot stod fem meter fra mig blandt de andre studerende var der noget fjernt over hende«, lyder et af førstehåndsindtrykkene af studinen med det sorte hår og de blå, blå øjne.

Vi har altså grundlæggende at gøre med en forfatter, der opsøger og undersøger de store følelsers pompøse kommen og gåen – ikke uden sentimentalitet og banal skønhedsdyrkelse

»Du må ikke forelske dig i mig«, advarer samme Maya, der på den anden side bærer på en sorg fra barndommen og derfor har brug for en mand, der kan »beskytte hende, gøre hende tryg«.

Altså en 'vil-vil ikke'-model, en variation over den 'uforståelige kvinde', der enten vil det hele eller absolut ingenting. Og som fra at tryllebinde manden med sin uopnåelighed frastøder ham med sin forhippelse.

Igen, på den ene side en muligvis bevidst og modig ærlighed i beskrivelsen af den maskuline tænden af og på, på den anden side en provokerende mangel på indre sammenhæng – ja bare indre liv – i den kvinde, der sætter gang i det hele.

Altmodisch bedrift

Til gengæld er oplevelsen ren og uforfalsket, når man når frem til bogens næstsidste og forfærdende del, 'Hospitalet'.

Her er kun nøgtern fortvivlelse og umotiveret håb midt i kaos. Fortalt af en mand, der er sig faderens position smerteligt bevidst:

»Jeg sidder i en stol ved vinduet. Alt er centreret om Maya og børnene der ikke er født, som skal fødes«.

I modsætning til det ophøjede kvindeideal, beskrevet fra drengens umodne stadie, er distancen mellem den beskrevne Mor og den beskrivende Far nu af en helt anden og logisk-biologisk beskaffenhed. Som muligvis – muligvis ikke – godtgør den første.

LÆS OGSÅ

Men som læser nedlægger man våbnene, nøjagtig som den i sandhed sørgende far gør. Medfølelsen vinder over skepsissen – i denne omgang.

Morten Brask har skrevet så forskellige og internationalt anerkendte historier som krigsromancen 'Havet i Theresienstadt', fortællingen om det ulykkelige vidunderbarn 'William Sidis' perfekte liv' og nu en samtidshistorie om 'det værst tænkelige'.

Vi har altså grundlæggende at gøre med en forfatter, der opsøger og undersøger de store følelsers pompøse kommen og gåen – ikke uden sentimentalitet og banal skønhedsdyrkelse.

Hvilket er en sjælden, lidt altmodisch bedrift i dansk samtidslitteratur.

Som påskønnes ærligt om end tøvende af en moderat purist.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce