Mild udenpå. Deon Meyer går i James McClures fodspor ved at benytte sin roman til at belyse nogen af de nationale problemer, Sydafrika lider under.
Foto: Anita Meyer / Privatfoto

Mild udenpå. Deon Meyer går i James McClures fodspor ved at benytte sin roman til at belyse nogen af de nationale problemer, Sydafrika lider under.

Skønlitteratur

Benhård krimiforfatter udgiver forrygende politiroman

Deon Meyer bekræfter sin status som en af tidens hotteste krimiforfattere.

Skønlitteratur

Det var salig skotsk-sydafrikanske James McClure, der med sine krimier om boeren Kramer og zuluen Zondie fik sat Sydafrika på det krimilitterære landkort.

Hans afrikanske romaner om dette umage par med den hvide kraftkarl ikke så klog som sin sorte makker, i øvrigt skrevet i Oxford og siden forbillede for Colin Dexters Morse & Lewis-romaner, skildrede et smukt land præget af grim racisme under apartheidens regime. Hvor sort og hvid kun på skakbrættet kunne optræde som ligemænd.

Nu er dette inhumane og halvfascistiske styre heldigvis væk.

Krimini som kritik Alligevel er landet stadigvæk farvet af farver, som mere adskiller end samler. Men som dog så nu og da og ganske befriende skaber professionelle menneskelige relationer på tværs af fordomme og traditioner. Sådan som det sker hos Deon Meyer, som klart har overtaget McClures projekt: at bruge en spændingsgenre, politirutineromanen, til både at skildre suggestivt det senmoderne Sydafrika og samtidig levere en inciterende historie med indignerede aspekter af nationens dårligdomme, skævheder og nedarvede misere. LÆS OGSÅAfrikaaneren og strømeren Benny Griessel, som var på banen i den forrige, ’Tretten timer’, sættes på en sag om et uopklaret drab på en cool og delikat dulle, en sexet karrierekvinde, som blev stukket ned i sit luksushjem.

Samtidig begynder en anonym snigskytte at skyde på politimænd ude i Cape Town.

Den lille detalje
Her i ’Syv dage’, en klassisk og yderst stramt skruet nedtællingssag, vil skytten fortsætte med disse meningsløse skyderier, indtil mordet opklares. Et af hans skud bliver fatalt dræbende, thi politimord skærper altid omstændighederne, gør lovens lange arm til en uforsonlig knytnæve.

Under alt dette kæmper Griessel med sin nye kærestes og sit eget spiritusmisbrug, med at opretholde forbindelsen til sine store børn og i det hele taget få et liv, der ligner noget ganske normalt og gedigent menneskeligt.



I den bedste tradition er Meyers politirutineroman lige efter bogen og manualen for genren. Mens McClures krimier var slentrende og intuitive, er Meyer af den gode gamle Ed McBain-skole, hvor blodtype, fingeraftryk og en enkelt sveddråbe kan være det fældende bevis.

Altså fascinerende politiarbejde og forensisk videnskab, forhør og undersøgelser, synkront med at vi følger med i Griessels overrislede vådområde af et privatliv.

Lun galgenhumor

Heldigvis formår Meyer at holde den tørlagte tunge midt i munden. Takket være hans humor og hans nogle gange Quentin Tarantino-agtige tomgangsdialoger om vejr og vind og absolut ingenting, der så alligevel betyder det hele. Især når den farvede strømer Vaugh Cupido (sic) fabulerer over hvide folks underlige navne.

LÆS OGSÅ Eller den sirligt strikte og no nonsens feministiske Mbali, hvis liv Griessel reddede i forrige bind, møver sig omkring med en dametaske på størrelse med en damptromle.

Ja, der er galgenhumor og grotesk lune midt i det lange sorgarbejde, som hedder Sydafrika med hele dets testamente af racistisk ragelse, angelsaksisk arrogance, fattigdom, klasseskel og calvinsk bigotteri.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce