Forfatter/krigsveteran. Kevin Powers var stadig teenager, da han blev soldat. Han var udstationeret som maskingeværskytte i Irak og har nu skrevet en knugende roman, der er svær at ryste af sig.
Foto: Kelly Powers

Forfatter/krigsveteran. Kevin Powers var stadig teenager, da han blev soldat. Han var udstationeret som maskingeværskytte i Irak og har nu skrevet en knugende roman, der er svær at ryste af sig.

Skønlitteratur

Ung krigsveterans romandebut ryster man ikke lige af sig

Kevin Powers aflægger knugende vidnesbyrd om krigens menneskelige deformering.

Skønlitteratur

I en fængselscelle i Kentucky ridser den unge John huskemærker i »en eksplosion af kridtstøv på lysegrønne betonvægge«.

Han har set alting dø omkring sig, og hvert mærke udgør et bestemt minde fra hans ét år lange ophold i Irak som soldat i den amerikanske hær. Han ridser, når erindringerne melder sig glimtvis. For at fastholde dem.

Men også for at få mærkerne til at danne mønstre og dermed give mening til de erfaringer, der har reduceret ham til sjælelig krøbling.

Kevin Powers' mere eller mindre selvbiografiske roman 'De gule fugle' er en billet til helvede af den slags, man ikke lige ryster af sig med en kop Earl Grey og lidt solskin på plænen udenfor.

Den indtager maveregionen med sine knugende tydelige billeder af sønderskudte kroppe spredt i terrænet og svitset til ukendelighed under en brændende sol. Billeder af mennesker i paralyse eller på panisk flugt fra mortérgranater blander sig med glimt af den iskolde afretning, man ender med at eksekvere uden at blinke, bare man er presset nok.

Tiltagende ubærlighed I cellen må John erkende, at huskemærkerne, hvor meget de end hober sig op omkring ham, ikke lader sig forbinde i et meningsfuldt hele.

Krigens iboende vilkårlighed og mangel på system sidder i mærkerne. Efter sit fængselsophold må han nøjes med at stykke erindringsstumperne sammen, som det nu mentalt og psykisk kan lade sig gøre i bogform.

Det sker i tilbageblik vekslende mellem hans sidste måneder i Iraks Nineve-provins i 2004 og hans første måneder som hjemvendt veteran i 2005.

Især er han martret af én begivenhed.

Han har lovet sin ven Murphs mor at bringe hendes søn hjem i god behold. Det lykkes bare ikke. Og Murphs brutale død er den begivenhed, John bygger op til at folde ud igennem hele fortællingen.

Man ved med andre ord, hvad der kommer, uden at kende de præcise detaljer, og denne ubønhørlige vandring frem mod tragedien bliver tiltagende mere ubærlig, efterhånden som historiens forskellige brikker falder på plads.

Grotesk modtagelse
Selv om der er tale om en kritisk insider-skildring af USA's engagement i Irak, er romanens skyts snarere rettet mod krig i al almindelighed end mod den konkrete konflikt.

I sin kerne er fortællingen optaget af at beskrive, hvad krig gør ved mennesker – soldater så vel som civilbefolkning. Hvor umuligt det er at bevare sin medmenneskelighed, når alt bliver et spørgsmål om overlevelse, og hvordan krigens rædsler forcerer en modning længe før, de unge knægte er rustet til voksenlivet, hvis den da ikke har smadret dem psykisk forinden.

Under fortællingen simrer tillige anklager mod hykleriet.

Tynget af sit løftebrud og de voldelige krigshandlinger, han har begået, oplever John hjemkomstens heltemodtagelse som dybt grotesk. Men samtidig indser han langsomt, at han næppe har handlet anderledes, end det han har fået indskærpet hele livet: For »(…) selv ens mor er lykkelig og stolt over, at man har indstillet sigtekornet rigtigt og fået folk til at falde om, så de aldrig kom op at stå igen«.

Krigens anatomi formidlet

Ud over at være en elegant komponeret og ret så urovækkende manual over krigens rædsler og menneskelige forråelse ligger romanens helt store styrke i Johns detaljerede registreringer.

Han er betragter af Guds nåde.

Gennem hans øjne bliver man delagtiggjort i krigens anatomi mellem vanvid og hverdag, så fermt formidlet, at støvet, stanken, lyset og den dræbende varme sansebombarderer al den fysik, man er rede til at stille til rådighed for læseoplevelsen.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce