FORMAT. Alice Munros noveller er  meget forskellige fra den knappe  novelleform, der dyrkes i disse år.  Foto: Derek Shapton

FORMAT. Alice Munros noveller er meget forskellige fra den knappe novelleform, der dyrkes i disse år. Foto: Derek Shapton

Skønlitteratur

Krisen potenserer det trivielle i mesterlig novellesamling

Canadiske Alice Munro befæster sin position som en af de store engelsksprogede realister.

Skønlitteratur

I 2009 fik Alice Munro Man Bookers internationale pris for sit novelleforfatterskab, hvoraf en række af samlingerne er kommet på dansk.

Den nye, 'Fjendskab, Venskab, Ægteskab', og den forrige med titlen 'Væk', er oversat af Ida Jessen og hendes mor, Gudrun Jessen, kongenialt og med stor sans for Munros fintmærkende dialog.

Man kan godt se, hvorfor Ida Jessen er optaget af Munro. Begge forfattere kredser på samme måde omkring det drama, der venter lige om hjørnet, eller det underliggende fortidige stof, der farver den tilsyneladende stillestående hverdag. Munros personer er som Ida Jessens ofte placeret i udkanter, stille småbyer langt fra verdens vrimmel.

Krisen potenserer det trivielle
I novellen 'Nælder' erindrer den kvindelige fortæller sig tilbage til en barnekærlighed, der afbrydes, da drengen flytter. Hun møder ham tilfældigt som voksen, de genkender hinanden, også de gamle følelser. Kan man række tilbage hen over tidens flod?

Det ønsker fortælleren sådan set, men hvad der sker, nænner jeg ikke at fortælle. Læseren skal selv have lov til at opdage det overraskende forløb. Munro er en mester i at dreje begivenhederne i store spring, så sammenblandingen af fortid og nutid i et menneskes bevidsthed kommer til syne.

I andre noveller er det sygdom, der slår hverdagslivet i stykker. I 'Flydebroen' møder vi Jinny, der har været hos lægen med sin fremskredne kræftsygdom. Nu har hun og hendes mand ansat en ung pige til at passe hende - de skal bare lige hente pigens sko, der hvor hun bor.

Det kommer der en helt usædvanlig oplevelse ud af. Dagligdagen eksisterer, selv under kriser, men krisen potenserer det trivielle.

I 'Trøst' er det Ninas mand, der dør. Han tager piller, da hans tilstand bliver ulidelig, sådan som de egentlig har aftalt, men hvordan reagerer Nina? Munros psykologiske realisme er i topklasse.

Dagdrømme om en mand i fortiden
En diskret humor indgår desuden i fortællingen om en mand, der må sende sin demente kone på plejehjem. Han har haft talrige affærer gennem hele ægteskabet, men konen har altid været ankerpunktet, som han ikke kunne drømme om at forlade.

Nu ser han forbløffet og afmægtigt på, at konen kaster sin kærlighed på en anden indlagt dement mand. Selv er ægtemanden som luft for hende. Det er ikke en banal løn som forskyldt-historie, vi får, men en opvisning i, hvad der sker med et menneske, når balancen forskydes, indsat i en meget overraskende kontekst.

Nogle købslår med skæbnen, hvis de føler, de har gjort noget forkert. Hvis dette her går godt, så ... Andre kan bruge et halvt liv på at forholde sig til en enkeltstående afgørende oplevelse. Det gælder kvinden i 'Det vi husker' .

Hun er blevet ved med at dagdrømme om et møde med en mand engang i fortiden. Selv da han er død, og enhver drøm om et gensyn, som hun måske ikke engang ønsker, kan skrinlægges, bliver det ved.

Som det hedder: »Det måtte slides op; styre det kunne hun ikke«. Det, Munro her undersøger, er, hvilken rolle fortidens møder spiller i vores nuværende liv. Hvilke roller sætter vi disse mennesker til at spille i fantasilivet?

Fyldige livsbilleder
Mange af novellerne handler således om længsel, selv om ingen af hendes personer ville bruge dette ord. Man kan agere på den, som kvinden i titelnovellen gør, eller man kan lade den være en klangbund i det dagligliv, som Munros realisme opviser i alle detaljer.

Alice Munros lange noveller er meget forskellige fra den korte og knappe novelleform, der er blevet dyrket i de senere år. De er snarere en slags kortromaner, fyldige livsbilleder, men stadig centreret om den klassiske novelles afgørende begivenhed.

De er intense og uhyre tilfredsstillende at læse i al deres kloge registrering af mennesker og steder. Og i deres fundering over, hvordan erindringen væver sig ind i nutiden. Den kan faktisk være både en velsignelse og en forbandelse.

Når man har lukket bogen, har man lyst til at begynde forfra, overbevist om, at der er mere at hente hos den kloge Alice Munro.

FACEBOOK

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce