sportsfantasier. Inden Ola Bauer blev forfatter, arbejdede han som sportsjournalist. Og måske var det der, han samlede inspiration til den farverige sportsjournalist Munken i romanen. Ola Bauer døde af kræft i 1999. Arkivfoto: Aschehoug Agency

sportsfantasier. Inden Ola Bauer blev forfatter, arbejdede han som sportsjournalist. Og måske var det der, han samlede inspiration til den farverige sportsjournalist Munken i romanen. Ola Bauer døde af kræft i 1999. Arkivfoto: Aschehoug Agency

Skønlitteratur

Forsinket norsk antifamilieroman har været ventetiden værd

Ola Bauers suveræne prosakunst præsenteres på dansk med nyoversatte 'Hestehovedtågen'

Skønlitteratur

Ola Bauer døde i 1999, kun 56 år gammel, og nåede ikke at se nogen af sine ti bøger oversat til dansk.

Men her kommer han sejlende i kølvandsstriben efter Per Petterson og Knausgård, og romanen ’Hestehovedtågen’ fra 1992 er værd at have ventet på.

Den er lige så original som sin sære titel – forklaring følger.

LÆS OGSÅ

Den starter flyvende med, at Tom på fem stirrer ind i et uhyggeligt ansigt med gule tænder og stemme som et trykluftbor, en knortet hånd med kun fire fingre løfter ham op, og vi får at vide, at dette monster, kaldet Munken, skulle blive manden i Toms liv.

Med samme jerngreb som Munken holder fortælleren os fast fra første side.

Lille Tom og Munken
Lille Tom, født 1941, er søn af pølsemageren Store-Tom, der under besættelsen tjente fedt på at handle både med tyskerne og med modstandsbevægelsen – og endte som stornazist.

Munken arbejdede på pølsefabrikken (det var her, han mistede fingeren), og da Store-Tom avancerede til farlig stikker, blev han likvideret af Munkens gruppe.

Det pikante er, at Store-Toms kone, malerinden Lister, havde et forhold til Munken, og da Munken blev anholdt, torteret og deporteret til Tyskland, indledte den effektive Lister et forhold til Gestapo-manden Fehmer – og opnåede, at Munken blev overført fra udryddelseslejr til kz-lejr og overlevede, trods alt.

Ved befrielsen blev Lister skamklippet som tyskerpige og fik tilnavnet ’Fehmers fisse’, men det er hun ophøjet ligeglad med – ligesom med den kødrand af virginiarygende skønånder, der bager på hende.

Tilpasning til efterkrigslivet
Kun den hjemvendte krigsflyver og jazzpianist Robert bliver lukket ind i hendes forfaldne villa på Majorstua – og bliver hængende trods sin blodløse blaserthed, mens den fhv. elsker Munken døjer med at tilpasse sig efterkrigslivet og stikker af til Alaska.

Romanen tager fart i sommeren 1951, da Munken vender hjem med den eksotiske duft af vildmark omkring sig.

Lister vil både ha’ ham og ikke ha’ ham, hans elefantagtige maskulinitet er ubrugelig. Men for den tiårige Tom bliver han en far og mentor – som naturmanden, der lærer ham at bruge sanser og redskaber, og som den autodidakte forfatter, der skriver med bred tømmerblyant og hele kroppen.

Og så anduver den nye tjenestepige Helga, datter af en fiskerbonde i Akureyri med Islands største samling af hvalpikke og selv en valkyrie.

Som en havvind vender hun rundt på alt i huset, gør mændene kulrede – og ekspresmodner Tom til en halsende teenager, hvis »strittende tømmerblyant i bukserne« vokser »til ny rekord for tiårige«.

Efter en julekalas forfører Helga målbevidst Munken, mens Tom – på lur i hendes klædeskab – må opgive sin drøm om selv at bestå manddomsprøven.

I sluttableauet ved familiens landhus forenes Helga og Munken, mens Lister skriger over at miste sin magt, og det syder i den store, lodne skov med den bedøvende lugt.

Eminent komposition
Det lyder næsten som ’Og bag dem synger skovene’ – Trygve Gullbranssens højromantiske slægtsroman fra 1933, og der er meget vildmandsromantik i Ola Bauer.

Men der er også høj ægthed i denne antifamilieroman og i Bauers vision om, at mennesker mødes i natur og elektrisk energi opstår.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det ligger også i romanens titel, hentet fra den mørke Hestehovedtågen i stjernebilledet Orion.

Litterært fortsætter Ola Bauer en norsk vitalisme fra Aksel Sandemose og Agnar Mykle, men den er krydset med amerikanske beatforfattere som Charles Bukowski og Jack Kerouac, og hybriden er hans egen, også i den forrygende sproglige vitalitet.

Den faderløse Tom er en moderne efterfølger til Sandemoses Espen Arnakke og Mykles Ask Burlefot, også en oprører på ’klassereise’ fra sit miljø – og et modsvar til den splittet-falske Lillelord i Johan Borgens smågeniale trebindsroman (1955-57).

Bauers originalitet ligger også i den eminente komposition og portrætkunst. Ved siden af drengen Tom, der som fortællerstemme er i centrum det meste af vejen, står de fire medspillere.

Hans mor – den sofistikerede, oddersmidige og selvcentrerede Lister, der vil male idyller, men ikke kan manipulere alt. Munken – den tateragtige, dødsforagtende proletar »fra et andet solsystem« med kz-lejrnummeret indbrændt i armen, »udbombet sjæl« og »koagulerede hemmeligheder«. Og urkvinden Helga med duften af hav, får og lava.

Løbsk i orddeliristisk tomgang

Modstykket er romanens antihelt: Robert, kaldet onkel Bobbie.

Han soler sig i sit ry som britisk krigsflyver og »Norges højest dekorerede swingpjatte« og ernærer sig som biografkontrollør, tennistræner og jazzpianist.

Tom foragter den knogleløse, sherrynippende »dukkemand«, men Robert appellerer til enlige kvinder, overklassetennispiger og altså til Lister, der drømmer om at loppe ham op – med »kvindens kroniske kærlighed til den impotente mand«, som fortælleren bramfrit kommenterer.

Og så er der Toms sportsfantasier, når han spejler sig i den tjekkiske løber Zátopek og den imaginære japanske skiløber Kenichi Yamamoto – det lille, kattevævre vidunder, der er ved at vinde i 18 km langrend ved vinterolympiaden 1952, indtil patriotiske nordmænd chikanerer den olivengule satan ud af løbet.

LÆS OGSÅ

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er hylende morsomt – ligesom da Tom leger skivirtuos og feterer den norske star Olav N., med Munken som sportsjournalist på ski med flagrefrakke og hjemmerullet smøg i flaben.

Nu og da løber Ola Bauer løbsk i orddeliristisk tomgang – jo da. Det går ustyrligt over stok og sten – vist så. Men som det går. Det er suveræn prosakunst.

Også på dansk. Jannie Jensens oversættelse holder stilen uden en falsk tone, og hun holder tempoet i markedets mest hurtiggående joggingsko. For ikke at sige de mest velsmurte langrendsski.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce