Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Kold. I Houellebecqs univers er alt, også fællesskab og kærlighed, reduceret til fiktioner, man kan hoppe ind og ud af.
Foto: JAKOB CARLSEN (arkiv)

Kold. I Houellebecqs univers er alt, også fællesskab og kærlighed, reduceret til fiktioner, man kan hoppe ind og ud af.

Skønlitteratur

Fransk litteraturs dumme svin begår fremragende roman

I europæisk litteratur er der ingen, der er så begavet som Michel Houellebecq.

Skønlitteratur

Jeff Koons.

Med navnet på den amerikanske kunstner, som er verdensberømt for de enorme summer, hans kitschede kunstværker indbringer, sætter fransk litteraturs enfant terrible, Michel Houellebecq, sin seneste roman i gang.

Og bortset fra en enkelt henkastet bemærkning om thaipigers villighed til at slikke pik uden gummi synes provokatøren, der har sat fransk litteratur på den anden ende med sin politisk ukorrekte kynisme, endelig at være vokset ud af puberteten.

Det er ikke, som tidligere, i sex-etablissementer, handlingen udspiller sig, men i kunstgallerier, til ferniseringer og i de værksteder, hvor malerier og romaner bliver til.

Erstatningsreligioner
’Kortet og landskabet’ undersøger intelligent og morsomt de bizarre mekanismer, som styrer berømmelse og prisdannelse i kunstens luftige verden, men romanen, der på ægte thrillermanér også rummer en makaber mordgåde, er meget mere end det.

Det, der for alvor optager Houellebecq, er den gradvise omdannelse af natur til kultur, som har sneget sig ind overalt, og som i sidste instans forvandler mennesket til et kulturelt produkt, hvad enten vi ser os selv som resultatet af fortællinger, kirurgiske skønhedsoperationer eller gener, der kan manipuleres.

Så glem Korsbæk, det her er Houellebecq, hvor livet er videoovervåget, hvor »sikre zoner« veksler med ghettoer, hvor silikonebryster »signalerer erotisk velvilje« og folk ikke slukker mobiltelefonerne under kremeringen af deres nære.

En verden, hvor kunsten spiller rollen som erstatningsreligion, samtidig med at den nære fortids gamle dannelse for længst er eroderet bort.

LÆS OGSÅ Ondt selvportræt Romanens hovedperson er kunstneren Jed Martins; venneløs, fåmælt, søn af en ingeniør, der altid havde for travlt, og en mor, der begik selvmord. Han læser ikke aviser og ser kun junk på tv. I årevis har han med sit kamera arbejdet på at skabe et udtømmende katalog over menneskeskabte genstande fra industrialiseringens tidsalder. Det, der uforvarende gør ham for alvor berømt, er en serie malerier med titler som ’Bill Gates og Steve Jobs snakker om informationssamfundets fremtid’.

Jed får den ide, at forfatteren Michel Houellebecq, som bor i Irland, skal skrive en katalogtekst til hans malerier, og da denne »berømte forfatter« blåstempler malerierne med sine uudgrundelige betragtninger, tager Jeds karriere fart.

På et tidspunkt bliver maleriet 12 millioner euro værd, og Jed havner i ligaen af kunstnere, hvis værker bliver udsat for dybe kunsthistoriske fortolkninger.



Da Jed og ’Houellebecq’ mødes i den irske bungalow, hvor forfattere bor, er bolden givet op for Houellebecqs kostelige leg med hans egen kontroversielle forfatteridentitet, og han lægger hverken fingre imellem i portrættet af sig selv som en forhutlet outsider eller af de mange franske kulturpinger, som han karaktermyrder på siderne.

Hvor må han have haft det sjovt, og hvor må det være irriterende for de notabiliteter, det går ud over.

Værst går kulturkritikken dog ud over selve Frankrig og enhver forestilling om, at der findes genuine franske værdier og traditioner. Glem for eksempel enhver snak om det traditionsrige liv på landet. Livet blev først til at holde ud derude, da bymenneskerne flyttede dertil, og først da rige kinesere slog sig ned, kom der gang i de for længst uddøde håndværk.

Overskudsramt
Houellebecq, der om nogen er globaliseringens franske forfatter, lader kinesere være dem, der tilfører det franske landliv autenticitet, hvilket ikke ændrer ved, at Frankrig for ham for længst er en fiktion.

Da både Jed og ’Houellebecq’ på et tidspunkt flytter tilbage til deres barndoms landsbyer, havner de i »falske landsbyer«, som ser ud, som om de er genopbygget til brug i tv-serier. En rundkørsel hedder Immanuel Kant, en vej hedder Rue Martin Heidegger, filosofferne har erobret gadenavnene, men alt er »strukturelt øde«.

Tilværelsen er sådan set uudholdelig, men Houellebecq ville ikke være sig selv, hvis han fremstillede udviklingen som et tab. I hans verden gælder det om at lade sig føre med, sætte sig ind i Audiens komfortable og airconditionerede miniverden, når nu bilen sammen med den individuelle bolig er blevet til »en af de sidste temporære autonomizoner«.

Hvad skal et frihedselskende menneske ellers gøre?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Med vanlig nihilisme hedder det et sted, at »trods alt betyder menneskelige relationer ikke noget særligt«. Alligevel udspiller det smerteligste i romanen sig, da Jed og hans gamle far mødes juleaften, et tidspunkt »med høj relationel og kommerciel værdi«.

Jed har tidligere juleaftner overvejet at hyre en escortpige, for at det skal se ud, som om han har en kæreste. De plejer ikke at have noget at tale om, men pludselig fortæller den syge gamle mand for første gang sin søn om sin ungdoms visionære arkitektdrømme.

Jed er målløs og fatter ikke, hvorfor faderen har ventet så længe med at fortælle ham det. Han har ikke haft behov for at sige det før, er alt, hvad Jed får til svar.

Hvad romanens mordgåde går ud på, skal ikke afsløres her. Forbrydelsen er af en karakter, så selv hærdede politimænd må brække sig af kvalme, og Hoellebecq går hele vejen i en herlig overskudsramt og fræk leg med sit eget renomme.

Fra Balzac til Musil

Selv om han stadig må være indehaver af europarekorden i litterær misantropi, nærmer Houellebecq sig i flere passager bud på, hvad det gælder om i tilværelsen.

Det er stadig en kold og uempatisk hjerne, der skriver, men det lange citat om de chancer, livet giver os, som ses andetsteds her på siden, antyder, at noget er i skred, måske Monsieur Houellebecq bare er blevet godt gammeldags midtvejsklog ... Michelle Houellebecq er vor tids Balzac, de to har samfundskritikken og kritikken af parnasset til fælles, men han er også forfatteren, der fører den sociologisk betonede litteratur videre, som østrigske Robert Musil (1882-1942) påbegyndte i det vældige værk ’Manden uden egenskaber’ om drift og begær i lyset af politik og teknik i den europæiske modernitets første fase.

Hos Houellebecq hedder det: »... det atmosfæriske informationstryk formindskes tydeligt, efterhånden som man fjerner sig fra hovedstaden og menneskelige anliggender mister deres betydning«. Musil beskrev »denne tilstand af ubestemt, atmosfærisk fjendtlighed, som luften er fuld af i vores tidsalder«.

LÆS OGSÅ I europæisk litteratur er der i disse år ingen, der så begavet som Michel Houellebecq formår at skrive stor og udfoldet fiktionsprosa om den måde, hvorpå den kapitalistiske kultur tingsliggør alt og gør prostitution til en levevej, uanset om man er luder eller nøjes med at sælge sin sjæl – for magt, anerkendelse, berømmelse, sex, rigdom. Kort kigger man på for at finde vej, få overblik. Landskaber lever man selv i – medmindre altså, at den gamle distinktion mellem natur og kultur, som romanforfatteren peger på, er kommet så meget til kort, at det hele flyder i et.



Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Indholdet i denne fremragende europæiske roman er bare fiktion, men fakta kan ikke benægtes: Vi befinder os i en epoke, hvor intet længere er ’naturligt’, samtidig med at alt, bortset fra det der sker i den kosmiske skala, alligevel synes at være i vore egne bævende hænder.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce