Aldrende forfatter skriver bevægende verdenslitteratur om kunsten at dø

Carl-Henning Wijkmarks 'Natten der kommer' går helt tæt på den moderne død.

Skønlitteratur

Med mange tiårs forsinkelse nåede svenske Carl-Henning Wijkmarks skønlitterære forfatterskab sidste år til Danmark.

Det skete med ’Jægerne på Karinhall’, forfatterens vitale og dybt fascinerende debutroman fra 1972 om det bizarre liv på Görings sommerslot, hvor topnazister og en enkelt norsk atlet i olympiadeåret 1936 skejer ud, så Marquis de Sade ville have nikket anerkendende.

LÆS OGSÅ

’Natten der kommer’, som nu også foreligger på dansk i Anne Marie Bjergs fine oversættelse, har fat i et helt andet stof, og nu er fortællekunsten i hænderne på en aldrende, livsklog mester.

Hele livet i et splitsekund
Romanens hovedperson er Hasse, som ligger på terminalafdelingen, hvor han sammen med tre mandlige medpatienter gennemlever den velfærdsstatslige døds forskellige faser.

Dopede af morfin afventer de som ’pjuskede burfugle’ »det store vovestykke«, som det er at give slip.

Men Hasse er ikke en typisk patient. Han tager kampen op, og hans strategi bliver ikke at bekymre sig om sygdommen, men i stedet koncentrere sig om det uafvendelige endemål.

Det gør han ved at pløje sig igennem bog efter bog om døden, og heldigvis er der rigeligt at tage af i patientbiblioteket. »Jeg ligger i dunsterne fra mit eget forfald«, tænker Hasse, mens han læser for livet helt bevidst om, at læsningen også er en måde at suspendere jeget og tiden på.

Krystalklare billeder
Han fordyber sig bl.a. i Tolstojs krigsnoveller, hvor han læser om soldaten, der i dødsøjeblikket, som kun varer et splitsekund, når at se billeder fra hele sit liv passere forbi.

Filosofien om det langstrakte dødsøjeblik giver ham et nyt syn på døden. Hans omgivelser er ikke i tvivl om, at al den læsning vil forkorte hans liv, men de tager fejl: Hasse får det bedre og bedre.

Wijkmarks dødebog er ikke lang, men hvad den ikke har i omfang, har den i uafrystelig psykologisk dybde.

Hasse er på en indre rejse fra det ene bevidsthedslag til det andet, hidtil lukkede døre i hans sind åbnes, ’slumrebillederne’ efter morfinens toksiske eufori afløses af krystalklare minder og erkendelser om den ikke bare tabte, men også smerteligt spildte tid.

Og hele tiden trænger det kropslige nu ind på ham fra alle sider. Mange dage går med at sidde på toilettet, men så indtræffer ’bækkenstadiet’, hvor den døende må ligge ned, og så kan det være svært at bevare værdigheden.

Den moralske impuls
Det er ikke livet, stakkels Hasse er træt af, men sig selv. Han kæmper med et minde om et mord, han som ung så begået i en skov uden for Paris.

Han stak af i stedet for at kontakte politiet, nu ligger han og martres af, at han generelt har været »for bekvemmelig« over for andre mennesker.

Hvilken indsigt i sindets vildveje, hvilken overlegen sprogkunst

Han lider under erkendelsen af, at »rationelle undskyldninger ikke bider på en dybere overbevisning, fordi den moralske impuls kommer før tanken«.

Men der kan også være noget positivt ved eksistensens traumehuller. Hasse indser omsider, at han faktisk ikke har villet miste sit minde om mordet, fordi det har hjulpet ham til at holde værre ting fra døren.

»Jeg ville beholde denne onde drøm om udstødthed som den mørkeste urscene i mit voksne liv efter barndommens uskyld«.

Det lange farvel

Wijkmarks dødskabaret er verdenslitteratur.

På en gang nøgternt fortællende og selvbevidst i ambitionen om så præcist som muligt at leve eller snarere dø sig ind i de skærpede tilstande, som den moderne død, der rummer ’lindring’, men ikke megen trøst, byder på.

Hvilken indsigt i sindets vildveje, hvilken overlegen sprogkunst.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hasse »mærker dødssuget komme indefra, som en dejlig smag i munden og en hulken i brystet«, »en højtidelig sønderknuselse« kommer over ham, da det bliver for tungt at erkende, at han aldrig mere skal elske.

Døden er ikke en hændelse i livet, sagde filosoffen Wittgenstein finurligt, men Wijkmark viser, at udsagnet ikke holder i vor tid, hvor gennemsnitsdøden er en doseret hændelse, som kan tage sin tid.

LÆS OGSÅ

Når man nægter at dø, men er parat til det, har man nået den tilstand, der på finsk hedder sisu. Og så har man som Hasse måske også kraft til at rase mod en ufølsom læge, der nærmest er personligt fornærmet over, at man opholder sig så længe på ’dødsstuen’.

’Natten der kommer’ er også et signalement af et sundhedsvæsen, som ikke er i stand til at matche sin teknologiske og teknokratiske fuldkommenhed med et humant ditto.

Men først og fremmest altså et bevægende litterært kunstværk om et tænksomt menneskes lange farvel.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce