erobring. McCarthy tager udgangspunkt i en virkelig begivenhed. I 1849 red et kompagni amerikanere under ledelse af den selvbestaltede kaptajn John Joel Glanton til Mexico for at tilbyde lokalregeringen deres tjeneste som skalpejægere. Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

erobring. McCarthy tager udgangspunkt i en virkelig begivenhed. I 1849 red et kompagni amerikanere under ledelse af den selvbestaltede kaptajn John Joel Glanton til Mexico for at tilbyde lokalregeringen deres tjeneste som skalpejægere. Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Skønlitteratur

Mesterværk om menneskets endeløse grusomhed er altopslugende

Cormac McCarthy er med 'Blodets meridian' en af USA's største nulevende forfattere.

Skønlitteratur

Der er få romaner, om hvilke man kan sige, at de er udtryk for en helstøbt vision, som adskiller dem fra alle andre romaner.

Det synes jeg, Cormac McCarthys ’Blodets meridian’ er.

Dens historiske realisme udpenslet som Hieronymus Bosch-syner og placeret i en buldrende symbolsk bibelwesterntekst er en magers værk. Det er fjerde gang, jeg læser den, og oplevelsen er lige altopslugende hver gang.

LÆS OGSÅ

Det har taget sin tid at få den ud på dansk, men nu foreligger den omsider. Cormac McCarthy har på en måde delt skæbne med Thomas Pynchon.

To af de største originaler i moderne amerikansk litteratur har begge skrevet en roman, som må tælles blandt de definitive nyskabende mesterværker i moderne amerikansk litteratur, men begge forfatterskaber er i Danmark blevet opdaget i lidt omvendt rækkefælge.

Det Vilde Vesten
’Blodets meridian’ fra 1985 er McCarthys litterære hoved- og kraftværk. Thomas Pynchons mesterværk ’Gravity’s Rainbow’ fra 1973 venter vi stadig på.

Cormac McCarthy skrev ’Blodets meridian’, da han forlod Faulkner-territoriet i Tennessee og rykkede vestpå til Texas.

Stadig med spor af Faulkners sproglige gesvejsninger begav han sig ud i en anderledes barsk ørken og beskrev i ’Blodets meridian’ en feberflimrende vision om erobringen af Det Vilde Vesten som en atavistisk syndefaldsmyte.

Draget mod Vestens flammende solnedgang ved den yderste rand af Den Nye Verden genfinder den hvide mand sin bestemmelse som primitiv kriger.

Der er få bøger, om hvilke man kan sige, at de opfinder sig selv i et nyt sprogligt landskab.

Men den mageløse sproglige kraft, som McCarthy fremmaner ved at sætte Det Gamle Testamentes ørkengud stævne i et urgammelt landskab, hvor skabelsen er hinsides enhver fatteevne og stadig rumsterer i fossiler og forkastningerne, synes jeg, rager alene op i litteraturlandskabet som en stele fra en anden verden.

Skalpejægere
Med beslægtet og mere nedtonet selskab af McCarthys egne bøger i den såkaldte Grænselandstrilogi.

McCarthy tager udgangspunkt i en virkelig begivenhed. I 1849 red et kompagni amerikanere under ledelse af den selvbestaltede kaptajn John Joel Glanton til Mexico for at tilbyde lokalregeringen deres tjeneste som skalpejægere.

Apache-indianerne var en plage og betragtedes både af amerikanere og mexicanere som primitive undermennesker.

Men mexicanerne gør regning uden vært. I amerikanernes øjne er mexicanerne næsten lige så værdiløse, og det er svært at se forskel på en indiansk og en mexicansk skalp, så længe håret er sort.

Glantons felttog udvikler sig til et sanseløst slagteri, hvor alle normale menneskelige hensyn hurtigt bliver skrællet af ind til benet.

Den nøgterne beskrivelse
Overfladisk betragtet er romanen monoton. Glantons bande rider stadig mere vild og medtaget hærgende rundt i det nådesløse ørkenlandskab.

Skiftevis som forfølgere og forfulgte. Træfning følger træfning. Fjendebillederne flimrer i det barske landskab, hvor kaktus og gilaøgler føler sig mest hjemme. Sult, tørst, druk, nedslagtninger og decimeringer i egne række. Hede og kulde.

Spiddede spædbørn hænger som pervers julepynt på tornebuskene og mandefaldet er uden ende, i hvad der må være en af de mest brutale romaner nogensinde.

Den nøgterne beskrivelse af menneskets endeløse kapacitet for grusomhed får Célines ’Rejsen til nattens ende’ til at ligne en spejderudflugt og ’American Psycho’ til at ligne en koket yuppie-fantasi.

Heldigvis vil Cormac McCarthy meget mere end at ryste med sin råhed.

Menneskets blodrus
Iscenesat som en mageløst makaber western er ’Blodets meridian’ en historisk fabel om Amerikas voldelige rødder og en manende filosofisk fortælling om menneskets mærkelige rolle i verden som behersker og besat.

Som den har udspillet sig, hver gang mennesket har givet sig sin blodrus i vold, siden dengang Gud gav mennesket herredømme over alle levende væsner. Nedslagtningen af præriens bisonokser og myrderierne i Syrien og på Balkan har fælles rødder.

Der er få bøger, om hvilke man kan sige, at de opfinder sig selv i et nyt sprogligt landskab

’Blodetsmeridian’ har to usædvanlige hovedaktører. Begge er på en måde typiske for McCarthy. Romanens protagonist er Drengen. En tavs og forsømt knægt med en drift imod pludselig og hensynsløs vold. En figur, man genkender fra McCarthys tidligste romaner.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Drengen går hjemmefra, driver vestpå, og som granvoksen og navnløs 16-årig kommer han til at ride ad helvede til med Glantons bande. Drengen bliver en dræber, men forbliver trods alt et menneskebarn.

En dæmon fra længst svundne tider
Over for ham står Dommeren. Dommer Holden. Glantons højre hånd og ekspeditionens åndelige ophav. En hårløs gigant på 2 meter og 13 med en kampvægt på 370 pund.

En altid smilende skikkelse, som sår splid alle steder og bogstavelig talt er Fandens lærd. Dommer Holden imponerer alle med sin altomfattende og sælsomme viden.

En dæmon fra længst svundne tider, som samtidig inkarnerer alle de farlige fristelser, som naturvidenskabens fremmarch udgør for mennesket.

Når Dommeren ikke myrder eller danser nøgen og maddikehvid omkring på sine absurd små fødder, har han travlt med at udstoppe ukendte fugle og katalogisere skabelsen.

»Alt det i skaberværket der eksisterer uden mit vidende, eksisterer uden min billigelse«, fastslår Dommeren.

Bibelske allusioner sværmer tæt i en fortælling, hvor makabre korsfæstelser, brændende træer i ørkenen og røg, der stiger lige til vejrs fra offerbålene, smelter 1800-tallets Mexico og Californien sammen med fordums Israel i en digel af vold, død og uhyrlige krigshandlinger.

Glantons bande samler skalpe i 1849. Israelitterne samlede omkring 3.000 år tidligere 10.000 filisterforhuder uden indblanding fra nogen krigsforbryderdomstol.

Krig og civilisation
Dommeren hævder nogle år før Nietzsche, at moralens love er noget, menneskene har fundet på for at svække de magtfulde til fordel for de svage.

Ifølge Dommeren er verden »en kvaksalvers hokuspokus, en feberdrøm, en trance befolket af kimærer uden hverken analogier eller fortilfælde, et omrejsende tivoli«. Og »den orden i skaberværket, som I kan se, er den, I selv har lagt ind, som en tråd i en labyrint, så man ikke farer vild«.

Tyk som røg fra en krematorieovn ligger den apokalyptiske stemning over erobringen af Amerika, som udgør det sidste afgørende angreb på Skaberværkets urørlighed. Ikke at syndefaldet kun er på de hvides side.

Indianerne, de deler skæbne med, er som de selv en slags umenneskeliggjorte vilde udsprunget fra en primitiv kilde, som har meget lidt at gøre med det milde ekko, som stadig hænger i luften omkring de for længst forladte beboelser, hvor fredelige pueblo-indianere i tidligere tider har levet.

Erobringen af Det Vilde Vesten fremkalder vildskaben i begge parter i denne dødedans, hvor menneskets dobbelte drift mod krig og civilisation tipper fatalt.

En stærk og ren tekst

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Guds vrede sover. Den har været skjult i en million år, før mennesket kom til, og kun mennesket har magt til at vække den«, siger en gammel mennonit i forbifarten.

Men hvor det handler om mennesket og dets færden i verden, er advarsler til for at blive overhørt.

Oversætteren Jan Hansen har kæmpet en brav kamp for at skabe en tekst, der er stærk og ren, selv om McCarthys højst usædvanlige amerikanske sprogtone med sin blanding af arkaisk bibelsprog og naturlyrik må ende som noget mere prosaisk på dansk.

Ingen oversættelse vil helt kunne fange det indtil knoglemarv og bibelbælte amerikanske i McCarthys sproglige magerværksted, men Jan Hansen gør det bedst tænkeligt, synes jeg.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce