Novellekunst. Redaktørerne tager konsekvensen af, at der altid - og også i nullerne - er flere generationer, stemmer, stilarter og problemer på spil i litteraturen.
Foto: Tegning: Per Marquard Otzen

Novellekunst. Redaktørerne tager konsekvensen af, at der altid - og også i nullerne - er flere generationer, stemmer, stilarter og problemer på spil i litteraturen.

Skønlitteratur

Ti års noveller er lidt af en nytårsgave

Ny antologi giver udsigt ud over novellekunsten i årtusindets første årti.

Skønlitteratur

I dag er det et år siden, at vi tog afsked med det ny årtusindes første årti, nullerne.

Allerede nu kan vi se tilbage på tidsrummet i novellekunstens verden, takket være en ny antologi, som P1’s litterære studieværter Klaus Rothstein og Nanna Mogensen har redigeret, ’Kort fortalt’.

Den samler danske noveller fra nullerne og serverer dem i kronologisk orden, ud fra det år, de er udgivet. 34 forfattere er repræsenteret i samlingen, med én novelle hver.

Dog med undtagelse af Jakob Ejersbo, som har to tekster med. Én fra hans debut som individuel forfatter, med samlingen ’Superego’ fra 2000, og én fra Afrika-trilogiens novellesamling, ’Revolution’, der udkom i 2009.

De to tekster giver et tydeligt indtryk af, hvor meget en forfatter kan nå at udvikle sig i løbet af et årti. Men den posthume udgivelse af den sidste tekst er også en trist påmindelse om, hvor uventet og helt urimelig tidligt det kan få ende.
En rivende udvikling

Årtiet har i sig selv budt på rivende historisk udvikling. Hvem kunne ved årtiets indgang have forestillet sig de sammensatte og hastigt skiftende følelser og stemninger, som kom til at præge tiden?

Nullerne har været ligesom en klassisk katastrofefilm, med flere katastrofer, der opstod og udfoldede sig samtidig.

Terrorfrygten siden 2001, en lånefinansieret forbrugsfest og ejendomsboble, som var ved at skubbe verdensøkonomien ud over afgrundens rand i september 2008, kort efter at bevidstheden om den globale opvarmnings konsekvenser for alvor havde indfundet sig.

Danmark i krise I Danmark et såkaldt systemskifte i 2001, to angrebskrige i 2001 og 2003 samt et dusin satiriske avistegninger i 2005, der foranledigede den største udenrigspolitiske krise for landet i nyere tid. Ordet ’krise’ har i det hele taget været flittigt anvendt i og om nullerne – både indenlands og udenlands og i forhold til en lang række områder: økonomi, økologi, værdier, internationale relationer. Ordet har en betydning også inden for litteraturen, hvor det kan betegne et afgørende tidspunkt, omslag eller vendepunkt.

Jan Sonnergaards bidrag til ’Kort fortalt’, novellen ’Sidste søndag i oktober’ fra samlingen af samme navn (2000), handler netop om en krise – om det øjeblik, hvor jeg-fortællerens ungdom er ovre, »afsluttet fra den ene time til den anden«, som han konstaterer.

Novellen illustrerer en gennemgående tendens – at det netop er de små kriser, som novellerne fokuserer på: individets eller den lille gruppes kriser. Alle de store kriser må man stort set kigge forgæves efter, og når de er der, anskues de fra det lokale og personbundne perspektiv.

Som i Merete Pryds Helles ’Ti fingre fra eller til’ – om et torturoffer, der ankommer til en by i eksillandet for at fortælle om sine fængselsoplevelser. Pressens og politikkens overskrifter, som gengivet foroven, genfinder man ikke i fortællingerne. På den måde afspejler de ikke årtiet. Det gør de heller ikke i kunstnerisk forstand.

Ingen fælles retning
Novellen har ikke været en strømførende genre i dansk litteratur i nullerne – på samme måde som kortprosaen var det i 1990’erne. Det har snarere været romanen samt dele af lyrikken (skrevet især af kvinder som Naja Marie Aidt, Lone Hørslev, Christel Wiinblad og Mette Moestrup), som har oplevet stor interesse og et overraskende salgsmæssigt boom.

LÆS ANMELDELSE

Novellerne repræsenterer derfor heller ikke en fælles retning eller æstetisk tendens. Og de grupperer sig ikke omkring en bestemt eller særlig selvbevidst generation, selv om flertallet af bidragydere er født i 1960’erne eller 70’erne.

Den manglende forening vender antologien imidlertid til en fordel. Redaktørerne tager konsekvensen af, at der altid – og også i nullerne – er flere generationer, stemmer, stilarter og problemer på spil i litteraturen.

Ældre forfattere
Derfor får man også et flot udvalg med af de ældre forfatteres novellekunst: Sven Holm, Svend Åge Madsen, Hanne Marie Svendsen og Anders Bodelsen blandt andet. De optræder side om side med yngre og fremragende forfatterskoleelever som Adda Djørup og Christina Hagen, hvis bidrag, ’Sambo’ fra 2008, er en lille genistreg.

Manglen på aldersdiskrimination betyder en berigende udvidelse af fortællingernes repertoire af erfaringer, som også indbefatter alderdom.

Den aldersmæssige bredde modsvares af en velafbalanceret geografisk fordeling. Antologiens fortællinger spreder sig ud over det ganske land og videre end det.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Udkanterne, landet og forstaden
Interessant nok anvendes storbyen hyppigt som en markeret historisk kulisse for ungdomsliv i overhalingsbanen – med referencer til in-steder og andre letforgængelige fænomener – mens udkanterne, landet og forstaden, oftere tjener som scene for eksistentielle dramaer og ægteskabelige konflikter, nogle gange nærmest i legendeform.

Sådan synes landet at ligge ifølge novellerne af Ejersbo og Sonnergaard, som holder til i byen, mens novellerne af Naja Marie Aidt, Hans Otto Jørgensen, Trisse Gejl og Ida Jessen bruger udkanten på den måde.



Redaktørerne har skrevet en glimrende efterskrift til udvalget, som trækker tematiske linjer mellem teksterne. Lidt pudsig er den joviale omtale af Anders Bodelsen som »den gamle modernist« – der forbinder ham med den periode, 1960’erne, hvor han trådte frem som forfatter, og hvor han ellers blev kendt for at være ’realist’ eller ’nyrealist’.

Men sådan går det ofte i litteraturhistorien, at de æstetiske etiketter svulmer op og bliver så rummelige, at de ender med at omfatte hele perioden.

Lidt af en nytårsgave

Mon nullernes novellekunst også med tiden bliver indfanget af en eller anden svampet æstetisk overskrift, med tilbagevirkende definitionskraft? Jeg tror det næppe.

Men jeg føler mig sikker på, at antologiens bedste noveller – som efter min mening er Pia Juuls ’Et vakkert barn’, Naja Marie Aidts ’Bulbjerg’, Katrine Marie Guldagers ’Nørreport’, Marina Cecilie Ronés ’Blomsterbørnene’ og Jakob Ejersbos ’Slangens vej’ – nok skal blive ved med at holde sig unge og tiltrække læsere tierne ud og adskillige årtier frem.

LÆS ANMELDELSE

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden