Landmandsliv. Erling Jepsen skriver suverænt om 13-årige Allans liv som kaninfarmer.
Foto: Joachim Adrian

Landmandsliv. Erling Jepsen skriver suverænt om 13-årige Allans liv som kaninfarmer.

Skønlitteratur

Erling Jepsens nye roman er suveræn

Den tredje bog om Allan og ismejerifamilien i Gram er en perle, der får humøret til at stige.

Skønlitteratur

Erling Jepsens nye roman åbner med en skøn pastiche på dansk litteraturs berømteste selvbiografiske tilbageblik:

»Jeg havde en farm i Sønderjylland ved foden af Gramby Bakke«.

En ouverture, som lægger op til, at gækken nu virkelig skal slippes løs, men sådan går det selvfølgelig ikke for som altid, når Jepsen tager læseren med til sit barndomsland, er tragikken lige i hælene på komikken. Som han har sagt det i et interview:

»Jeg har gjort det til min livsopgave at beskrive, hvordan skruerne sidder på torturinstrumenterne«.

LÆS OGSÅ Så ja, vi er tilbage i det flade og sumpede Sønderjylland, hvor folk på grund af den stærke blæst er »tilbøjelige til at gå let foroverbøjede og med hovedet sænket« og missionsk opdragede mennesker kan finde på med vilje at skyde sig i venstre fod for at »tugte kødet«.

Men vi er også i et eventyrland fuld af fantastiske skikkelser og sære tildragelser.

Hvor det gør mest ondt
Som romanforfatter er Jepsen danmarksmester i den særlige form for råddenskab i familien, som har at gøre med seksuelle overgreb, og det incestuøse er stadig prismen, det meste skal ses igennem i denne tredje roman om den stakkels ismejerifamilie fra Gram, som vi først lærte at kende i gennembrudsromanen ’Kunsten at græde i kor’ (2002) og hørte mere om i ’Med venlig deltagelse’ (2006).

I centrum for det hele står endnu en gang Allan, forfatterens alter ego, som nu er 13 år gammel. Året er 1968, og handlingen udspiller sig et års tid efter »det med Sanne«.

Hele landsbyen er bekendt med faderens overgreb på Allans storesøster; hun nu bor hos en plejefamilie, naboerne har trukket sig, faderen og moderen fortsætter i cirklerne af hysteri, kuet tavshed og forstillelse.

Han glæder sig over, at han »trods alt« ikke er blevet ædt af sin far

Men Allan, ja, han er kommet videre, og det er det afgørende nye i Jepsens roman. Allan er nemlig ikke længere familiens troskyldige og udglattende midtpunkt, men en kvik og entreprenant – og stadig mere belæst – teenager, som er fuldstændig klar over, hvor de ømme punkter er.

Som da han med forstilt naivitet siger til sin far:

»Der er ikke så mange jævnaldrende at vælge imellem. Det er, som om de ikke vil hen til os længere«.

Jepsens replikker rammer stadig lige der, hvor de gør mest ondt.

Kaninfarmer
Det er selvfølgelig også nyt, at Allan er kaninfarmer! Han har kaninerne i bure ude i familiens køkkenhave, og sikke meget Jepsen evner at fortælle ved hjælp af sådan en flok parringssyge gnavere.

Allans far ved f.eks. en masse om forskellen på kæledyr og slagtedyr. Han er også ekspert i at kurere fejlfodrede kaniner med vaselineindsmurte vatpinde, som han stikker op i dyrene.

Ikke at forglemme de problemer, som opstår for en kaninfarmer, hvis en avlshan bliver sluppet løs på hunkaniner i utide.

Beretningen om dansk litteraturs første kaninfarmer er suverænt fortalt.

Livet på farmen, hvis størrelse er omkring seks kvadratmeter, fremstår som en uskyldig kæde af begivenheder, samtidig med at forfatteren elegant lader løjerne spejle mørket i familielivet udenfor.

En scene er uforglemmeligt grusom. Det er den, hvor faderen med alle følelserne uden på tøjet brænder sammen, fordi hans selvbevidste søn ikke vil benytte sig af hans ekspertise i at tørre græs, så det kan blive til hø.

Allan, der fantaserer om måske at have en anden biologisk far, er uanfægtet. Han glæder sig over, at han »trods alt« ikke er blevet ædt af sin far.

»Den slags forekommer i kaninernes verden, hvor både hanner og hunner kan finde på at spise deres afkom«.

Et andet narrativ
Allan er en ivrig romanlæser, og det er faktisk først efter at have læst i ’Den afrikanske farm’, som Sanne har glemt efter et familiebesøg, at hans farmerbevidsthed opstår.

»Du er jo også en lille farmer«, siger søsteren, »Du har dit eget stykke jord, og du har folk ansat. Det er ligesom Karen Blixen. Hun havde en kaffeplantage, du har kaniner«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Søsteren, selv plaget, giver sin bror et narrativ, som han kan bruge til at genfortrylle sin tilværelse.

Til hovedsporet om kaninerne og alle de herlige og til tider livsfarlige drengestreger, Allan og vennen Frode (ofte svært bevæbnede) sætter i værk, kommer det dystre spor om mulatten Mkali, som udsættes for grov racisme af den mest afstumpede slags.

Jeg har gjort det til min livsopgave at beskrive, hvordan skruerne sidder på torturinstrumenterne

Mkali, der i hele byen bliver kaldt ’negeren fra kulkælderen’, fordi hun bor til leje i en kælder, er datter af en sort amerikansk soldat fra Tyskland og en hvid servitrice, som hun ikke ved meget om.

Det er hendes historie, som giver Allan håb om, at hans far måske slet ikke er hans rigtige far. Måske er han i virkeligheden søn af en rockmusiker, som hans mor knaldede med efter en koncert, drømmer han.

En slags klassekamp
Hele denne vilde historie fortælles af den nu 56-årige Allan, som ser tilbage på sit liv. Han er forfatter og dramatiker (ligesom Erling Jepsen) og bor alene i København »med udsigt til et kontorhus«.

Ægteskabet med konen gik ikke. Han er fra Vestsønderjylland og hun fra Østsønderjylland, og »kulturforskellen var for stor«. Den slags små jokes af det særlige jepsenske antropologiske tilsnit er der også plads til i romanen.

»Mine primære jordbesiddelser var beskedne«, beretter Allan med blixensk stemmeføring, men ellers er tonen hele vejen igennem forfatterens egen med den tilføjelse, at ironien og hans velkendte kuldslåede humor har fået tilført en portion charmerende drengebogskolorit.

Denne roman er ikke Jepsens udgave af ’Den afrikanske farm’, men trækker på klassikere som ’Huckleberry Finn’ og ’Orla Frøsnapper’ .

En vis dreng, der engang havde problemer med en suppeterrin, får en regulær hilsen:

»Jeg selv havde fået en tommeltot af led, og far måtte køre mig til kvaksalveren i Koldsnap for at få den sat på plads«.

Erling Jepsens forfatterskab er ikke sådan at sætte i bås. I denne roman, hvor det er en slags drengebogsrealisme, som råder, opfattes det fantastiske, som sker, ikke som spor usandsynligt. Selv det surreelle moment i historiens eksplosive finale forekommer ganske realistisk.

Hvad der sker, skal ikke afsløres, men det skal da nævnes, at der er tale om en slags klassekamp, at Allans far langt om længe træder i karakter på den gode måde, samt at han er bevæbnet med et jagtgevær – og får god hjælp fra Kalle Cowboy, Hansi med bulldoggen og Magnus Rossen med sin jernkæde og knuste flaske .

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Livsmod og eventyrlyst

Erling Jepsen har aldrig lagt skjul på, at han i sit forfatterskab trækker på sit eget liv.

Efter at have læst om så mange fortrædeligheder i de foregående romaner om den plagede familie i Gram, er det befriende, at smerten i tragediens tredje del trods alt må vige for livsmod og eventyrlyst, og at den voksne fortæller ender med at få bundet så fin en sløjfe på gamle venskabsbånd. Dette er først og fremmest historien om en dreng, som klarer skærene ved at forlægge sit behov for ømhed til en miniverden, hvor der er adgang forbudt for upålidelige voksne. Portrættet af ham klinger rent igennem.



Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce