Forventning. Har en debutant klaret sig godt,  ligger det i luften, at nu bliver det svært, mener Lone Aburas. Foto: Lærke Posselt

Forventning. Har en debutant klaret sig godt, ligger det i luften, at nu bliver det svært, mener Lone Aburas. Foto: Lærke Posselt

Skønlitteratur

Lone Aburas: Min værste fjende er nok mig selv

Forfattere frygter at skrive den svære toer. Men kvinden bag 'Den svære toer' fandt den ikke så svær.

Skønlitteratur

Lone Aburas har et godt blik for det groteske i hverdagen – de små ting, der vender noget forventeligt på hovedet og giver en uventet eller komisk situation.

Måske en evne, hun har med sig fra barndommen, hvor hendes muslimske far åbnede en pølsevogn på torvet i Høje Taastrup.

»Det var jo lidt usædvanligt for en arabisk mand med muslimsk baggrund at være pølsemand, men jeg tror bare, han tænkte, at der er ikke nogen pølsevogn i Høje Taastrup, så lad os da åbne sådan en«, siger Lone Aburas med ironi i mundvigen.

I debutromanen, ’Føtexsøen’, lader Lone sin hovedperson, Lene, sidde bagest i pølsevognen og lave lektier, mens faderen – som kvalitetskontrol – prøvesmager udvalgte pølser for efter gennemtygningen at spytte »det (ifølge Koranen) fordømte kød ud i skraldespanden« og skylle grundigt efter med vand.



Faderen tilhørte en generation af unge indvandrere, der kom til Danmark i 1960’erne, og som, med Lone Aburas’ ord, ville passe deres arbejde, familie og religion på et plan, som andre passer deres kristendom.

I Danmark mødte han en pige fra Aalborg, og så blev familien Aburas stiftet. Alt det kan man læse om i ’Føtexsøen’, hvor Lone Aburas gjorde det, som mange forfattere gør, og som andre advarer imod at gøre – tog af hovedstolen og brugte sig selv og sit liv i fiktionen.

»Hele det felt, der ligger mellem fiktion og selvbiografi, interesserer mig, og når noget stof ligger tæt på en, tror jeg, det er vigtigt at få det blandet op. Det er jo en lang og stor diskussion, hvor meget og hvor lidt man skal tage med. Jeg tog nogle rammer fra mit liv og puttede noget fiktion i. Det var den eneste måde for mig«.

At være den nye stemme
I sin nye bog, kollektivromanen ’Den svære toer’, træder Aburas ud af egne rammer og glider, som Mikkel Bruun Zangenberg skriver i sin anmeldelse:

»uden om den fælde, det ville kunne have været igen, som i debutromanen ’Føtexsøen’, at skrive om andengenerationsindvandrere på Vestegnen«. Og det er et meget bevidst valg fra Lone Aburas’ side.

»Efter ’Føtexsøen’ var jeg nervøs for, at jeg nu skulle være den nye ’indvandrerstemme’. Det vil man jo gerne være, men ikke på grund af, at ens far er fra Egypten, det har jo ikke noget med litteratur at gøre. Der er måske en forventning om, at nu kommer der indvandrere med i dansk litteratur, men hvorfor skulle jeg indløse den forventning«.

Efter ’Føtexsøen’ var jeg nervøs for, at jeg nu skulle være den nye ’indvandrerstemme’



Til gengæld kunne Aburas godt ønske, at der kom en ny indvandrerstemme i dansk litteratur.

»Det ville afspejle vores samfund bedre, hvis det ikke var det der danske majoritetsblik på alting. For det er hvide, heteroseksuelle mennesker, der definerer det meste i kultur og kunst. Men når der så endelig er andre, bliver det en kuriositet«.

Den svære toer
Mange debutanter kæmper længe med den svære opfølger eller får den simpelthen aldrig skrevet, sådan som Carsten Andersen skrev i sin indledende artikel til denne interviewserie i går i kultursektionen.

LÆS

Men Lone Aburas har sin opfølgning klar allerede året efter sin debut.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det er mest en joke, at jeg kaldte den ’Den svære toer’, for den var faktisk ikke sværere end så meget andet. Jeg synes, man benytter sig af den samme åre, for lige meget om man tager af hovedstolen eller ej, bliver man nødt til at finde på – i sproget ligger der jo allerede en fordrejning af situationer og virkelighed. Jeg har også tidligere skrevet uden at tage af hovedstolen, ’Føtexsøen’ var bare det første, jeg fik udgivet«.

Så i virkeligheden er hendes toer snarere en firer eller femmer, samtykker Aburas.

»Som forfatter, hvis man skal kalde det det, er man jo altid i gang og har været det længe. Jeg tror, at de færreste har sat sig ned og skrevet deres første bog uden at have en masse andet liggende på computeren. Det er altid svært at skrive, uanset om det er den første eller den anden«, siger Lone Aburas og grunder lidt:

»Men der er selvfølgelig nogle forventninger til debutanter, der har klaret sig godt. Så ligger det i luften, at nu bliver det svært – kan hun nu skrive noget mere? Især hvis man har taget af hovedstolen i den første. Så selvfølgelig var jeg nervøs. Men det er jeg jo altid, det gælder ikke kun skrivning, bare sådan noget som at tage kørekort gør mig straks bange for, at det kan jeg ikke finde ud af. Min værste fjende er nok mig selv. Og så tror jeg, at mange, der skal foregive at lave kunst, har en skræk for, at man på et tidspunkt bliver afsløret som en, der i virkeligheden ikke kan en skid«.

Store forfattere lider skibbrud
Hvordan får man som ny forfatter overhovedet mod på at skrive, når der i forvejen findes så mange gode forfattere, hvordan får man plads, opmærksomhed og noget udgivet?

Lone Aburas’ har en løsning. I al fald en fiktiv en. I ’Føtexsøen’ lader hun simpelthen de etablerede forfatterne gå ned med skibet ’Moby Dick’, der i øvrigt er bygget på samme hierarkiske måde som ’Titanic’ med de største forfattere på øverste dæk.

Alle går til (undtagen forfatterspiren, der reddes af en islandsk coaster): »De drukner simpelthen. Kirsten Thorup og Jan Guillou, Jørgen Leth, Suzanne Brøgger, Søren Ulrik Thomsen (…) Hesselholdt og Hammann og Ib Michael kæmper i bølgerne (…), og Claus Beck-Nielsen dør igen«.

Og da hele intelligentsiaen er sunket i Norskehavet, er forlagene nødt til at give nye og uprøvede forfattere chancen.

Også i ’Den svære toer’ distancerer Lone Aburas sig fra de etablerede forfattere. Hun vil hverken skrive som Hemingway, Herman Bang eller Helle Helle, bedyrer hun i bogens Læsevejledning.

»Det er lidt ligesom at drukne dem i ’Føtexsøen’. Det er en hyldest, en anerkendelse. Jeg kan rigtig godt lide dem, men de fylder. Jeg er ved at komme over det nu, men i starten … at ville skrive romaner og samtidig sidde der og tænke, at hvorfor skal jeg skrive, når der så mange gode forfattere og ikke brug for flere dårlige«.

I læsevejledningen, der er placeret på de første sider, skriver Lone Aburas om de virkemidler og litterære greb, hun benytter i romanen, hvorfor hun har valgt en alvidende forfatter, hvorfor hendes personer skal være lykkelige osv. (regler, hun naturligvis og finurligt bryder undervejs).

»Jeg ville lave nogle benspænd og give et ironisk indblik i de tanker, man har, når man sætter sig ned og skriver en bog. En situation, som jeg grundlæggende synes er lidt absurd og bliver nødt til at forholde mig til. Det gør jeg også i ’Føtexsøen’, men det kan være, jeg holder op med det, når jeg skal skrive min næste bog – treeren«.

Ikke-etniske danskere
Af vejledningen fremgår det også, at hun lige nu har det sådan, at der ikke skal være ikke-etniske danskere med i romanen.

»Jeg synes, det bliver demonstrativt at skulle have personer med anden etnisk baggrund med i sine romaner, bare fordi man tilfældigvis selv har den baggrund. Det er min kommentar til det der med at være en indvandrerstemme. Når man ser på, hvordan det er ude i samfundet, synes jeg heller ikke, at folk er specielt blandende, så hvorfor skulle de være det i litteraturen. Det er min – måske lidt sure – kommentar til samfundet«.

Lone Aburas tilføjer, at hun i øvrigt bryder sin egen regel lidt, eftersom frisøren Lilly i ’Den svære toer’ er fra Chile.

Også en af de personer, der lufter hund i den hundegård, hvor en del af romanen foregår, er af anden etnisk oprindelse end dansk.

Giver det dig noget som forfatter at være fra to kulturer?

»Det er ’Føtexsøen’ jo bundet meget op på, men det er virkelig ikke noget, jeg har tænkt meget over. Også fordi jeg ikke taler arabisk. Hvis jeg gjorde det, er jeg sikker på, at jeg ville have en anden sproglig tilgang,« siger Aburas, der opgav at lære arabisk trods ophold hos sin familie i Kairo.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Har forfattere en forpligtelse til at skrive om det samfund, de er en del af?

»Ikke en forpligtelse, men der er ikke noget galt i at prikke til samfundet. Det vil jeg også rigtig gerne, og jeg tror på, at man kan gøre det uden at give køb på det litterære. Masser af forfattere forholder sig til den verden, vi lever i, jeg synes bare, anmelderne er for sløve til at se det. Jeg ville gerne skrive noget, som gør op med ideen om, at den vestlige verden er den bedste af alle verdener. Men har man det som ideal, kan det måske blive svært at få ned på papir«.

Hvad ville du lave om, hvis du kunne?

»For eksempel den måde, man behandler asylansøgere på. Den er ret horribel, eftersom vi selv har været med til at skabe nogle af de kaotiske situationer i deres hjemlande, Irak og Afghanistan. De er flygtet herop, og så må man bare give dem opholdstilladelser. Det ville jeg gerne lave om på – have en global verden, hvor folk kan bo, hvor de vil. Jeg synes, at grænser er rigtig ærgerlige«.

Men sproget er noget af det vigtigste i dine romaner?

»Ja, de handler jo ikke rigtig om noget. Hvis man skal være streng, er det bare nogle mennesker, der mødes og snakker sammen, og så er der en fortæller, der docerer, er ironisk og styrer det. Min pointe er, at man skal læse alle mellemregningerne, for der kommer som sådan ikke noget forløsende i den sidste ende«.

Hunde og deres ejere
I ’Den svære toer’ er omdrejningspunktet en gruppe mennesker, der mødes på Etnologisk Institut i Ballerup for at tage et kursus i hundetræning.

»Virginia Woolf har skrevet en bog, ’Flush’, hvor hovedpersonen er en hund. Det kan jeg ikke (’Flush’ er en blanding af fiktion og ikke-fiktion fra 1933, bogen er genudgivet i 2005, red.). Men jeg er fascineret af hunde. Også den mærkelige kultur, der er omkring hundeejere, er sjov«.

Hundeejerne giver, som Føtexpigerne på rygeterrassen i Aburas’ forrige roman, mulighed for at arbejde med stereotyper.

»Stereotyper er bare morsomme, og så findes de i stort set alle sammenhænge. Det har nok været fy-agtigt at sige og skrive, men så længe man selv er en stereotyp, er det i orden. På den måde får alle en tur i gryden. Og så er der også en kærlighed til dem trods alt«, siger Lone Aburas.

Historiens bi- og hovedpersoner er ikke alene om at medvirke i Lone Aburas’ samtidsfarce. Forfatteren bryder også selv ind og kommenterer ting og sager undervejs. Et virkemiddel, som blandt andet den norske forfatter Erlend Loe benytter i sin roman ’Volvo Lastvagnar’ fra 2007, fortæller hun.

I det hele taget er Aburas meget inde over med læsevejledning forrest i romanen, varedeklaration på bagsiden og sidst i bogen en række opgaver til at analysere romanen, som enhver dansklærer i gymnasiet kan gå lige ind og planke.

»Jeg står nok lidt udenfor og kikker på min roman. Lægger en distance til den, en form for selvironi. Der er måske nogen, der tænker, at hvis man hele tiden ’vaccinerer’ med, at det her bare er for sjov, så er det måske, fordi man som forfatter er bange for, at det ikke kan bære af sig selv. Men jeg mener faktisk, at det er en del af værket. Det er ikke, fordi jeg ikke vil tages alvorligt«, siger Lone Aburas, der lige nu skriver på noget, som måske bliver den heller ikke så svære treer.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden