Petterson. Prosaen i den 60-årige nordmands syvende roman er kras og voldsom, og bag den nøgterne aflæsning af konkrete detaljer gemmer der sig som altid en helt særlig ømhed for personerne, skriver May Schack.
Foto: Indrelid Trygve/ Aftenposten

Petterson. Prosaen i den 60-årige nordmands syvende roman er kras og voldsom, og bag den nøgterne aflæsning af konkrete detaljer gemmer der sig som altid en helt særlig ømhed for personerne, skriver May Schack.

Skønlitteratur

Per Petterson fortæller blændende om det, der er for sent

Melankolsk nordmand har begået mesterlig roman om venskab, fædre og sønner.

Skønlitteratur

I samlingen 'Månen over Porten' har Per Petterson formuleret ikke bare vejen til sit forfatterskab, men også sin egen poetik, bl. a. i essayet ' Én eneste sand sætning (og så en til)'.

Klarer han det igen, de sande sætninger? Øjeblikkets intensitet og det utrolige nærvær, der karakteriserer hans syv tidligere fiktionsværker? Ja, i den grad.

Pettersons nye bog, 'Jeg nægter', udspiller sig en septemberdag i 2006 med mange krydsklip tilbage til 1962 og årene frem, hvor to drenge, Tommy og Jim, var uadskillelige venner.

De har ikke set hinanden i over tredive år, men støder tilfældigt på hinanden på en bro, hvor Jim står og fisker.

Hvor skal jeg gøre af mig selv nu?
Tommy i elegant frakke kommer kørende i sin nye Mercedes, ruller vinduet ned, og de udveksler nogle få sætninger, der i al sin enkelhed afslører, at det er gået dem omvendt af, hvad man skulle have forventet. Vi følger dem på skift gennem dagen.

Akademikeren Jim skal på socialkontoret, hans sygemelding efter et sammenbrud året før er nu udløbet.

Den tanke, han får i hovedet, »Hvor skal jeg gøre af mig selv nu?«, indfanger hele hans uforankrede situation og stille desperation.

Tommy bliver samme dag ringet op på sit flotte Oslo-kontor af politiet, der vil have ham til at hente sin far i arresten.

Ham har han ikke set i 40 år, siden den dag faderen gennemtæskede ham i sådan en slagsmålsscene, som Petterson er en mester i at skrive.

DEN NORSKE UDGAVE

Til gengæld smak Tommy ham én med boldbrættet, så hans ankel brækkede.

Faderen humpede væk, forsvandt, ligesom moderen tidligere forlod hjemmet, uden et ord.

Far-sønforholdet som omdrejningspunkt
Efter faderens forsvinden kom de fire børn i pleje forskellige steder, Tommy hos savværksejeren Jonsen, der bliver den hjælper og faderfigur, der erstatter den djævelske, voldelige far.

Jim har derimod aldrig kendt sin far.

Den kristne mor sørger for ham, han kommer i gymnasiet, men forvildede religiøse tanker får ham til at forsøge selvmord. Efter indlæggelsen på psykiatrisk afdeling mister de to drenge forbindelsen. Båndet er brudt, og mange andre har de to drenge heller ikke som voksne fået etableret.

Per Petterson er nådeløst præcis i sin skildring af, hvor sarte familie-og venskabsrelationer er.

Petterson lader endnu en gang far-sønforholdet være et vigtigt omdrejningspunkt, denne gang i form af Jims bogstavelig talt fraværende far og Tommys voldelige far.

TOMAS ESPEDAL

Den gennemgående hovedperson i forfatterskabet, Arvid Jansen, er ikke med her.

Det er Arvid ikke, når der er tale om en beundret far som i ' Ud og stjæle heste', og han kan heller ikke være hovedpersonen, når faderen er en ren satan ligesom i ' Det er okay med mig'.

I den roman kan hovedpersonen Audun ( der minder om Tommy) først blive sig selv, da den djævelske far er død.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ingen forsoning
Der er heller ingen forsoning med faderen i ' Jeg nægter'. Titlen henviser først og fremmest til den scene, hvor Tommy ser den gamle, nu ynkelige voldsmand ligge ned på arrestens briks som et barn i strømpesokker og uden bælte til at holde bukserne oppe.

Sønnen kører ham hjem, men kan ikke komme hurtigt nok væk:

»Ikke fred, tænkte jeg, ikke noget der binder os sammen. Det nægter jeg«.

Per Petterson er nådeløst præcis i sin skildring af, hvor sarte familie-og venskabsrelationer er. Og så snakker alle hans romaner på en eller anden måde med hinanden.

Vilje, men ingen glæde
Hans nye roman ligger i direkte forlængelse af ' Det er okay med mig', der ligeledes fortæller om et grusomt far-søn-forhold og et vennepar samt en fadererstatning, der bliver redningen for en maltrakteret dreng.

I ' Jeg nægter' ser vi Audun-typen ikke bare som dreng, men også som midaldrende.

Et barn med en trodsig overlevelsesvilje, men uden glæde ved livet, heller ikke alle hans dyre ting. Jim nægter ikke, han resignerer.

Mælkebøttebarnet over for den sarte plante.

Vidtforgrenet beretning om tab
Romanen veksler ubesværet mellem nutid og fortid og mellem skiftende jegfortællere - Jim, Tommy, Tommys søster - foruden tredjepersonsberetning, der også lader andre have synsvinklen.

Sammenlagt giver det en enorm fyldighed til en vidtforgrenet fortælling om tab, venskab og om det, der er for sent. Og så er der altid et lykkeøjeblik i Pettersons bøger, denne gang i form af en servitrice, der gør Tommy nærværende for sig selv.

Per Pettersons realisme blev kaldt stillegående og poetisk, da han fik Nordisk Råds Litteraturpris for sin forrige roman, ' Jeg forbander tidens flod'.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Sådan er stilen i den nye roman også, men hans maskuline prosa er også kras og voldsom, og bag den nøgterne aflæsning af konkrete detaljer gemmer der sig ligesom altid en helt særlig ømhed for personerne.

Den pure Petterson - heldigvis
Den nye roman er forsynet med et motto fra en Bob Dylan-sang: »Oh sister, am I not a brother to you/and one deserving of affection«.

Jeg kunne godt tænke mig at citere et par andre linjer fra den sang: »Time is an ocean but it ends at the shore/you may not see me tomorrow«. Sangens melankoli er også Pettersons.

Han fandt vejen til den sande sætning lige fra sin første udgivelse i 1987, og han holder sig stadig på sporet. Det er pure Petterson, det her. Til læserens udelte glæde.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce