Vinger. Sissel-Jo Gazan er fascineret af dyr med vinger. Her på egen skulder. Og i sine thrillere 'Dinosaurens fjer' og 'Svalens graf'.
Foto: Robin Skjoldborg

Vinger. Sissel-Jo Gazan er fascineret af dyr med vinger. Her på egen skulder. Og i sine thrillere 'Dinosaurens fjer' og 'Svalens graf'.

Skønlitteratur

Ekvilibristiske Gazan har gjort det igen

Sissel-Jo Gazan scorer højt på alle de parametre, en god krimi bør bestå af.

Skønlitteratur

Siden ’Dinosaurens fjer’ i 2008 tog den danske anmelderstand og det meste af læserskaren med storm, har mange uden tvivl spejdet efter en efterfølger.

Nu er den her endelig. Og lad det være sagt: Det har været 48 forrygende, dybt underholdende timer i selskab med Sissel-Jo Gazans nye pipfugle-krimi ’Svalens graf’.

Igen bevæger vi os ind i naturvidenskabens verden, hvor forskningspenge og akademiske meritter skaber bitre magtkampe mellem de ansatte.

Og igen oprulles parallelt en tragisk familiehistorie, hvis monstrøse fortrængninger forkrøbler de involverede til det behandlingskrævende.

I plottets epicenter står igen vicekriminalinspektør Søren Marhauge.

Hans opklaringsevner sættes på prøve, da en professor i immunologi, Kristian Storm, tilsyneladende har hængt sig som følge af en videnskabelig kontrovers, hvor hans forskning er blevet anklaget for videnskabelig uredelighed.

Kontroversen Kontroversen handler om ’uspecifikke effekter’ af de DTP-vacciner, WHO i årevis har anbefalet gennemført på småbørn i verdens fattigste egne.

Storms forskning har vist, at vaccinen helt fatalt får børnedødeligheden til at stige.

Hans resultater bestrides imidlertid indædt af hele det videnskabelige establishment, ikke mindst af personer med tætte forbindelser til medicinalindustrien, hvis kommercielle interesser er bundet op på at levere vacciner til WHO’s store vaccineprogrammer.

Men Kristian Storm kan umuligt have begået selvmord, hævder hans tætteste kollega, forskningsassistenten Marie Skov.

Hans forsker-ildsjæl levede netop bedst i stiv modvind, påstår hun.

Lokketonerne i denne intelligente krimi er uafviselige

Da vicekriminalinspektør Marhauge på samme måde fornemmer, at noget ikke stemmer, slår de to pjalterne sammen i forsøget på at optrævle den betændte sag.

Mange bolde i luften
Hvor Gazan i ’Dinosaurens fjer’ stillede skarpt på de videnskabelige diskussioner, er det denne gang mere overordnet relationerne mellem forskningen og det private erhvervsliv, der dissekeres. I fortællingen ligger en sønderlemmende kritik af den fordærvelse, fri forskning lider under, når resultaterne skal rime på kommercielle interesser.

Men forfatterens hjerte banker ikke kun for naturvidenskaben.

Ligesom sidst ligger de psykologiske aspekter af menneskelivet centralt indlejret i fortællingen, der parallelt med mordgåden dykker dybt i Marie Skovs familiære bagkatalog. Her ulmer mørkelagte hændelser som truer med at destabilisere familieforetagendets selvindbildte paradis.

Med de mange bolde i luften demonstrerer Sissel-Jo Gazan endnu en gang det kompositoriske overblik og den genresikkerhed, der skal til for at skabe en krimi, der har mere at byde på.

Dertil kommer naturvidenskabsformidlingen, som håndteres, så selv humanister føler sig klædt på, ligesom persongalleriet skrives frem med facetter og troværdighed.

Da der ikke umiddelbart er noget at sætte fingeren på, kan man kærligt drillende indvende, at Gazan jo diverterer med samme grundfortælling som i ’Dinosaurens fjer’.

Men indtil videre er det byggeklodserne fra den skuffe, undertegnede ønsker sig mere af – for her er forfatteren virkelig tæt på at være en uovertruffen ekvilibrist.

Underholdende og udfordrende

Man kan ydermere påpege, at hun har planket temaet fra John le Carré og måske får hæklet trådene lidt vel hurtigt sammen til sidst. Men vissevasse.

Når man som normalt-empatisk moderdyr og hustru i to døgn formår at ignorere omverdens krav, giver det vist sig selv.

Lokketonerne i denne intelligente krimi er uafviselige.

LÆS OGSÅ

’Svalens graf’ illustrerer, hvor kvalitetsgenererende det er ikke maskinelt at spytte en krimi på markedet om året.

Gazan har været fem år om at nå frem og scorer højt på alle de parametre, en underholdende og udfordrende krimi bør bestå af.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce