KLASSE. Ole Lund Kirkegaards arbejde som lærer fodrede ham med stof til strømmen af børnebogsklassikere. Her ses han selv på skolen i Oue.
Foto: Fra bogen "Ole Lund Kirkegaard. En livshistorie"

KLASSE. Ole Lund Kirkegaards arbejde som lærer fodrede ham med stof til strømmen af børnebogsklassikere. Her ses han selv på skolen i Oue.

Skønlitteratur

Hvorfor gik det så galt for Gummi-Tarzans far?

Børnebogsforfatteren Ole Lund Kirkegaard havde det hele og mistede alt.

Skønlitteratur

I dag ved de fleste, at Ole Lund Kirkegaard er manden bag bøger som 'Gummi-Tarzan', 'Lille Virgil' og 'Orla Frø-Snapper'.

Men i 1966 var han stadig et helt ukendt navn.

Han var førstelærer på landsbyskolen i Oue ved Mariager, hvor alle til gengæld vidste, at han og hustruen, Anne Lise, boede i lejligheden i den ene ende af den lille skolebygning.

Det var her, Ole Lund Kirkegaard en dag i 1966 blev mødt af Anne Lise, allerede da han kom ind i entreen. Hviskende fortalte hun ham, at der sad »to fra politiet« inde i stuen.

Vigtigste konkurrence i dansk litteraturhistorie Helt så galt var det nu ikke.

Det viste sig at være 'to fra Politiken', som fortalte den unge lærer, at hans historie 'Dragen' havde vundet avisens store konkurrence om at skrive den bedste historie for børn mellem 7 og 15 år.

Blandt de 1.600 bidrag kårede den seks mand store jury, med blandt andre forfatteren Leif Panduro, Ole Lund Kirkegaards fortælling som vinder.

»Det er nok den vigtigste konkurrence i dansk litteraturhistorie«, siger litteraten og forfatteren Jens Andersen, som i næste uge får udgivet bogen 'Ole Lund Kirkegaard'.

Død som 38-årig
Jens Andersen kalder med vilje bogen for 'en livshistorie', fordi den i høj grad fortæller historien om, hvordan Ole Lund Kirkegaards liv formede sig, fra han voksede op hjemme hos tandlægen i Skanderborg, og til han i 1979 blev fundet død i en snedrive uden for Barrit Kirke – kun 38 år gammel. Stærkt alkoholiseret og måske endda udbrændt som kunstner.

Og der var ikke tale om selvmord, slår Jens Andersen fast efter at have talt med både Ole Lund Kirkegaards nære familie og venner.

»Nogle steder har man kunnet se myter om, at han skulle have begået selvmord, og man kan selvfølgelig diskutere, hvor meget han med sin livsførelse var på vej mod noget, der lignede, men omstændighederne omkring hans død peger slet ikke mod selvmord«, siger han.

38 år. Ja, han blev faktisk ikke ældre. Alligevel lykkedes det ham at skrive en række børnebogsklassikere, som blev så populære, at de stadig læses flittigt af nye generationer, og i alt står de i 1,5 millioner eksemplarer ude på de danske reoler.

Skulle det nu være morsomt?
Af Jens Andersens bog fremgår det imidlertid også, at det sagtens kunne være gået anderledes.

Ganske vist var chefen for Gyldendals børnebogsafdeling, Poul Ringhof, meget kvik til at spotte det nye talent og opfordre ham til at skrive flere historier, men da manuskripterne så lå der, blev Ringhof alligevel i tvivl.

Nogle af forlagets gamle, rutinerede børnebogskonsulenter brød sig nemlig ikke om ham Kirkegaard. Skulle det nu være morsomt? 'Lille Virgil'. En forældreløs dreng, der boede i et hønsehus og i øvrigt gik i skole, når han ellers gad.

Meget bedre var det ikke, da forfatteren fulgte sin debutbog op med historien om 'Albert'.

Her sagde en konsulent: »Irriterende, anstrengt og umorsomt«, og i dag ville konsulenten nok ikke have været stolt af sin skråsikre udtalelse om, at »man imponeres ikke af O. Kirkegaards fortællemæssige evner eller sprogtalent«.

Gådefuld
Jens Andersens bog om børnebogsforfatteren viser en mand, som – set udefra – havde et godt barndomshjem, klarede sig fint i skolen, havde masser af venner, fik kæreste og senere hustru og børn. Normalt er det ikke ligefrem den slags harmoni, der driver et forfatterskab.

»Nej, og derfor forsøger jeg også allerede i min bogs forord at nærme mig det, mange kunstnere har svært ved at forklare. Jeg kan også mærke, at for hver biografi, jeg selv har skrevet, så er det noget, der interesserer mig. Hvad er prisen for at ville kunsten? Det er et spørgsmål, ingen kan besvare, men nogle gange må man erkende, at trangen til at skrive eller male er større end kærligheden til ens kone og børn og den borgerlige familie, man søsætter. Og så har man balladen«, siger Jens Andersen.

Ole Lund Kirkegaards indre liv bliver formentlig aldrig helt forklaret, for han var ikke en mand, der krængede sig selv ud. Ikke engang for de nærmeste.

Selv om Jens Andersen har brugt lang tid på at bore sig ned i forfatterens liv og tale med familie og venner, ser han stadig en lidt gådefuld skikkelse for sig. Han har eksempelvis heller ikke fundet nogle efterladte dokumenter fra Ole Lund Kirkegaards egen hånd, der kan forklare ham.

Romantiker
Som kunstner har Ole Lund Kirkegaard dog ikke meget at klage over. Faktisk har han mere medvind, end han kunne drømme om.

Han debuterer på et tidspunkt, hvor børnebogen er på vej frem, han får gode anmeldelser, og danskerne køber hans bøger i tusindvis. Så hvorfor går det efterhånden så galt for den unge førstelærer fra Oue, som ender alene ude på landet i et hus, hvor han kun er omgivet af tomme flasker.

De problemer, han har haft i sig, og som han nogle gange lukker ned med alkohol, slippes for første gang løs, da han siger op i 1977. Da eksploderer det hele

Som Jens Andersen ser det, er der i hvert fald tre problemer i spil. Det ene er, at romantikeren Ole Lund Kirkegaard har en slags Picasso-ideal om, at der konstant skal komme noget nyt og ukendt, og det skal komme indefra.

Og det bliver sværere og sværere for ham at opfylde.

Hemingwaysk forhold til alkohol
Det andet problem er, at han fra idoler som Hemingway har et romantisk forhold til alkohol, ligesom han lever i vildfarelsen om, at han kan stoppe med at drikke, når det skal være. Han vil bare ikke.

Og i øvrigt har han, som han siger, arvet det fra sin far. Det sidste er nok ikke helt løgn.

LÆS ARTIKEL

Det tredje problem er, hvordan man som både kunstner og forlag forvalter et forfatterskab.

»Uden at vi skal gøre Gyldendal ansvarlig for, hvordan det gik Ole Lund Kirkegaard, så er der ingen tvivl om, at de var gode til at holde ham beskæftiget. Han var den kunstnertype, som leverede, når han blev bedt om det. Der blev drevet rovdrift på hans forfatterskab, hvis du spørger mig. Det begyndte han også at mærke selv, og langsomt begyndte han at låse sig fast«, siger Jens Andersen.

Livshistorien om den nu berømte forfatter viser, at han allerede som ung var en uhyre kreativ og morsom sprogkunstner, der kunne imponere alle med sine påhit. Gymnasiekammerater som Ulf Pilgaard husker ham stadig med varme og beundring.

Men han var samtidig en mand, som havde et så solidt greb om blyant og pensler, at det lige så godt kunne have været den del af kunsten, han havde valgt at udfolde.

Passion for maleri
»Da han er 20 år, har han langt større trang til at tegne og male, end han har lyst til at skrive og fortælle historier. Nu er jeg jo ikke kunstekspert, men for mig at se har han et talent, som måske kunne have bragt ham ind på Kunstakademiet, men omstændighederne vil bare, at han i stedet kommer på lærerseminariet«, fortæller Jens Andersen.

»Vi har ikke noget, hvor han selv fortæller om det, men hans refleksioner viser, at han oplever lidt af en åbenbaring, da han som ung i nogle perioder er ude som lærervikar. Her oplever han, at han kan noget, som ligger naturligt for ham. Det gør ham godt, og det inspirerer ham på mange måder. Det er de oplevelser, der driver ham ind på seminaret, for dybest set interesserer han sig jo ikke en skid for pædagogiske teorier«.

Børnene testede historierne
Spørger man Jens Andersen, var Ole Lund Kirkegaard i virkeligheden den gamle landsbylærer i ny skikkelse. Tæt på børnene i enhver henseende, og det bekræfter en af de gamle elever også i den nye biografi.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Filminstruktøren Niels Arden Oplev gik på Oue Skole i slutningen af 1960'erne.

»Ole Lund Kirkegaard var en fantastisk lærer, fordi han tog børn alvorligt. Han gik på niveau med børnene, lyttede til dem. Som elev havde man en følelse af, at han kunne være ens ven. Det var ret usædvanligt dengang. Han brugte rigtig meget humor i sin undervisning – humor, som han også brugte til at spidde os med«, fortæller Arden Oplev.

I hans film 'Drømmen' har historiens unge lærer træk til fælles med Ole Lund Kirkegaard, selv om den ikke direkte er et billede på livet på skolen i Oue.

En lærer, der klatrer i træer
Men de elever, som nåede at opleve børnebogsforfatteren som lærer der, glemmer ham til gengæld ikke. Der var han den voksne, men altid med et indre barn på vej ud for fuld galop.

Hvis eleverne barrikaderede døren ind til klasselokalet, kunne de være sikre på, at læreren derefter kom ind gennem vinduet, og forsvandt en uvorn elev op i et træ på flugt fra autoriteten, kravlede førstelæreren bare efter helt ud på de yderste grene.

Og eleverne i andre klasser kunne opleve, at han kom ind gennem døren og afleverede en seddel til sin hustru og kollega, Anne Lise, og forsvandt igen. Alt sammen på knæ.

Jens Andersen er sikker på, at det er jobbet som lærer, der både inspirerede ham og gav ham lyst til at fortælle og siden nedskrive sine historier.

LÆS ARTIKEL

»Han afprøver historierne på børnene, tager dem med hjem igen og arbejder videre på dem. Børnene er der som en del af hans kunstneriske kredsløb«, siger Jens Andersen.

Alle beretninger siger, at Ole Lund Kirkegaard arbejdede enormt meget med hver af sine bøger, og han er ifølge Jens Andersen den gode modvægt til billedet om, at børnelitteratur er noget, man skriver med venstre hånd hen over en weekend.

Premierløjtnanten
Læsere af Jens Andersens bog vil nok studse lidt over, at Ole Lund Kirkegaard ikke bare var en kunstnersjæl, men også havde en karriere i militæret. Faktisk nåede han at blive premierløjtnant, før han valgte lærervejen. På den måde er den ellers så anarkistiske Kirkegaard fra Skanderborg ikke lige sådan at sætte på formel.

Det interessante er, at de fleste dengang så ham som en person, der hvilede meget i sig selv. En mand med en stærk udstråling. Og alligevel går der gennem Jens Andersens bog også en fornemmelse af en mand, der var ekstremt søgende. En mand, der prøvede at udtrykke noget, han ikke rigtig vidste, hvad var.

Jens Andersens teori er, at Ole Lund Kirkegaard gennem store dele af livet er i stand til at holde denne følelse nede. Simpelthen ved at holde sig i gang. Holde dæmonerne i skak. En veninde fra dengang beskriver ham i dag som vanvittig morsom og meget, meget melankolsk.

Delirium tremens
Den mørke side tager imidlertid mere og mere over, og samtidig stiger indtaget af alkohol.

I 1978 bliver det så galt, at han får delirium tremens og må indlægges på en psykiatrisk afdeling. Det står efterhånden klart, at en skilsmisse er uundgåelig.

Hans kone flytter med døtrene til Juelsminde, og efter en del flytten rundt lejer Ole Lund Kirkegaard sig ind i et lille hus i en landsby få kilometer væk. Fra huset har han udsigt over de åbne marker og Barrit Kirke. Det er her, i sneen, han dør i begyndelsen af 1979.

For Jens Andersen er slutningen på forfatterens liv historien om en mand, der mistede rammerne i sit liv.

»Han er 20, da han begynder på seminariet i 1960, og fra da af er hans liv skemalagt helt frem til 1977, da han holder op på skolen. Indtil da har han gået på seminaret, været i militæret, skrevet børnebøger, været skoleleder, foredragsholder og debattør. Hans liv og de problemer, han har haft i sig, og som han nogle gange lukker ned med alkohol, slippes for første gang løs, da han siger op i 1977. Da eksploderer det hele. Alt det, han har kunnet holde i en skruestik eller holde nede, det vælter nu frem. Og da er det samtidig slut med at være kunstner«, siger Jens Andersen.

»Udefra kunne det se fornuftigt ud, at han stoppede som lærer i 1977, fordi han var ved at køre sig selv ned, men det er en katastrofe for hans kunst, og han fjerner sig fra det, der var grundlaget for hans kunst«, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Kong Gulerod

Da OIe Lund Kirkegaard dør, ligner han på mange måder en af de landevejens farende svende, han beundrede i sit liv og i sit forfatterskab.

En af dem, kong Gulerod, optræder allerede i debutbogen 'Lille Virgil'. Her fortæller han om det skønne land Jappien, som ligger langt, langt borte.

»Historien om kong Gulerod – som også bliver læst op til hans begravelse – er en rød tråd gennem meget af hans liv. At være kong Gulerod. At være fri og ubundet i forhold til kunsten.«

Tidligt i sin forfatterkarriere fortæller han Alice Vestergaard på Søndags-B.T., at han slet ikke skriver for børnene, men for sig selv.

Han fortæller, at han i skrivende eller tegnende stund har en fornemmelse af at sidde ved drømmenes bro, hvor man, hvis man er heldig, kan fiske brudstykker af sit oprindelige jeg op og ved at lægge dem sammen finde ud af, hvem man engang var.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce