Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Aversioner. Ikke nok med, at Henrik Nordbrandt ikke er så sur længere. Han har også affundet sig med en af sine gamle yndlingsaversioner: Julen. Den er han begyndt at tilbringe i Finland med sin kone og lille datter: »Når man nu sidder i det dér finske mørke og ikke kan komme væk, så kan man lige så godt lige deltage lidt. Men tror nu ikke, at det er blevet min yndlingsbeskæftigelse«. Foto: Ditte Valente

Aversioner. Ikke nok med, at Henrik Nordbrandt ikke er så sur længere. Han har også affundet sig med en af sine gamle yndlingsaversioner: Julen. Den er han begyndt at tilbringe i Finland med sin kone og lille datter: »Når man nu sidder i det dér finske mørke og ikke kan komme væk, så kan man lige så godt lige deltage lidt. Men tror nu ikke, at det er blevet min yndlingsbeskæftigelse«. Foto: Ditte Valente

Skønlitteratur

Henrik Nordbrandt: »Jeg har været alt for sur«

Noget har ramt Henrik Nordbrandt. Aldrig har han været så glad, påstår han.

Skønlitteratur

Henrik Nordbrandt fjedrer op fra stolen i et hurtigt ryk, som får kaffekopperne på bordet til at klirre.

»Nej, ved du hvad ... Tænk engang, jeg skal liiiiige på toilettet«, erklærer den høje mand, og hans lydløse, næsten generte grin eksploderer i et larmende latterbrøl, mens han løber ud af stuen.

Henrik Nordbrandt er flygtet fra udsigten til at få læst en lang liste af sine egne aversioner op.

Digteren, som fra sit selvvalgte eksil i Sydeuropa gennem 30 år har revset det meste, der er dansk – herunder vejret, sproget, humoren, højrefløjen, venstrefløjen og nationalsporten fodbold – orker ikke helt blive konfronteret med, hvor sur han egentlig har været.

For Henrik Nordbrandt er slet ikke så sur længere.

Faktisk siver lyden af et regulært grineflip fra entreen ind i den højloftede spisestue, hvor legetøj, finske livsstilsmagasiner og tyrkiske aviser roder på spisebordet. Så lunter han modstræbende tilbage til sin plads.



»Jeg har sgu haft det meget dårligt«
Den 65-årige forfatter rømmer sig: »Nå, så kom med det. Jeg kan jo ikke forhindre dig«, siger Henrik Nordbrandt så.

Ok. Gennem årene har du blandt andet brokket dig over: Lugten i København. Lugten af brun sovs. Kongehuset. Danskheden generelt. Sport, herunder særligt gymnastik, fodbold og al form for konkurrence. Teater som kunstform. Det litterære miljø, særligt poesioplæsningsarrangementer. Jazz. Telefoner. Religion som kulturelt fænomen. Religion som tankesæt. Amerikanere. Dansk Folkeparti. Lyden af fransk. Jul. At flyve. Rim. Svineproduktion ...

Opremsningen bliver bremset af Henrik Nordbrandts arme, der fægter i luften: »Det er noget, jeg har indset for ganske nylig«, siger han så.

»Faktisk har jeg indset det de seneste par måneder: at jeg har været alt for sur«.

Hvad mener du?

»Jamen, jeg har haft det dårligt, altså. Jeg har sgu haft det meget dårligt. Det meste af mit liv har jeg haft det mere dårligt, end jeg har haft det godt. Det er derfor, jeg har været så sur«.

Så griner han igen.

Hvad i alverden er der sket med Henrik Nordbrandt?

Forsonende digte
Myterne om manden, der i 1960’erne forlod Danmark til fordel for mildere vinde ved Middelhavet og siden har spyet uforsonlig samfundskritik ud i sine talrige digtsamlinger og essays, er mange:

Den nervøst følsomme unge mand, der blev en internationalt anerkendt digter og scenevant kvindebedårer, har gennem årene kun vrangvilligt sat sine ben i Danmark. Her har man kunnet se hans ranglede skikkelse vandre uroligt omkring i København.

Men nu er Henrik Nordbrandt vendt hjem. Om ikke mentalt, så på papiret, både det papir, som afslører, at han de seneste tre år har boet på Østerbro i København, og på det papir, der udgør hans nye digtsamling, ’Vi danskere’, som udkommer i dag.

En digtsamling, som bringer Nordbrandt og hans læsere gennem barndommens danske landskaber, ind i nutidige sindbilleder – der måske nok stadig er vrantne, men ikke dystre – og som undervejs giver satiriske smæk til såvel fremmedangst som folkekirke, svineproduktion som statsministre, klimaignorance som kongehus.

Men stærkest står de »frådende, frydefulde fædrelandsdigte«, som Politikens anmelder, Thomas Bredsdorff, begejstret kalder Nordbrandts nyeste poemer andetsteds i dagens kultursektion.

LÆS ANMELDELSE Opvækst i krigens skygge Bogens sidste side er en ’Ode til den lille flade’, en art kærlighedserklæring til Lolland, for, som Henrik Nordbrandt siger: »Når man nu er i Danmark alligevel, kan man lige så godt finde et sted, som man kan lide i Danmark. Så jeg har opsøgt nogle steder, som jeg har holdt af i min barndom. Møn, for eksempel. Den næsten eneste lykkelige tid i min barndom oplevede jeg på Falster og Møn. Jeg ville gerne se de steder, hvor jeg synes, at jeg har oplevet noget positivt«. Handler det om forsoning – at du gerne vil slutte en cirkel? »Ja, det handler nok om at forsone sig med sin barndom. Det har jeg aldrig rigtig fået gjort. Du kan godt kalde det for en slags terapi«. Den barndom og ungdom, som Henrik Nordbrandt forsøger at forsone sig med, beskrev han for første gang i 2002 i erindringsbogen ’Døden fra Lübeck’. Det var en opvækst i krigens skygge – Nordbrandt blev født i København, en time før Shell-huset blev bombet – med en plaget mor, der holdt sig oppe på ’ferietabletter’ og en utilnærmelig far, der var officer i Søværnet.

Når jeg ser tilbage, tænker jeg: »Der var jeg jo utilladeligt sur«

LÆS ANMELDSELSE

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Mens moren, foranlediget af en bog om børneopdragelse og helt i 1950’ernes ånd, undgik at røre mere ved sine børn end højst nødvendigt, blev hendes søn mere og mere syg. Han fik anoreksi og mareridt om dansende skeletter, og Henrik Nordbrandt vejede 39 kilo, da han som 16-årig blev indlagt på Rigshospitalets psykiatriske afdeling.

De følgende år var den unge student på nervepiller, og som voksen har han to gange forsøgt sig med såkaldte lykkepiller, som dog blot gjorde ham »endnu mere ulykkelig«.

Så i dag er det med en digtsamling, den 65-årige Nordbrandt forsøger at forsone sig med en barndom og et Danmark, han har været så uendelig vred på. Terapi, kalder han det, men ...

Så sur er jeg jo ikke længere
Har det så hjulpet?

»Jaeh, det har det, for jeg er gladere nu, end jeg var for ti år siden. Måske er det noget, jeg bilder mig ind. Men når jeg prøver på at se mig selv udefra, så er der nok noget om det. Når jeg ser på min gamle bog ’Ruzname’ (en blanding af dagbogsoptegnelser og politiske kommentarer, som Nordbrandt udgav i 1996, mens han boede i Tyrkiet, red.), så tænker jeg: »Hvordan fanden kunne jeg være sur?«. Hahaha«.

»Altså ... så sur er jeg ikke længere. Der var mange satiriske indslag i ’Ruzname’, og det er der også i min nye digtsamling, men den er ikke så sur. Så når jeg ser tilbage, tænker jeg: »Der var jeg jo utilladeligt sur«. Så noget må have forbedret sig«.

Hvad?

Henrik Nordbrandt tøver: »Det ved jeg ikke ... Det er nok...«. Han går i stå. Kigger lidt ned i voksdugen på spisebordet og tager så fat om sætningen igen:

»Jeg ved det ikke. Jeg har nok fået det bedre. Jeg har fået et mere normalt liv«, siger Henrik Nordbrandt og kigger op med et undskyldende – og så alligevel ikke helt undskyldende – smil: »Jeg er blevet lidt småborgerlig«.

Vi er ved at være fremme. Ved grunden til, at Henrik Nordbrandt er holdt op med at være så sur. Men hvor arrigskaben har flydt ubesværet fra hans pen i årtier, lader sproget til at forsvinde, når Henrik Nordbrandt skal sætte ord på sin glæde. Han både rødmer og hakker, mens han leder efter de ord, der kan forklare, hvad der er, der er sket med Henrik Nordbrandt.

En sukkersød historie
De blev gift på Møn sidste år. I deres have, ikke i kirken, ramt af småborgerligheden er han dog ikke, medgiver Henrik Nordbrandt. Hun hedder Marja Jäättela, er 47 år, internationalt anerkendt kræftforsker og tidligere finlandsmester i svømning – en oplysning, den notoriske sportsskeptiker Henrik Nordbrandt ikke kan få over sine læber uden at måtte kvæle et latterbrøl samtidig.

Og slet ikke nok med, at han har måtte slække på sine usportslige principper. Henrik Nordbrandt, der hele livet har forsvoret, at han skulle have børn – han har ligefrem skrevet et digt om, at det er mord at sætte børn i verden, eftersom man ved, at de skal dø – er blevet far.

Der er fireårige Anna Helenas legetøj, der flyder på spisebordet, og det er fireårige Anna Helena, der har ødelagt Henrik Nordbrandts evne til at være sur. Såmænd.

Pigen, som Marja Jäättela har adopteret fra Kina, efter hun og Henrik Nordbrandt forelskede sig – han kunne ikke være med til adoptionen, eftersom han var for gammel – har ganske enkelt vendt det Nordbrandt’ske univers på hovedet.

»Ja, jeg ved godt, at det lyder dumt ... Men jeg er kommet ind i en faderrolle, som jeg aldrig havde forestillet mig. Jeg har altid været imod at få børn, simpelthen fordi det var mod mine principper. Det har jeg stået fast på. Fordi jeg synes, at der var børn nok i verden. Samtidig har jeg været bange for, om jeg kunne leve op til det ansvar. Men det har så vist sig, at det kan jeg vist nok godt ...«.

Sukkerchok

Det er da fantastisk? »Jamen, det er det også. Det er fantastisk. Jeg er fantastisk glad. Jeg har aldrig været så glad i mit liv. Det at være sammen med et lille barn ... Det er fantastisk. Sådan er det«, siger Henrik Nordbrandt og ser pludselig genert ud. »Det er virkelig en sukkersød historie, du får her«. Der skulle da være den første sukkersøde historie, der findes om dig ...»Hm, måske. Jeg har overrasket mig selv, det kan jeg godt sige dig«. Så mens hverken nervepiller eller lykkepiller hjalp, så har du nu prøvet naturmedicin: kærlighed? Er det virkelig så banalt? »Altså, hvis du vil gøre det så banalt ... Jeg ved ikke, hvad det er, men at have sådan en unge, der er der hele tiden ... Ja, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige om det ... Folk, der har prøvet det, de ved jo alt om det«. Jamen, jeg har ikke prøvet det.»Det skulle du gøre! Hahaha«. Er du træt af dit image som sur mand? »Ja. Virkelig. Det sagde jeg også før: Jeg er ikke så sur længere. Og jeg har været alt for sur. Det må da have været helt ulideligt at høre på«. Og så begynder Henrik Nordbrandt at grine igen.







Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg er fantastisk glad. Jeg har aldrig været så glad i mit liv. Det at være sammen med et lille barn ... Det er fantastisk. Sådan er de















Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce