Debut. Otto Gelsted var i eksil i Sverige under Anden Verdenskrig, hvor han skrev sin eneste roman.
Foto: Tage Christensen

Debut. Otto Gelsted var i eksil i Sverige under Anden Verdenskrig, hvor han skrev sin eneste roman.

Skønlitteratur

Reportageroman er en øjenåbner til jødernes flugt i 1943

Otto Gelsteds glemte roman om jødernes flugt og hverdag i Sverige er uforglemmelig.

Skønlitteratur

Det er sjældent at læse en roman, der i den grad er tvetydig.

På den ene side er den jo – for nu at sige det rent ud – så håbløst uspændstig og lang i spyttet, at man selv bliver en standerlampe anno 1943 af at læse den.

På den anden side så autentisk og nærværende, så tankevækkende, ja, bankende aktuel i sin eviggyldige måde at diskutere humanitet, ansvar og anstændighed på, at man hopper i stolen, stiller skarpt på halogenpæren og sluger hvert ord. Og beskæmmet tænker: Hvor er det diskussionsmiljø henne i dag?

LÆS OGSÅ

Hvornår har vi sidst hævet vi os over dagligt vande og talt grundholdninger. Hvornår har sidst dette at være et menneske i lighed, frihed og fællesskab for alvor været på den politiske dagsorden. Hvornår har ’ånd’ sidst overtrumfet skattetræk og huspriser. Og hvornår har det sidst været så vigtigt, det med principperne, at man ville sætte sig selv ind for det. Vel at mærke uden at det bliver populistisk, patetisk og bagstræberisk?

Så lad al tvetydighed fare. For det er kun godt at lære at kede sig og se, at ud af langsomheden kan vokse en helt ny evne til indsigt og refleksion. Ting tager tid. Så sæt dig ned, put brænde i kaminen, og læs!

Alle er jøder i hjertet
Det er forfatteren Otto Gelsteds eneste roman, ’Jøderne i Husaby’, der udkom på svensk i 1944 (og på dansk året efter med en let revideret titel), vi taler om.

Gemt og glemt i de litteraturhistoriske kældre, men nu – i anledning af 70-året for de danske jøders flugt til Sverige – fotografisk genoptrykt med den oprindelige ortografi, små tætte bogstaver, lidt ufrivillig svedisme og diverse slå- og småfejl. Og dertil udstyret med en informativ indledning af professor Hans Hertel.

Og den aktuelle baggrund er jo ikke til at tage fejl af. For 70 år siden, kort efter at samarbejdspolitikken var brudt sammen i august 1943, blev 8.000 danske jøder reddet uskadt til Sverige.

Kommunisten og forfatteren Otto Gelsted, der ikke selv var jøde, var med på et af skibene. Han, der var redaktør på forlaget Athenæum og skrev i Ekstra Bladet, havde ellers holdt lav profil og i første omgang derfor trukket frinummer, da de øvrige politisk aktive blev arresteret. Gelsted kommer sammen med de øvrige flygtninge til Gränna ved Vättern og bliver installeret på et propfyldt hotel.

Vi er til stede. Og vi oplever i den grad livet i frihedens ’lejr’ på godt og på ondt

Det er i den hektiske periode hen over de første seks måneder, at denne reportageroman, som Hans Hertel meget præcist kalder den, er nedskrevet. Som fiktion med opdigtede personnavne. Men først og fremmest som dokument og rapport. Og nok også som personlig terapi.

Dag for dag fyldes siderne med løst og fast: banale samtaler over fisk og vælling, dybsindige overvejelser om arv og miljø, kiv, strid og sladder, misundelse, storsind og kværulanteri. Og forelskelser. Alt sammen levende, larmende, nærværende.

Vi er til stede. Og vi oplever i den grad livet i frihedens ’lejr’ på godt og på ondt. For jøder er jo ikke bedre end andre mennesker. Frisindet er der, men også den interne fordømmelse. Især østjøderne bliver der set kollektivt ned på: »de hører ikke sammen med os andre«.

Man bryster sig i stedet med, hvem der er mest dansk. Vi er alle sammen jøder i hjertet, siger romanens hovedperson, Tingsted, alias Otto Gelsted og kaster lys over land.

Eddike i såret

Omvendt er Gelsteds beskrivelse af den taknemmelighed, de jødiske flygtninge føler over det danske folks mod og nationale rygrad, som eddike i såret på en nutidig læser.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jødeflugten får næsten bibelske dimensioner. Det kan virke overdrevet. Men det er ikke desto mindre citeret af en mand, der har oplevet det på første hånd. Og som heller ikke er blind for den imperialisme og undertrykkelse, der potentielt lurer, hvis jøderne får deres egen stat. Hvad de gør.

LÆS OGSÅ

Alt sammen er det små øjeåbnende kighuller ind til et unikt stykke danmarkshistorie. Og romanens store styrke ligger netop i det oplevet dokumentariske. For det er jo sandt, tænker man.

Så sandt som det skrevne ord nu engang kan være.

Liselotte Wiemer er kritiker på Kristeligt Dagblad.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Oscarvært - det værste job i byen
    Hør podcast: Oscarvært - det værste job i byen

    Henter…

    Søndag er der Oscar-uddeling i Los Angeles. Og for første gang siden 1989 vil showet finde sted uden en vært – et job, som bliver kaldt det værste i Hollywood i øjeblikket. For i en tid, hvor alt er syltet ind i værdipolitiske diskussioner, kan ingen længere samle os alle i et fælles grin.

  • Kvinder efter flugt fra Baghouz i det østlige Syrien. Foto: Fadel Senna / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Hvad skal vi gøre med syrienskrigerne, deres koner og børn?
    Hør podcast: Hvad skal vi gøre med syrienskrigerne, deres koner og børn?

    Henter…

    USA’s tilbagetrækning fra Syrien har gjort spørgsmålet om de danske IS-krigere højaktuelt. Skal vi tage dem hjem igen, efter at de har kæmpet for et verdensomspændende islamisk kalifat? Og har vi en forpligtelse over for de danske børn, der er blevet født undervejs i kampene?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Overgreb i Guds navn
    Hør podcast: Overgreb i Guds navn

    Henter…

    I morgen byder pave Frans flere end 100 højtstående biskopper fra hele verden velkommen til topmøde i Vatikanet. Emnet øverst på dagsordenen er seksuelle overgreb mod børn begået af katolske præster. Men kan paven forhindre flere overgreb? Og er der overhovedet en fremtid for den katolske kirke?

Forsiden

Annonce