Få de vigtigste historier direkte i din indbakkeLæs mere

Potens. Sprog, sætninger og plot er ét stort testosterondampende dementi af, at Sabroe selv på nogen måde skulle have brug for litterær Viagra, skriver Mikkel Bruun Zangenberg.
Foto: Jens Dresling (arkiv)

Potens. Sprog, sætninger og plot er ét stort testosterondampende dementi af, at Sabroe selv på nogen måde skulle have brug for litterær Viagra, skriver Mikkel Bruun Zangenberg.

Skønlitteratur

Sabroes 'Libido' klarer sig helt uden Viagra

Romanen er litterært og satirisk et eksempel på en Sabroe i absolut storform.

Skønlitteratur

Pis!

Morten Sabroe har lige ødelagt min nattesøvn: To nætter i træk har jeg ligget klukleende og det, der var værre, med ’Libido’, og nu er jeg så søvnig, at min egen libido næsten er udslukt.

Men ikke mere, end at læserlibidoen gudskelov er fuldt intakt, og jeg skal love for, at Sabroe her er i sit livs ordform!

Tableau: Vi står i omklædningsrummet efter old boys-fodbold, alfahannen Rune Rosenstok, chefredaktør på Mand i Tiden og 42 somre, flår rasende omklædningsskabe ned fra væggen, mens de to gamle venner, reklamefolkene Philip (der er fortæller) og Daniel betuttede ser til.

LÆS INTERVIEW

Problemet er ikke, viser det sig, at Rune på den mest ydmygende måde har misset en bold, der burde have været i kassen, men noget langt, langt værre. Rune har overhørt en samtale mellem sin kone, Susan, og en veninde, i hvilken de drømmer om at have sex med yngre mænd.

Som i langt yngre og som i flere på én gang. Hun har læst en artikel i New York Times om, at kvinder er mere polygame end mænd og sygner hen i monogame parforhold, så meget, at der nu forskes i udviklingen af en pille, ’Lybrido’, der skal mangedoble kvinders lyst.

De amerikanske myndigheder tøver dog med at godkende: Hvad med risikoen for samfundets opløsning?

'Libido' er en fiffig og underfundig roman, der er båret af ganske stor kærlighed til både mænd og kvinder

Så er banen ligesom kridtet op, og det er den med alle de klassiske sabroeske virkemidler: den bizarre overdrivelse, de barokke scener, klangbunden af alvor, der er spændt op mod vild satire og med herlige onelinere som denne: »Der sad to midaldrende mænd i baren og stirrede ned i disken efter 60’erne og 70’erne«.

Her er nogle af de akilleshæle, der tidligere har kunnet hjemsøge Sabroe, blot elimineret: selvoptagetheden, tilbøjeligheden til at svejse lidt for meget på enkelte sætninger og plot. Her er sprog, sætninger og plot ét stort testosterondampende dementi af, at Sabroe selv på nogen måde skulle have brug for litterær Viagra.

’Libido’ falder i 31 kapitler, der energisk drøner derudad. Mændene er alle i defensiven, de er plaget af mindreværd og træthed, mens konerne derimod boltrer sig både seksuelt, og når det gælder karriere, og det ømfindtlige punkt, indtjening.

Men stop: For det handler ikke om, at Sabroe har skrevet en manfo-roman om, at det er synd for mændene, og kvinderne er nogle forbandede kællinger.

’Libido’ er en fiffig og underfundig roman, der er båret af ganske stor kærlighed til både mænd og kvinder, alle vi vakkelvorne mennesker, der stæser rundt i kønnets labyrinter, men som måske også skal mande og kvinde os lidt op.

Fortælleren Philip tilbeder f.eks. sin viv, Nora (og ja, der er helt klart en hilsen til Ibsens ’Et dukkehjem’ her), og humoren hos Sabroe er barok, men levner plads til omsorg for individerne.

Dog med den væsentlige undtagelse af dem, der skejer ud i fundamentalistisk og fanatisk kønskamp; de får med krabasken. Det gælder den utåleligt selvfede mandschauvinist Rune, der selvfølgelig viser sig at være en elendig elsker, og som fik banket oplaget på Mand i Tiden op ved at lave en komplet åndssvag, sexistisk forside.

Det gælder helt symmetrisk hans modstander, gruppen Nymphomaniacs, ledet af den kolde og ubehagelige fotomodel Alecia Key, der starter en hævnkrig mod Rune og co., og så er banen og komikken ellers kridtet op, helt frem mod klimaks på en lille ø, der selvfølgelig er formet som to toppede bryster.

Og helt frem mod en scene, man skal springe over, hvis man lider af kastrationsangst.

Parallelt med kønskrigen etablerer Sabroe en både dramatisk og ironisk ægteskabelig krise for Philip og Nora.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

For længe har forlagskvinden Nora været fraværende; efter egenhændigt at have fundet og dyrket et anonymt talent, der kalder sig Elizabeth Wagner, og som skriver mega-bestselleren ’En kvindes hemmelighed’ , der skovler penge ind, bliver Nora pludselig meget værdsat og forfremmet – og dermed ser hun ikke rigtig til Philips side længere.

Sabroe beskriver de subtile og ikke så subtile forskydninger, der kan være undervejs i et langvarigt forhold, og som ikke er helt uforbundet med karriere, penge, magt og status, uanset hvor meget vi mumler om indre værdier og udødelig kærlighed.

Men der er mere: Der er også det, at begæret holdes i live af en vis hemmelighedsfuldhed ved Nora; Nora tændes af Philips begær, og Philips begær antændes til dels af, at der er ting ved Nora, som står hen i skygge.

På begge scener, den store kønskrigs, og den lille ægteskabelige bataljes, gælder det imidlertid, at Sabroe med diabolsk overlegen humor og perfekt sproglig økonomi formår at motionere både lattermuskler og hjernevindinger.

Men pas på med nattesøvnen og sexlivet; der er ikke plads til meget intimitet, når man er midt i ’Libido’.

Det skulle da lige være ved, at man læste den sammen med sin partner.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce