STEDS-SANS. Københavns Kødby  er 'et godt sted' med sjæl og fortællinger. Der er tydelige lag af fortiden, mener  forfatteren Dan Ringgaard.
Foto: Jacob Ehrbahn

STEDS-SANS. Københavns Kødby er 'et godt sted' med sjæl og fortællinger. Der er tydelige lag af fortiden, mener forfatteren Dan Ringgaard.

Skønlitteratur

Hvad var Havana uden Graham Greene?

Litteraturforsker er gået på jagt efter stedernes betydning i en ny læsning af verdenslitteraturen.

Skønlitteratur

Tiden er afstemt efter to travle kalendere, men stedet har han fået lov at fastlægge ud fra sine egne ideer om, hvad et godt sted er.

Vel meget rimeligt, nu da han alligevel har brugt fem år på at forske i, hvad steder er, og hvad steder gør ved os. Og et godt sted kunne eksempelvis være denne bogcafé et sted i verden, mener Dan Ringgaard, dr.phil. og lektor i litteratur ved Aarhus Universitet.

Det glokale sted
Løve’s Bog- og Vincafé ser ud som bogcaféer nu ser ud, hvad enten de ligger i New York eller London, med digte og verdenslitteratur, vin, espresso og dybe stole. Men cafeen er ikke bare global. Den er også lokal og har sine egne østjyske aflejringer af byen og menneskene omkring den.

»Den er glokaliseret, som man siger. Den er ikke bare en kopi af forbillederne, den har flere lag af fortællinger og billeder og erindringer i sig. Det gør den til et godt sted«, synes Dan Ringgaard, forfatteren til en ny bog om noget på en gang så konkret og så langt ude i hampen langhåret og abstrakt at forske i som ’steder’.

Eller om ’Steds-sans’, som bogen hedder med to s’er for at pirre læserens sans for stedernes betydning.

Bogen er skrevet som en række på en gang videnskabelige og personlige essays, og ud over at forfatteren og forskeren selv har foretaget en rejse til steder i Brasilien, rejser han med verdenslitteraturens store fra Vergil, Foucault og Calvino til hjemlige Blixen og Stangerup og videre på en rundtur i krimilitteraturens skumle gyder, for som det hedder i bogen:

»Simenons Paris, Hammetts San Francisco, Chandlers eller Michael Connellys Los Angeles, Burkes New Orleans, Paduras Havana, Rankins Edinburgh, Dexters Oxford, Staalesens Bergen, Mankells Ystad, Turells Vesterbro. Hvad er det med krimier og byer?«

Ja, hvad er det i det hele taget med forfattere og steder? Og hvorfor har vi, allerede inden vi ankommer til for eksempel Berlin, Sankt Petersborg eller et fjernt floddelta i Guayaquil, billeder i hovedet, bare fordi vi har snuset til atmosfæren hos Isherwood, Dostojevskij og Kurt Vonnegut?



Det har Dan Ringgaard sat sig for at undersøge, og på en måde er det ikke hans egen ide, siger han. Han har fået den ved at læse digte af Henrik Nordbrandt. Under arbejdet med en afhandling om den danske digter stødte Dan Ringgaard nemlig på et tema, der gik igen og igen hos digteren: stederne.

»Han viser, at der er en kobling mellem vores identitet og de steder, vi befinder os«, siger Dan Ringgaard.

»Intet kan finde sted uden sted« Og så er det vist på sin plads at præsentere Dan Ringgaards definition af et sted. I sin indledning til bogen gør han selv opmærksom på, at steder »ikke er til at komme uden om«, bogstavelig talt, som han skriver: »Intet kan finde sted uden sted«, fortsætter han på næsten rablende sort dansk, men hvad er så et sted? »Ja, man kan jo næsten ikke se stedet for bare træer, vel? For mig er der først et sted, når der både er en lokalitet – et fysisk rum placeret på længdegrader og breddegrader – og et menneske, der kan møde det rum med alt, hvad et menneske kommer med af sanser, billeder, erindringer, viden, følelser og drømme. Lokaliteten får betydning i mødet med mennesker. Det er her, stedet opstår«. Efter at have fået skærpet interessen for steder gennem arbejdet med bogen om Henrik Nordbrandt kastede litteraturforskeren sig over moderne sted-teori. Og det gik op for ham, at sted-forskningen er omfattende, og at stedet »åbenbart er noget, der trænger sig på og interesserer os i de her år«.

Men den opfattelse af stedet, som Dan Ringgaard havde mødt hos teoretikerne, stødte sammen med den, han var faldet for hos Nordbrandt:

»Hos Nordbrandt er stedet altid under ombygning. Stedet er udsat for skiftende identitet og for tiden, der hele tiden præger og forandrer og underminerer. Tiden giver stedet små flækker og gør det til et andet sted. Sådan noget gør et sted levende og sætter det i bevægelse«.

Opgør med konservativ tænkning
I moderne stedteori derimod har Ringgaard oplevet en tendens til, at stedet ses som det trygge, der sikrer en pause i en hektisk virkelighed. Hjemstedet.

»Der er den her temmelig konservative stedtænkning, hvor stedet er noget, der vokser op af jorden og omfatter slægten og hjemstavnen og bliver ved med at være, som det er«, siger Dan Ringgaard, og det er op imod den, han præsenterer sin egen stedets litteraturhistorie med eksempler fra både danmarks- og verdenslitteraturen.

»Litteraturen er et godt sted at gå hen. Litteraturen ved, hvordan folk føler og tænker og forholder sig i en masse daglige situationer. Hvordan tænker og handler en person, der lige er steget af toget i Rom for allerførste gang? Sådan noget skal enhver forfatter overveje«.



I forvejen er litteraturforskningen begavet med analyser af for eksempel fortællemåder og tematikker, men litteraturens steder er ikke velbeskrevne, understreger Dan Ringgaard.

»Når jeg dykker ned i stedteorierne, kan jeg se, at der rejser sig en masse spørgsmål, der ikke umiddelbart kan besvares. Der er en mangel på nogen, der vil begynde at lede efter nogle svar«.

Og når svarene kan være interessante, er det, mener Dan Ringgaard, fordi vores identitet er formet af de steder, vi bor, arbejder eller rejser igennem.

»Vi præges af stederne, og de betyder noget for vores personlige udvikling. Det er jo også derfor, stederne fylder så meget i kunsten. Ikke bare i fotokunsten, billedkunsten og arkitekturen, men i høj grad også i litteraturen og måske allermest tydeligt i krimierne: Hvad var Hammetts bøger uden San Francisco? Eller Jo Nesbøs krimier uden Oslo – og sneen?! Dem læser vi også for at synke ned i stederne. Og for at lære noget om os selv«.

Endelig er der en pointe i, at »vi glemmer de steder, litteraturen ikke bruger plads på«, mener han.

»Litteraturen fortæller os jo ikke bare, at stederne er der. Den sætter os ind på stederne og lader os synke ned i dem og fortæller, hvordan vi føler og reagerer ved at være der«.

Og selv om alt andet i en roman er opfundet, er stederne ofte helt korrekt gengivet.

»Ja. Joyce skrev ’Ulysses’ i Trieste, men korresponderede hele tiden med folk i Dublin for at få detaljerne helt præcise. Jeg tror, det er et udtryk netop for vores fascination af stederne. Det giver tilsyneladende en roman realitetskraft, at stederne er beskrevet, som de er«.

Gode og dårlige steder
Hos Dan Ringgaard er der gode steder og dårlige steder, og i en globaliseret verden er der også opstået en lang række ’ikke-steder’, og forskeren kaster sig frejdigt ud i at putte både de gode, de onde og de grusomt ikke-eksisterende i kasser efter egen smag:

Et godt sted er eksempelvis Århus-caféen, vi sidder på, med dens grimme gade udenfor og dens »resonanser af hele verden og Århus« på samme tid.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Eller det kan være Københavns Kødby, hvor vi et par dage senere møder Dan Ringgaard for at fotografere, og hvor han får lejlighed til at tale om brud og kontraster og historiske lag og et af hans yndlingsbegreber, palimpsester.

En palimpsest er med Dan Ringgaards brug af ordet en lokalitet, der gemmer på lag på lag af betydning, og som hele tiden overskrives med nye betydninger. Som Kødbyen:

»I Kødbyen er de mondæne forretninger og cafeer få endnu, men man kan se, at de begynder at udgøre stedets nye lag. En moderne kultur er ved at blive skrevet oven i de gamle lag af slagtere og stalde. Vi får en klar fornemmelse af, at tiden arbejder, og forfaldet er altid pittoresk. Det kan vi godt lide«.



Et dårligt sted er til gengæld helt dødt. Det lukker sig om sig selv og hviler i sig selv, og det er kedeligt i kraft af sine manglende spændinger og dynamik, mener litteraten.

»Der er en grund til, at jeg foretrækker Firenze for Siena. Firenze lever og forandres, mens Siena fastholdes i det smukke billede, vi har af byen« siger han og kommer i tanke om, at han faktisk også har svært ved at opholde sig i turistenklaver og i vandlande.

»I virkeligheden har rigtig mange af os svært ved at være på de der turiststeder. Vi føler os fanget, tror jeg. Vi rejser for at være frie, og pludselig er vi lukket inde i en kunstig enklave og i en forestilling, jeg i hvert fald ikke bryder mig om at være i«.

Steder uden fortællinger

Og så er der ikke-stederne. I en globaliseret verden opstår der ifølge anerkendt sted-teori en ny type af steder i periferien af byerne.

Sådan nogle »underligt antiseptiske, vandafvisende steder«, som Dan Ringgaard siger: uniforme, sterile steder som lufthavne, indkøbscentre og motorvejsudfletninger, alle med én funktion og alle forsynet med tegn og skiltning, der leder os igennem. Ikke steder, litteraturen har beskæftiget sig meget med, hvorfor de også er stort set blottet for fortællinger og erindringer endnu.

Dan Ringgaards rejse er især gået til litteraturen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Han har ’besøgt’ Marco Polos Venedig med forfatteren Italo Calvino. Han har fulgt forfatteren Lawrence Durrell, der allerede i sin indledning til ’Alexandria-kvartetten’ gør opmærksom på, at dette er en bog om, hvad byen gør ved de mennesker, der bor i den. Og han har besøgt ’ikke-steder’ og lufthavnsområder med antropologen Marc Augé.

Men han har også sprængt de klassiske rammer for litterær forskning med en række rejsebeskrivelser fra sin egen tur til virkelighedens Brasilien, og drivkraften har ikke mindst været »den her tilstand af vægtløshed«, som han – og man – kommer i ved ankomsten til et nyt sted.

»Man er løftet ud af sin sædvanlige kontekst og er helt fri. Stedet, man møder, er på en måde også helt frit, for man kan endnu ikke afkode det og læse, hvad det gemmer på. Det er den fornemmelse af at være ude af balance, jeg godt kan lide«.

Og det er den tilstand, han vil hjælpe på vej – i kraft af sin egen ’Steds-sans’.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce